Annonce
Ugeavisen Ribe

Tom er en dedikeret ildsjæl, der elsker tøjbranchen

Tom er en rigtig ildsjæl der elsker at være med til at skabe aktiviteter i idrætsforeningerne. Foto: Bo Maimburg
Tom Meyer Andresen elsker at gøre en forskel, og han nyder at se ting gro og vokse. Dog skal haven gerne være velplejet.

Ribe: Kort inden mødet med Tom Meyer Andresen fortæller min kollega mig, at der gik lang tid inden han opdagede, at Tom ikke hed Raahauge til efternavn. Tom Raahauge var der også mange, der kaldte - og for den sags skyld stadig kalder ham - og det siger jo en hel masse, om hans tilknytning til den butik, han drev igennem mange år.

Tøjbutikken Raahauge er jo fortid,  men hvem er han, når han har fri?

- Jeg er nok en hyggelig og gæstfri - måske lidt småkedelig fyr – der kan lide at være social. Jeg er vant til at være udadvendt både i min fritid og i mit arbejdsliv, men jeg kan også lide at trække mig tilbage og gå i haven, siger Tom Meyer Andresen, der tilføjer, at en søndag eftermiddag sagtens kan bruges foran tv'et med en god Netflix serie.

Annonce

Han indrømmer gerne, at han igennem årene er blevet mere begejstret for at gå i haven, og hans evne til at få struktur på alt er også kommet ind i det grønne område.

Det har ikke udviklet sig til en udstillingshave, men han og kæresten Hanne Grete nyder at gå rundt i en have, hvor græsset er slået.

- Jeg tror, at Hanne Grete og jeg præger hinanden i hjemmet, for vi er nok lige strukturerede. Og jeg elsker at drikke en bajer på terrassen en søndag eftermiddag med udsigten til en velplejet have.

Elsker at vinge af

Tom har sin telefon åben døgnet rundt, og han har altid tid til at besvare et opkald, en sms eller en anden form for besked.


Frivilligt foreningsarbejde har altid være en del af mit DNA, og jeg kan lide at skabe noget og gøre en forskel for de frivillige i foreningerne. Jeg kan lide at se aktiviteterne vokse

Tom Meyer Andresen


- Min telefon er aldrig slukket, og jeg kan ikke lade være med at svare tilbage, hvis jeg bliver kontaktet på den ene eller anden måde. Jeg er drevet af at kunne sætte et flueben ved ting, jeg skal have ordnet, for så kan jeg komme videre. Jeg er ikke verdens mest tålmodige menneske, men jeg ved også godt, hvornår jeg skal være mere tålmodig end andre gange.

Der er struktur på alt i Toms liv, men han vil gerne blive bedre til at slappe lidt af.

- Der er vist ingen tvivl om, at jeg arbejder på at blive bedre til at bruge pyt-knappen, men jeg må nok også erkende, at det er en livslang proces for mig at blive bedre til at sige pyt. Jeg kan godt have en evne til at gøre ting i sidste øjeblik, så på det område kan jeg godt have tendens til at være en lille smule ”pyt-agtig”, siger han.

Annonce

En rigtig ildsjæl

Tom en rigtig ildsjæl. Han er meget aktiv i Øster Vedsted IF, og hans indsats er koncentreret omkring løbeaktiviteter.

Det har altid været en del af hans DNA, og han var kun 11 år gammel, da han startede sin karriere som frivillig leder i Gørding/Lourup IF.

Man ser tit Tom i det karakteristiske løbetøj. Privatfoto

Han har senere været formand for Bramming IF’s løbsudvalg, og han har også været formand for hovedbestyrelsen af Bramming IF. Han blev i den forbindelse kåret som årets idrætsleder i Esbjerg Kommune.

- Frivilligt foreningsarbejde har altid være en del af mit DNA, og jeg kan lide at skabe noget og gøre en forskel for de frivillige i foreningerne. Jeg kan lide at se aktiviteterne vokse her i Øster Vedsted, og vi arbejder på at skaffe penge til en multibane, og så er vi ved at skabe fundamentet for at afvikle det historiske løb, Æ Quernstensløb.

Annonce

Savner kunderne

Tom er i Ribe som nævnt tidligere kendt for at stå i spidsen for tøjbutikken Raahauge, som han drev igennem en længere årrække.

- Jeg savner ikke butikken og driften, men jeg savner kunderne, for jeg elskede det gode tætte forhold til kunderne. Jeg er tilbage i branchen, men det er på den anden side af bordet, idet jeg sælger tøj til butikkerne for firmaet Bertoni. Jeg elsker branchen, og jeg er glad for at være tilbage, og jeg tror, at det er godt at sælge tøj til butiksejerne, når jeg selv har stået i deres situation. Jeg er ikke den unge ”smart-ass” sælger, men jeg er en af dem.

Kort om Tom Meyer Andresen

Tom Meyer Andresen er 51 år og er i et forhold med Hanne Grete Kargo. Han er far til to piger.

Tom er uddannet inden for tøjbranchen, og han drev fra 1999 til 2017 modetøjsbutikken Raahauge i Ribes gågade.

Da han lukkede butikken, blev han løbs- og idrætskonsulent hos DGI, men han er i dag tilbage i tøjbranchen som sælger hos Bertoni.

Han følger stadig med i, hvad der sker i Ribes butiksliv, og han kan tydelig se, at byen har ændret sig.

- Ribe er noget andet i dag, end da jeg startede. Vi havde seminariet, handelsskolen, et diskotek og en stærk håndboldklub, og jeg samarbejdede tæt med alle de institutioner, og det var en fed tid. Det er alt sammen fortid, og nu er nethandelen jo kommet, så alt er jo bare forandret, siger Tom Meyer Andresen.

Annonce

De skarpe

Giv mig tre ord der beskriver dig selv?

- Struktureret, innovativ og humørfyldt.

Hvad kan du bedst lide ved at bo i Øster Vedsted?

- Jeg må indrømme, at da jeg havde forretning i byen faldt jeg på røven af Ribes kvaliteter. Jeg er vild med at bo i Øster Vedsted – det er langt fra turister - og vi har et godt fællesskab.

Hvad er du god til?

- Jeg er god til at skabe kontakter og fællesskaber og skabe de rigtige sammenhænge.

Hvad er din største last?

- Snolder og kage.

Hvad er din største drøm?

- Jeg vil gerne prøve at vandre op ad Kilimanjaro.

Hvis vi to skal bruge resten af eftermiddagen sammen, hvad skal vi så lave?

- VI skal sætte os i gården bag Quedens og spise en brunch, og vi skal mærke den gode stemning. Det er det, jeg elsker ved Ribe, og det første jeg opfordrede kunderne til, når de gæstede min butik. Vi skal snakke om musik og livets gang i Ribe.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Ribe

Henrik fra Hviding er stolt over at være hjerteløber: - Der er ikke noget, der er større end at være med til at redde liv

Annonce