Annonce
Ugeavisen Ribe

SLUT: Søren Heide Lambertsen forlader Socialdemokratiet

Søren Heide Lambertsen har forladt Socialdemokratiet i Esbjerg Kommune og fortsætter som løsgænger. Dog beholder han magtfulde poster i byrådet. Arkivfoto: Tue Sørensen
I et åbenhjertigt interview fortæller Søren Heide Lambertsen her, hvorfor han har forladt Socialdemokratiet i Esbjerg.
Annonce

Esbjerg Kommune: Søren Heide Lambertsen, formand for Teknik- og Byggeudvalget, har valgt at forlade Socialdemokratiet. Beslutningen har været lang tid undervejs og har taget hårdt på den 35-årige lokalpolitiker.

Søren Heide Lambertsen blev valgt til Esbjerg Byråd første gang ved kommunalvalget i 2013, og efter kommunalvalget i november 2017 udpegede daværende formand John Snedker så Søren Heide Lambertsen som gruppeformand. Til stor frustration for flere fra partiets ”gamle” garde, som heller ikke så med milde øjne på, at Søren Heide Lambertsen også blev udpeget som formand for Teknik og Byggeudvalget og dermed også fik plads i det magtfulde økonomiudvalg.

Siden konstitueringen har der været intern uro i partiet, og det fik i begyndelsen af december 2019 Søren Heide Lambertsen til at trække sig som formand for den socialdemokratiske byrådsgruppe. Og nu har han så også valgt helt at forlade partiet og blive løsgænger.

- Det har været en rigtig, rigtig svær beslutning, som jeg har brugt mange timer og søvnløse nætter på at overveje. Jeg har været i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige, for jeg har virkelig kæmpet meget for partiet. Men til sidst så jeg simpelthen ikke andre muligheder, siger Søren Heide Lambertsen.

Annonce

I samme parti?

Søren Heide Lambertsen vil nu sunde sig og trække stikket et stykke tid, hvor han håber at kunne lægge skuffelsen bag sig. Skuffelsen over, at det er endt, som det er. Men også dem han skuffer med beslutningen, heriblandt nestoren John Snedker.

- Men jeg kan mærke i maven, selvom det gør ondt, at det er det rigtige, fortæller en tydeligt berørt Søren Heide Lambertsen, der ikke lægger skjul på, at han og partiet over længere tid har fjernet sig mere og mere fra hinanden.

- På borgermødet om bomme i Marbæk forleden, sad der to socialdemokrater og snakkede på en måde, hvorpå jeg var i tvivl om, hvorvidt vi var i samme parti. Man har også sat spørgsmålstegn ved Esbjerg Strand projektet, som jeg personligt synes, er en kæmpe gevinst for Esbjerg. Under budgetforhandlingerne kunne jeg også mærke en vigende opbakning, og generelt har flere medlemmer i partiet kontinuerligt sat spørgsmålstegn ved min politiske gøren og laden. Det har jeg haft det meget svært ved, for er der nogen, som har kæmpet for det her parti, så er det mig. Jeg har sågar sagt mit gode job på universitetet op for det, siger Søren Heide Lambertsen, der, hvis han var i tvivl om den vigende støtte, fik syn for sagen kort forinden han indgav sin besked om udtræden af partiet til den politiske ledelse.

- Ja, der fik jeg besked fra den nye formand om, at jeg skulle skifte plads i Byrådet og ned bagved at sidde. Min plads ville Jørgen (Ahlquist, red.) have, lyder det fra Søren Heide Lambertsen, der har det svært ved, at man ikke har værdsat hans arbejdsindsats mere i partiet.

Annonce

Fortsætter som løsgænger

Søren Heide Lambertsen vil nu fortsætte som løsgænger, og han afviser da også at forlade både politik eller fragive sine politiske poster.

- Jeg er rigtig glad for at være i politik og synes, at det er super fedt at arbejde med. Jeg brænder virkelig for det, men jeg kunne bare ikke se mig i en socialdemokratisk sammenhæng længere, siger Søren Heide Lambertsen, der nu vil sunde sig.

Han afviser dog ikke, at han melder sig ind i et andet parti på et tidspunkt.

- Det ved jeg ikke, om jeg gør, men man skal aldrig sige aldrig. Men det er følelsesmæssigt hårdt for mig, for jeg var i partiet i snart 10 år og har virkelig viet meget af mit liv samt hjerteblod til Socialdemokratiet. Så det gør ondt, og det næste stykke tid vil jeg passe lidt på mig selv og trække stikket, siger Søren Heide Lambertsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce