Annonce
Ugeavisen Ribe

Ribevirksomhed solgt for kæmpe millionbeløb: Controlled Polymers skal ansætte flere folk og bygge nyt

Teknisk direktør Rikke Maj Ager, administrende direktør Mogens Larsen og salgschef André Rosendahl Hansen klapper alle i hænderne over, at Controlled Polymers er blevet solgt til den amerikanske koncern Americhem, hvor Jim Figaniak er vicepræsident. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Omkring 15 nye medarbejdere og en større fabrik i Ribe. Det bliver blot nogle af følgerne af, at Ribevirksomheden Controlled Polymers er solgt til den mellemstore amerikanske virksomhed, Americhem.
Annonce

Ribe: Da den hidtidige ejer af Ribevirksomheden Controlled Polymers besluttede at sætte den lokale virksomhed inden for plastindustrien til salg, var der ganske stor interesse var alverdens virksomheder og koncerner.

Således kunne kapitalfonden Blue Equity og investeringsselskabet Chrispa sælge Controlled Polymers til den amerikanske koncern Americhem, som arbejder inden for samme område som Ribevirksomheden, for et "pænt trecifret millionbeløb". Dermed er den 20 år gamle virksomhed for anden gang på fem år kommet på nye hænder.

- Jeg er stolt over, at vi har kunnet bygge en virksomhed op, som er attraktiv for sådan et stort amerikansk firma som Americhem. Vi er et godt match med dem, fordi de er en familieejet virksomhed, siger Mogens Larsen, administrerende direktør i Controlled Polymers, som tilføjer, at meget vil fortsætte som vanligt hos Ribevirksomheden.

- Vi vil fastholde og udvikle de kerneværdier, som vi er kendt for i dag. Det handler blandt andet om fleksibilitet, kvalitet, kundetilpassede løsninger og korte leveringstider. Dog vil vores navn formentlig blive ændret inden for et par år, siger han.

Annonce

Mere vækst på vej

Opkøbet betyder, at vejen til yderligere vækst ligger lige for, og der er ingen planer om, at Controlled Polymers skal flytte væk fra Ribe.

Om Controlled Polymers og Americhem

Controlled Polymers blev etableret af Anders Flensburg i 2000, og er specialiseret indenfor produktion af skræddersyede polymer compounds og masterbatches til udvalgte kundesegmenter. Man er specielt stærke inden for medico-segmentet og høreapparat-industrien. I 2015 købte Blue Equity og Chrispa virksomheden. Hvert af de seneste fem år har Controlled Polymers leveret et resultat efter skat på den gode side af 10 millioner kroner.

I dag beskæftiger Controlled Polymers 53 medarbejdere, mens Americhem har mere end 900 ansatte på 11 afdelinger i hele verden. Americhem er familieejet global masterbatch-producent, der har 80 år på bagen.

- Vi kommer til at have brug for mere plads, så vi har allerede indledt dialogen med Esbjerg Kommune om at kunne bygge nyt her i Ribe. Vi håber, at kommunen vil kigge vores vej, som de har gjort ved andre vækstvirksomheder i området. Derudover regner vi med at skulle ansætte 20-30 procent flere medarbejdere inden for de kommende år, siger Mogens Larsen.

For Jim Figaniak, vicepræsident i Americhem, er der mange gode aspekter i købet af Controlled Polymers.

Controlled Polymers kan nu kigge endnu mere ud i verden efter salget til Americhem. Men samtidig bliver man i Ribe, hvor det er planen at skulle ansætte flere medarbejdere samt bygge ny fabrik. Foto: René Aunsbjerg Fogh

- Købet kan fuldføre vores strategiske vision og samtidig udfylde det hul, vi har i Europa. Controlled Polymers skal bygge vores europæiske gren op, og vi skal investere i både markedet generelt og i Controlled Polymers. Desuden er der mange ting, som virksomheden i forvejen gør godt, og vi skal uden tvivl gøre brug af deres viden og teknologi i andre dele af verden, siger Jim Figaniak, som selv solgte sin virksomhed til Americhem i 2014.

Annonce

Grønnere profil

Et af de steder, hvor Controlled Polymers og Americhem kan have stor gavn af hinanden, er inden for bæredygtighed.

- Vi har siden 2018 kørt på 100 procent grøn strøm, vi fyrer med klimavenlig biomasse, og vi arbejder med at genanvende materialer. Alligevel vil vi gerne have en grønnere profil, og via Americhem kan vi også hjælpe vores kunder med at blive grønnere. Eksempelvis kan vi gøre brug af deres andre fabrikker og samarbejdspartnere, så vi ikke behøver at skulle transportere vores materialer så meget rundt som førhen, forklarer Mogens Larsen, der også kan bruge Americhem til at få mere kendskab og erfaring inden for eksempelvis brandhæmmende produkter.

- Vi har siden 2018 kørt på 100 procent grøn strøm, vi fyrer med klimavenlig biomasse og vi arbejder med at genanvende materialer.

- Vi kommer til at kunne tilbyde nye high-end materialetyper til både nye og nuværende kunder, og vi vil forhåbentlig også kunne række ud mod nye og større kunder, samtidig med, at vi vil stadig vil holde fast i dem, vi har i forvejen., understreger Mogens Larsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce