Annonce
Ugeavisen Ribe

Sæsonoptakt: Hviding IF/Kvik 70 vil spille god, attraktiv fodbold

Jeppe Stokbæk er ny mand på sidelinjen hos Hviding IF/Kvik 70 i serie 2, og han ser frem til at tage ansvaret på sine unge skuldre. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Ny træner og flere nye spillere gør sæsonstarten for Hviding IF/Kvik 70 i serie 2 interessant.

Fodbold: Når spillerne fra Hviding IF/Kvik 70 2. påskedag træder ind på græsset til sæsonens første kamp i serie 2, er der både nye ansigter på banen og på sidelinjen.

Den 26-årige træner, Jeppe Stokbæk, debuterer ved denne kamp som førsteholdstræner for et seniorhold, men det tager han med nogen ro.

- Det er jo skønt at være på græs igen, men mon ikke der vil være lidt ekstra kriller i maven, når vi skal spille mod Højer. Vi er, hvor vi skal være, understreger Jeppe Stokbæk.

Han skal vælge sine 14 spillere til kamptruppen blandt en større seniortrup end sidste sæson. Der er nemlig kommet fire nye til fra Høm UIF, Andreas Klaaby, Gunnar Gotthartsen, Mathias Kramer og Mathias Feddersen, mens Victor Frankert og Mikkel Heibøl Jensen støder til fra henholdsvis Skærbæk og Gørding. Derudover kommer en stort set intakt trup fra efterårets kampe, heriblandt de to farlige offensive esser i brødrene Benjamin og Sebastian Klaaby.

- Det kommer helt sikkert til at præge konkurrencen på holdet, og det har der også været brug for, siger Jeppe Stokbæk.

Annonce

Skal forbedre defensiven

Han har allerede fået sat aftryk på holdet i forhold til den tidligere træner.

- Jeg kommer til at spille med en fire back kæde, for det føler jeg mig mest komfortabel med. Det er nemmere at tilføje nyt til holdet, når der også er flere nye spillere, siger den nye træner.

I efteråret lå Hviding IF/Kvik 70 længe og rodede rundt nær nedrykningsstregen, men det skal helst ikke være tilfældet i foråret, mener Jeppe Stokbæk.

Med seks nye spillere bliver der ekstra meget kamp om pladserne på holdet hos Hviding IF/Kvik 70 i serie 2. Foto: René Aunsbjerg Fogh

- Ambitionen er, at vi kan spille god, attraktiv fodbold og samtidig præge rækken. Jeg håber på en sæson, der vil skabe stor glæde i klubben. Men vi skal hæve vores bundniveau, og nøglen til succes er uden tvivl, at vores defensive organisation bliver bedre og vi ikke lukker så mange mål ind. Det er noget, vi har haft stor fokus på her i opstarten, for der er ikke meget at sætte en finger på frem ad banen, siger han.

Hviding IF/Kvik 70's første kamp i sæsonen er som sagt ude mod Højer mandag den 5. april. Derefter følger en hjemmekamp mod Lundtoft IF lørdag den 10. april.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce