Ribe: Der har været stor aktivitet hos Gantech i de seneste snart 20 år. Bygningsmassen er blevet udvidet, der er købt nye maskiner, og på medarbejderstaben er der i flere omgange ansat medarbejdere i både administration og produktion.
Men det er ikke slut endnu. Virksomheden er nemlig lige nu ved at udvide med en godt 2000 kvadratmeter stor hal, som giver dem muligheder for at indkøbe nye maskiner og rent faktisk tage mod ordrer, de ellers havde sag nej til.
- Vi bygger den store nye hal, så vi får plads til en større laserskærer og en større kantbukker, og det giver muligheder for at tage imod opgaver af en størrelse, som vi ellers ikke kunne klare. Når den kommer ind i huset, kræver det et helt andet set-up, hvor der skal være plads til trucks, reoler og selvfølgelig medarbejderne, siger direktør Henrik Gantzel.
Han ser frem til, at den form for opgaver som de tidligere sagde ja til snart kan klares inde i huset. De havde allerede en laserskærer i huset, men ikke med de dimensioner, som der nu bliver plads til.
Om Gantech
Gantech er en kvalitetsorienteret virksomhed, der er specialiseret underleverandør inden for bearbejdning af stål og metal. Den har været drevet af Henrik Gantzel siden 2004. Den var er oprindelig startet af Christian Bruun under navnet JCK maskinfabrik tilbage i 1982.
Virksomheden flyttede ind i de nuværende lokaler på Industrivej i 2006 og byggede den store hal to i 2009. De rådede dengang over 6000 kvadratmeter under tag, og nu bygger de en hal på 2000 kvadratmeter.
Da de var flest, var der 40 medarbejdere, og nu er der 35 medarbejdere. Virksomheden er flere gange kåret til Gazelle virksomhed.
- Det er ikke fordi, vi allerede har opgaverne i ordrebogen, men jeg ved, at der er et marked, og der er en type opgaver, som vi før ikke kunne påtage os. Den form for opgaver kan vi sige ja til nu, og det giver nogle muligheder for fremtiden. Og vi ved, at der kommer forespørgsler på den form for opgaver.
Han nævner, at det kan være elementer til trapper, vanger til landbrugsvogne og andre specialiserede opgaver. Men det handler også om, at de med større maskiner kan udføre deres opgaver på en ny og mere rationel måde.
Det gik op og ned
Året 2020 har været et anderledes år for virksomheden. Det startede med en fyldt ordrebog, men halvanden måned før sommerferien var de fleste opgaver udført. Derfra gik meget mere eller mindre i dvale, men en måned senere fik man igen drøntravlt, og siden har det bølget lidt op og ned.
Henrik GantzelJeg ved, at der er et marked, og der er en type opgaver, som vi før ikke kunne påtage os. Den form for opgaver kan vi sige ja til nu, og det giver nogle muligheder for fremtiden.
- Det er ikke ordrebogen, men troen på fremtiden der er årsagen til udvidelsen. Vi mistede en stor kunde tre timer efter, vi havde sagt ja til at gå i gang med udvidelsen. Men vi ser lyst på fremtiden, og vi er ude på markedet for at finde nye kunder, siger Henrik Gantzel.
Kan lide at være smede
På den måde går Gantech efter at fortsætte det gode stykke arbejde, virksomheden er blevet kendt for de seneste mange år.
- Det er helt tydeligt, at vi er kendte for at være fleksible, vi leverer gode varer til tiden og i den forventede kvalitet. Vi vil gerne give kunderne det de ønsker. Jeg er sikker på, at en af stenene til vores succes findes i, at vi interesserer os for det vi laver, og vi kan lide at være smede og lave et godt stykke smedearbejde. Vi er alle stolte af vores arbejde, og det skal være sjovt at gå på arbejde hos Gantech, siger Lars Vase, der er kvalitets og personalechef.