Annonce
Ugeavisen Ribe

Teenagere dømt for hærværk med spraymaling i Ribe

Retten i Esbjerg har afsagt dom over to teenagere fra Ribe. Arkivfoto: Kim Thorsen.
Retten i Esbjerg har uddelt betingede domme til to unge ripensere, der i fællesskab stod bag ni tilfælde af hærværk rundt omkring i domkirkebyen, hvor der skete skader for tusindvis af kroner.
Annonce

Ribe:  To teenagere på henholdsvis 16 og 18 år er ved Retten i Esbjerg blevet idømt betingede domme for hærværk forskellige steder i Ribe.

I fællesskab stod de bag i alt ni tilfælde, mens den ene, den 16-årige, selv forestod to tilfælde.

Værktøjet var i - næsten - alle forholdene spraydåser, som de anvendte, når de overmalede mure, stakitter og andet.

Den 16-årige overmalede  dog i januar i år toilettet på Ansgarskolen på Seminarievej med en tusch, hvor der skete skader for et ukendt beløb. I marts kom spraydåsen i brug ved Ribe Fjernvarme på Odins Plads, hvor der blev skrevet på en skorsten. Her skete der skader for 12.300 kroner - et beløb, som den 16-årige i retten erklærede sig indforstået med at betale i erstatning til Ribe Fjernvarme.

For så vidt angår de ni tilfælde, drengene var fælles om, så fandt ét sted på toilettet ved banegården på Odins Plads, et andet ved Sct. Catharinæ Plads, hvor en mur blev overmalet ved et bænkområde, og en tredje gang malede de to i forening på en mur til Kurveholmen 8. Her skete der skader for omkring 3.000 kroner.

Derudover overmalede de et plankeværk ved Kurveholmen 6 og i samme tidsrum fik en skraldespand ved en sti på Kurveholmen lige en omgang.

Mission Afrikas mur på Rosen Allé fik - som i de førnævnte tilfælde fandt dette også sted i januar - en overmaling, hvilket rent erstatningsmæssigt løb op i 16.425 kroner, og i marts rykkede de to videre til en mur i Dagmarsgade 6, hvor der skete skader for et ukendt beløb.

I samme måned nåede de at spraymale en mur ved Netto på Nørremarksvej samt en anden mur på samme vej, inden hærværksturnéen fik ende.

Annonce

Dommen

Teenagernes erkendte erstatningspligten for deres fælles udskejelser, og den 16-årige fik en betinget fængselsdom på 14 dage med et års prøvetid. Det vil sige, at han ikke i et år fra dommens afsigelse må begå noget strafbart, hvis ikke han vil ind og sidde de 14 dage af bag tremmer.

Den 18-årige fik en dom på 20 dages fængsel, der blev gjort betinget af, at han inden for fire måneder aftjener 40 timers samfundstjeneste. Der hører desuden et års prøvetid med til dommen, hvorunder han skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce