Annonce
Ugeavisen Ribe

Stor glæde over udsigten til Langgaard museum

Domorganist Birgitte Ebert er begejstret over udsigten til, at der nu kommer et Rued Langgaard museum i Ribe. Arkivfoto
Der er begejstring at spore hos Rued Langgaard Festivalens kunstneriske leder og initiativtager om udsigten til et museum om den karismatiske komponist.
Annonce

Ribe: I forrige uge kunne man fra Sydvestjyske Museer fortælle, at Augustinus Fonden har bevilget 700.000 kroner til udviklingen af et nyt museum på Det Gamle Rådhus i Ribe.

Museet placeres på 1. sal, og her vil gæsten i to rum komme tæt på både komponisten og mennesket gennem billeder, genstande, musik og en mulighed for fordybelse.

- Ribe har markeret sig som et kulturelt fyrtårn med initiativer som Riis-museet og Langgaard Festivalen. Nu er turen kommet til et fornyet fokus på komponisten, som ikke bare er central for Ribe, men for dansk musik. Vi skal ikke blot kunne lytte til Rued Langgaards musik, men også komme bag hans tanker, arbejde og livshistorie, siger Frank Rechendorff Møller, der er direktør i Augustinus i begrundelsen for, at de har støttet museet.

Annonce

Lokal begejstring

Den kunstneriske leder af Rued Langgaard Festivalen er begejstret for udsigten til, at komponisten får sit eget museum.

- Det er jo rigtig stort, og museet bliver en af de sidste sten i den endelige anerkendelse af Rued Langgaard. Museet vil være med til at udvide kendskabet til ham, både i Ribe og i Danmark, og jeg ser museet som en fysisk manifestation, siger Esben Tange.

- Det betyder meget for folk, der lytter til hans musik, at man kan sætte sig ind i komponistens liv. Han var en excentriker, og hans person er tæt forbundet med hans musik, og jeg glæder mig meget til at se, hvordan museumsfolkene griber opgaven an. Der eksisterer en masse billeder og effekter, og det er godt, at det bliver muligt at lytte til hans musik på museet og komme helt ind i hans univers.

- Jeg glæder mig meget over, at der kommer et museum, men det er klart, at den ultimative drøm er, hvis hans hus i Gravsgade en dag kunne blive vist frem, siger Esben Tange.

Og domorganist Birgitte Ebert, der også var initiativtager til festivalen, er ligeså begejstret.

- Det er da helt fantastisk, at der kommer et Rued Langgaard Museum, og det er meget værd, at en fond kalder det et fyrtårn og sætter betydningen på linje med Jacob A Riis museet. Museet vil betyde, at vi får lettere ved at formidle historien, og jeg er så glad for, at han nu bliver endnu mere anerkendt, siger Birgitte Ebert.

- I de ti år, vores festival har eksisteret, er kendskabet til Rued Langgaard blevet styrket markant, og så kommer museet jo som en kærkommen gave, siger hun.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce