Annonce
Ugeavisen Ribe

Tidligere domorganist i Ribe var en stor inspiration

Mogens Melbye var domorganist i Ribe Domkirke i 27 år, men han huskes også for initiativet til Ribe Kammerkor og Ribe Kammerorkester. Privatfoto
Mogens Melbye var domorganist i Ribe Domkirke i 27 år, men han var i lige så høj grad kendt og anerkendt for de mange initiativer, han tog i den tid.

Ribe: Hvis man var i Ribe Domkirke til gudstjenester i 1980'erne eller 1990'erne og nød den orgelmusik, der blev spillet, var det daværende domorganist Mogens Melbye, som du kunne takke for det.

Men Mogens, der døde som 76-årig i 2000, var mere end domorganist. Det understreger en gammel ven, Henrik Moltke-Leth, og Peter Brun, der var med fra starten i Ribe Kammerkor, som Mogens tog initiativ til.

- Han var en rigtig dygtig organist og god til at improvisere. Jeg har indtryk af, at mange kendte ham, selv om det var et job, hvor han ikke var så synlig. Han havde en udadvendt personlighed, og hans initiativer gjorde ham kendt og accepteret. Det var helt tydeligt, at han prøvede at bryde ud fra et ensomt job uden kollegaer, som domorganist kan være, siger Peter Brun.

For både hans og Henrik Moltke-Leth starter bekendtskabet med Mogens i midten af 1970'erne.

- Vi mødtes til et foredrag kort efter, jeg var kommet til Ribe, og der faldt vi i snak. Senere begyndte vi at ses privat og havde mange hyggelige og sjove stunder. Det var især over musikken, at vi mødtes og brugte tid sammen, og han har spillet en hel del på vores flygel derhjemme, beretter Henrik Moltke-Leth, mens hans kone, Merete, i forbifarten tilføjer, at Mogens i den grad var til fest og farver.

- Han har lært mig meget inden for musik, eksempelvis at spille på orgel. Det havde jeg altid tænkt, at jeg gerne ville prøve, og Mogens lod mig prøve. Så nogle aftener, mens byen begyndte at sove, så sad vi gerne derinde i Ribe Domkirke og spillede, fortæller Henrik Moltke-Leth.

Annonce

Gav stor inspiration

Peter Brun oplevede på egen krop, hvor initiativrig Mogens Melbye var. Mogens startede nemlig Ribe Kammerkor op på resterne af kirkekoret, som han som domorganist stod for.

- Kirkekoret blev udvidet, og da Mogens elskede at arrangere koncerter og folk ifølge ham ikke gad at høre orgelkoncerter, så tog han initiativ til kammerkoret, og her var jeg med fra starten. Han syntes, han var en streng korleder, men det kunne vi ikke genkende. Han var derimod elskelig og morsom som korleder. Desuden inspirerede han os og gav os mange musikalske oplevelser, fortæller Peter Brun, der blandt andet beretter om Mogens' møde med den sorte amerikanske korleder, Jester Hairston, som inspirerede Ribe Kammerkor til at spille spirituals (mere rytmiske kirkesange, red.)

Om Mogens Melbye

Mogens Melbye blev født i december 1929 i Bedsted i Thy og døde i januar 2006.

Han opvoksede på Birkerød præstegård, og efter et forsøg med lægestudiet valgte han musikken og blev uddannet organist.

Hans første embede var ved Kristkirken i Tønder fra 1958 til 1971, og fra 1973 til 2000 var han domorganist ved Ribe Domkirke . I en årrække var han også lærer på Askov Højskole, og efter han stoppede i Ribe Domkirke var han organist i en kortere periode i Askov kirke.

Mogens var gift fire gange og fik syv børn og ni børnebørn.

UGE-Avisen Ribe fortæller i denne serie om en række af de afdøde personer, der var markante da de levede og som måske stadig huskes af mange. Hvis man har forslag til personer, vi skal fortælle om, kan man skrive en mail til ran@ugeavisen.dk

En anden anekdote, Peter Brun kan fortælle om, var Mogens Melbyes allersidste julekoncert i december 1999, hvor koret efterfølgende overraskede ham med stjernekastere og sangen "Når du ser et stjerneskud".

- Der var som Merete sagde altid fest og farver, når vi havde korafslutninger, og ofte kunne jeg ikke huske, hvornår og hvordan jeg kom hjem, siger han med et grin.

Annonce

På pension i protest

Folkekirkens regler foreskrev dengang, at ansatte skulle gå på pension, når de fyldte 70 år. Men det var Mogens Melbye ikke helt med på.


Han (Mogens, red.) syntes, han var en streng korleder, men det kunne vi ikke genkende. Han var derimod elskelig og morsom som korleder. Desuden inspirerede han os og gav os mange musikalske oplevelser

Peter Brun


- Han gik på pension i protest, for han ville gerne fortsætte med at spille, og faktisk søgte han sit eget job, da det blev slået op, fortæller Peter Brun.

I stedet var det Birgitte Ebert, der overtog orglet fra Mogens, og hun har også masser af gode minder om ham.

- Han var en fin musiker, og skønt han var så ked af sin afgang, tog han meget smukt imod mig på alle måder. Han levede og åndede for at spille, men arbejdet som domorganist har ændret sig meget, siden han stoppede. Glæden ved rummet og orglet havde han og jeg dog til fælles, siger Birgitte Ebert.

Selv om det nu er 20 år siden, Mogens gik bort, er der ifølge Henrik og Peter meget, han kan huske Mogens for.

- Det er Kammerkor og kammerorkester jeg tænker på, når tænker på Mogens, siger Henrik Moltke-Leth, mens Peter Brun supplerer:

- Det er helt sikkert mange mennesker i musikerkredse, der kan huske Mogens. Jeg bliver glad, når tænker på Mogens. Vi har alle haft gode oplevelser med ham.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce