Annonce
Ugeavisen Ribe

Sydvestjyske Museer åbner database

Museumsinspektør Mette Søvsø viser et detektorfund, et kobberfad med en hjort fra 1400-tallet fundet i et stolpehul ved Esbjerg, hvorom der findes oplysninger i databasen. Foto: André Thorup
Sydvestjyske Museer har søsat en ny søgedatabase med 1.272.968 millioner fund. Hermed er der adgang for alle til arkæologernes fund igennem 30 år i Esbjerg-, Fanø- og Billund kommuner.
Annonce

Sydvestjylland: Hvad der startede som primitiv registrering på gamle EDB-maskiner tilbage i 80'erne, har arkæologerne ved Sydvestjyske Museer nu fået udviklet i en sådan grad, at der i Danmark i dag ikke findes en database over arkæologiske fund, der er bare nær så omfattende og rig som den, der går i luften 15. oktober.

Forskningsdatabasen var egentlig tiltænkt til blot at dække arkæologer og forskeres behov, men hos Sydvestjyske Museer har man besluttet også at give almindelige mennesker adgang og dermed åbne en guldgrube af arkæologiske fund for hele Danmark.

Ifølge overinspektør og leder af arkæologienheden ved Sydvestjyske Museer, Morten Søvsø, rummer databasen intet mindre end 1.272.968 mio. genstande med blandt andet beskrivelse af fundet, og hvor det er udgravet, ligesom omkring 100.000 fund indtil videre er arkiveret med foto.

- Det startede som et internt værktøj ud fra et statsligt krav om, at alt skal arkiveres, og vi har helt fra starten arbejdet ud fra at finde en overskuelig måde at gemme vores fund på, siger Morten Søvsø og forklarer, at man senere begyndte at tænke i, at folk uden for murene også skulle have glæde af det.

SOL-systemet

Sydvestjyske Museer kalder deres nye online database for SOL - en forkortelse for Sydvestjyske Museer OnLine.

Den omfattende database kan findes på hjemmesiden sol.sydvestjyskemuseer.dk

Annonce

Gennemskuelig database

- Det har været et kæmpestort arbejde, og vi arbejder stadig løbende på at udvide arkivet med gode, digitale fotos. Et billede siger mere end 1000 ord, og vi mener, det visuelle skal være det bærende element i arkivet, siger Morten Søvsø, der er supertilfreds med resultatet af det årelange arbejde, der nu gøres offentlig tilgængeligt.

- Det er faktisk ret exceptionelt. Der findes ingen database i Danmark, der er bare i nærheden af denne. Andre museer har ikke den samme mængde data, som vi har på vores fund eller den samme mængde fotos, og det er med til at gøres vores til noget helt særligt. Faktisk synes vi også selv, at den er gennemskuelig i måden at fremsøge data på, siger Morten Søvsø, der ved, at der er stor efterspørgsel på museets guldgrube.

- Alene sidste år var der 40 forsker-efterspørgsler på vores arkiv. Det samme har der været i år, og når det nu gøres offentligt, tænker jeg, at skoler kan bruge det i undervisningen, detektorførere kan finde informationer og interesserede borgere kan finde frem til, hvad der er gjort af fund i deres lokalområde, siger Morten Søvsø.

Man kan i databasen både søge på type af fund, område eller emner som eksempelvis Damhus Skatten, man kan foretage en omfattende, udvidet søgning eller lede i enkelte ord som skelet, diamant, guld eller sølvmønt, der giver 3000 hits eller segl, der giver 1200 hits.

Guldslangen er fundet i Gørding tidligere i år. Den kan man finde ved at skrive slange i databasens søgefelt. Foto: Sydvestjyske Museer
De flotte glasperler er fra 700-tallet og fundet i Ribe. Dem kan man finde ved at skrive Ribeperle i søgefeltet. Foto: Sydvestjyske Museer
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce