Annonce
Ugeavisen Ribe

Skorstensfejer ved et tilfælde for syv år siden: Nu er Kasper fra Hviding blevet mester

Skorstensfejer Kasper Møller-Hansen har overtaget ansvaret fra Kurt Christiansen og blevet den lokale skorstensfejermester. Foto: René Aunsbjerg Fogh
31-årige Kasper Møller-Hansen er ny skorstensfejermester i Ribe og Bramming efter Kurt Christiansen. Det sker syv år efter, han kom i lære hos Kurt.

Ribe: I 30 år har Kurt Christiansen været den lokale skorstensfejermester, men i sidste måned overlod han linekost og ansvar til 31-årige Kasper Møller-Hansen.

- Jeg stopper, fordi jeg kan se, at skorstensfejerfaget de senere år har udviklet sig en del. Der er eksempelvis kommet et øget fokus på rensning af ventilationsanlæg, og på den måde bliver faget for moderne for mig. Det føles som den rigtige beslutning, og det er underligt, at jeg nu slet ingen forpligtelser har mere, siger Kurt Christiansen.

Kasper, der er opvokset i og stadig bor i Hviding, har både været i lære og været svend under Kurt Christiansen, så den nye skorstensfejermester kender firmaet og området.

- Jeg trives med det ansvar, der følger med at være mester. Det er desuden fantastisk at komme ud til de mange forskellige kunder, og jeg kan rigtig godt lide kundekontakten, siger Kasper, der tilføjer, at hans karrierevej blev valgt ved lidt af et tilfælde.

- Jeg arbejdede egentlig i skifteholdsarbejde på en fabrik, men en dag i 2014 stødte jeg på en smilende skorstensfejer derhjemme, og så blev jeg med det samme solgt af både tøjet og stilen. Så jeg kontaktede Kurt og fik en læreplads, og siden er det jo gået stærkt, fortæller han.

Annonce

Leder efter nyt lokale

- Vi har været i dialog om, at Kasper skulle overtage i et års tid, og at han er der, gør det heldigvis nemmere at slippe tøjlerne, siger Kurt Christiansen.

Kasper Møller-Hansen kan godt lide både jobbet og uniformen, der kommer med at være skorstensfejer. Foto: René Aunsbjerg Fogh

Kasper Møller-Hansen er i fuld gang med at opdatere kundekartotektet, og han vil gerne have, at de gammeldags sedler i folks postkasser om skorstensfejerens forestående visit afløses af en sms nogle dage forinden. På den måde kan det bedre sikres, at folk er hjemme, når han kommer forbi.


Jeg trives med det ansvar, der følger med at være mester. Det er desuden fantastisk at komme ud til de mange forskellige kunder, og jeg kan rigtig godt lide kundekontakten

Kasper Møller-Hansen


Firmaet er desuden skiftet navn til Skorstensfejermester Kasper Møller-Hansen. I første omgang lejer Kasper sig ind hos Kurt Christiansen i Bramming, hvor de nødvendige faciliteter er til stede.

Kort om Kasper

Kasper Møller-Hansen er 31 år og forlovet med Lotte. De bor i Hviding med i alt tre børn.

Ud over at være skorstensfejer er Kasper også frivillig brandmand hos Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe.

- Men jeg vil gerne finde et erhvervslokale i nærheden af Ribe, så det hele kan blive lidt nemmere for mig. Vi fortsætter dog med at dække både Ribe og Bramming, understreger Kasper Møller-Hansen, der har to andre skorstensfejere ansat i firmaet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce