Annonce
Ugeavisen Ribe

Skolefrisættelse giver godt nyt til Ribeskoler: Elever får ekstra lejrskole i folkeskolen

Mette Petermann, bestyrelsesformand for Vadehavsskolen, er glad for, at man de kommende tre år får prioriteret, at 9. klasserne kan komme på lejrskole. Arkivfoto: René Aunsbjerg Fogh
Vadehavsskolens bestyrelse har besluttet at prioritere én ekstra lejrskole i folkeskolen de kommende tre år i forbindelse med skolefrisættelsen. Det bliver 9. klasserne, der får glæde af den, men pengene skal dog findes i det eksisterende budget.

Ribeområdet: De seneste seks skoleår har eleverne på Vadehavsskolens fire afdelinger været vant til, at de kunne komme på lejrskole én gang i løbet af de ti år i folkeskolen - i 6. klasse. Men de kommende tre år vil også 9. klasserne kunne komme på lejrskole.

Det har skolebestyrelsen for Vadehavsskolen besluttet skal gælde for alle fire afdelinger forud for skolefrisættelsen, der træder i kraft fra næste skoleår.

- Tidligere har skolerne selv kunnet tilpasse, hvor mange lejrskoler de ville tilbyde deres elever, og med skolefrisættelsen var det anledningen til, at vi kunne skrue op for mængden af lejrskoler og vægte dem højt igen. Det var dog vigtigt for os, at det var fælles for alle fire afdelinger, forklarer skolebestyrelsesformand Mette Petermann.

- Vi holder fast i, at 6. klasserne kommer en tur til Rendbjerg Feriekoloni, og derudover har vi besluttet, at 9. klasse kan få tre overnatninger i København eller tilsvarende byer. Det skal være dem, fordi dem, der bliver i folkeskolen på det klassetrin, gerne må få en ekstra oplevelse. Det har i mine øjne været for lidt med én lejrskole, så jeg er rigtig glad for, at vi nu kan doble op for mængden af lejrskoler, siger Mette Petermann, som dog påpeger, at de børn, som går i skole nu, ikke har lidt tab over beskæringer i lejrskoler.

Annonce

Ingen ekstra penge

Mette Petermann påpeger, at der ikke er sat ekstra penge af til lejrskolerne i 9. klasse. Derfor skal pengene findes i selvsamme store pulje, hvorfra læsevejledere, materialer og lignende kommer fra. Derfor håber hun, at Esbjerg Kommunes byrådspolitikere kunne finde på at investere flere penge i folkeskolen.

Lejrskoler gennem tiden

I 1990'erne var der mange flere lejrskoler i løbet af de ti år i folkeskolen, end der er nu. Hvor mange kan Mette Petermann ikke sige, da det har varieret fra skole til skole. Siden da er antallet af lejrskoler stille og roligt blevet færre på grund af besparelser.

Siden den nye skolestruktur og Vadehavsskolen blev etableret i 2015/16 har den eneste lejrskole været i 6. klasse.

Ud over lejrskoletilbuddet i 9. klasse opfordrer Mette Petermann forældrerådene i 3. klasse til at arrangere en overnatning, så eleverne kan snuse til det.

- Det er synd, at folkeskolen bliver nedprioriteret politisk, siger hun.

Foreløbigt gælder lejrskolerne i 9. klasse - og i 6. klasse - for de kommende tre skoleår. Derefter skal det evalueres, hvilken betydning det gav, når forsøget med skolefrisættelsen er overstået.


Vi holder fast i, at 6. klasserne kommer en tur til Rendbjerg Feriekoloni, og derudover har vi besluttet, at 9. klasse kan få tre overnatninger i København eller tilsvarende byer. Det skal være dem, fordi dem, der bliver i folkeskolen på det klassetrin, gerne må få en ekstra oplevelse.

Mette Hager Petermann
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce