Annonce
Ugeavisen Ribe

Sognepræst drømmer om at lave mindepark i Vilslev

Området foran Vilslev Kirke i svinget ved Vilslevvej og Våesvej virker trist og forfaldent, og det fortjener Knud Lang ikke. Derfor ønsker Ole Witte Madsen at opføre en mindepark om ham på stedet. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Ole Witte Madsen ønsker at gentænke området foran kirken, hvor der i dag står en mindesten om Knud Lang, som gjorde en markant forskel for lokale bønder i 1700-tallet. Det optimale er en mindepark, men til det mangler han input fra andre.
Annonce

Vilslev: I det sving, hvor Våesvej bliver til Vilslevvej lige ved Vilslev Kirke, står en sten med en lidt utydlig skrift på.

Skriften fortæller, at det er en mindesten for sognepræst Knud Lang, der havde embedet mellem 1744 og 1781 og samtidig gjorde en markant forskel for de lokale bønder i tiden op mod ophævelsen af Stavnsbåndet.

For nuværende sognepræst i Vilslev Kirke, Ole Witte Madsen, er stenen dog ikke tilstrækkelig for at ære hans forgængers minde.

- Knud Lang var også bonde, og han var en vigtig fortaler for at sætte bønderne fri. Faktisk fik han overtalt Margrethe von Rosenørn, som ejede Kjærgård Gods dengang, til at opløse stavnsbåndet allerede i 1786, to år før det skete på landsplan. Vilslev Sogn var et slags forsøgssted forud for ophævelsen af Stavnsbåndet, så på den måde gjorde han en markant forskel, og det bør man ikke glemme, siger Ole Witte Madsen, der fortsætter:

- Det er nok mest præsten selv og nogle ældre medborgere, der ved hvem han var, og det ønsker jeg at ændre på, siger han.

Annonce

Et uudnyttet potentiale

Stensætningen og selve mindestenen, der blev opsat i 1953, er i sølle forfatning, men Ole Witte Madsen håber, at man kan gøre mere end blot restaurere det.

- Jeg forestiller mig, at vi kunne lave en mindepark som en rasteplads eller hvilested for gående og cyklister. Der er et uudnyttet potentiale ved stenen, som burde komme til sin ret. Der kunne være information om Knud Lang, bænke og måske nogle legeredskaber. En mindepark kan desuden også understøtte og videreudvikle den store vilje til at arbejde sammen for at gavne landsbyfællesskabet, vi på det seneste har vist i lokalområdet med Åhuset. Det viser, at Vilslev er et godt sted at bo, og det momentum synes jeg vi skal fortsætte, ligesom det kan forskønne et område, som mange passerer forbi jævnligt, siger han.

Knud Lang gjorde en markant forskel for lokale bønder i 1700-tallet. Foto: René Aunsbjerg Fogh

For at få input og ideer til projektet holder Ole Witte Madsen et orienteringsmøde i præstegården i Vilslev den tirsdag den 12. januar klokken 16.30. Her er intentionen, at der skal nedsættes et arbejdsudvalg, der kan få ført projektet ud i livet. Hvis flere end ni personer ønsker at deltage, vil der blive holdt yderligere et møde den 19. januar. Derfor skal man skrive til Ole på om@km.dk, hvis man vil høre mere eller deltage.

- Jeg kan ikke tænke alle de tanker selv, så jeg vil gerne høre andres ideer. Jeg ønsker desuden, at lokale virksomheder måske vil stille mand- og kundskab til rådighed, så vi kan finde den rette løsning, siger Ole Witte Madsen, der tilføjer, at mødet bliver i fysisk form, da han mener, at sognebørnene trænger til at se hinanden.


En mindepark kan desuden også understøtte og videreudvikle den store vilje til at arbejde sammen for at gavne landsbyfællesskabet, vi på det seneste har vist i lokalområdet med Åhuset.

Ole Witte Madsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce