Annonce
Ugeavisen Ribe

Streetområde i Ribe skal ikke tiltrække nattefester: Nu slukkes lyset tidligere

De unge skatere, Bastian Bæck Clausen, Arthur Toft, Christoffer Tonnesen og Noah Jermouni, ærgrer sig over, at det nye streetområde nu er ramt af hærværk, som blandt andet har ført til, at lyset over banen slukkes klokken 22. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Flere unge skatere i Ribe ærgrer sig over, at de får skylden for hærværk på det nye streetområde samt, at lyset nu derfor slukkes klokken 22. De har selv et løsningsforslag, som Esbjerg Kommune nu vil kigge på.
Annonce

Ribe: Blot få måneder efter Ribes nye streetområde er blevet taget i brug, er det allerede blevet skæmmet af hærværk. Der er lavet brændemærker i betonen, grafitti på en af banens forhindringer og så er flere pallemøbler, som de unge skatere selv har bygget, blevet smadret. Det sammen med ønsket om at undgå sene festligheder har det fået Esbjerg Kommune til at beslutte, at lyset på banen fremover skal slukkes klokken 22.00, og det synes de unge skatere i byen er for tidligt. Førhen var der ingen begrænsninger.

- Det er nederen, at det skal gå ud over os, der bruger banen rigtig meget. Det virker også underligt, at lyset bliver slukket tre kvarter efter, det er blevet tændt, så en time ekstra ville gøre en stor forskel, for vi ved jo godt, at vi ikke skal være der hele natten, når vi selv skal op i skole, siger en af byens unge skatere, Arthur Toft, mens kammeraten Bastian Bæck Clausen tilføjer, at gruppen af unge skatere oftest først får tid til at skate efter aftensmaden.

Annonce

Mistænker andre fra byen

Den unge gruppe har mere eller mindre boet på det nye streetområde hen over sommeren, og de medgiver da også, at de selv har været med til at spille høj musik. Dog har de ikke gjort det siden, at politiet en aften kom forbi for at bede dem skrue ned.

Ordene "sut mig" er blevet skrevet på en af forhindringerne på den nye bane, men de unge skatere afviser, at det er dem, der har gjort det. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Der er blevet lavet brændemærker i betonen - givetvis efter bål - flere steder på streetområdet. Flere mærker har de unge selv kunnet fjerne med acetone. Foto: René Aunsbjerg Fogh

- Det er ikke os, der har lavet grafitti eller andet hærværk, for det ville jo være dumt at ødelægge noget, vi elsker og har arbejdet så længe for at få. Der bliver skrevet en masse på Facebook om, at skatere skal forbydes, når man gør sådan noget, og det er nederen at blive set ned på, når vi er uskyldige. Jeg mistænker derimod, at det er nogle andre fra Ribe, der står bag, uden at vi ved hvem, for det er sket over længere tid, siger Bastian Bæck Clausen.


Det er ikke os, der har lavet grafitti eller andet hærværk, for det ville jo være dumt at ødelægge noget, vi elsker og har arbejdet så længe for at få.

Bastian Bæck Clausen


De unge drenge har selv en mulig løsning på det med lyset. Hidtil har lyset kunne blive tændt ved et tryk på en knap ved banen, men nu kommer de med en idé om, at det kan gøres via at skrive en sms til en bestemt nummer.

- Så kunne lyset blive tændt i en periode, og samtidig ville man jo kunne se på nummeret, hvem der bruger streetområdet, hvis nu der sker mere hærværk, siger Arthur Toft, der også nævner, at et sensorkamera kunne være en mulighed.

Annonce

Uacceptabelt hærværk

I Kultur- og Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune er formand May-Britt Andrea Andersen lydhør overfor den mulige løsning - og hun er forarget over hærværket.

Streetområde styrkes

To private borgere vil sammen med Esbjerg Kommune få flyttet den minirampe, der i dag står ved Ansgarskolen, over til streetområdet. Det sker, når området nord for banen er ryddet, og det sætter ifølge de unge skatere en prik over i'et for streetområdet, da det kan samle folk, der skater, endnu mere.

- I udvalget er vi ikke ude på at straffe nogen, når vi har besluttet, at lyset skal slukkes klokken 22.00. Derimod vil vi forebygge, at vores nye fantastiske skaterbane ikke bliver et sted, der tiltrækker sent natteliv. Jeg vil dog gerne bringe forslaget videre til udvalget, og hvis der er opbakning der, kan vi undersøge om det er muligt, siger hun.

De unge skatere har brugt timevis henover sommeren på streetområdet i Ribe. De ærgrer sig over, at banen nu er ramt af hærværk, som blandt andet har ført til, at lyset over banen slukkes klokken 22. Foto: René Aunsbjerg Fogh

- Det er jo på ingen måde acceptabelt, at der laves hærværk. Vi har fået skabt en fantastisk bane med masser af mulighed for at skabe et ungemiljø, og det er der så, formentlig ganske få unge, der forsøger at ødelægge. Det bliver jeg meget ærgerlig over, så jeg vil da opfordre til, at både skateranlægget og pallemøblerne, som de unge har bygget, behandles på en ordentlig måde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce