Annonce
Ugeavisen Ribe

Tror på detailhandlen: Skechers åbner butikker i Ribe og Bramming

Skechers konceptbutikker er opbygget efter ens design, og det kommer også i de to nye butikker i Bramming og Ribe. Billedet viser en butik i Tyskland. Foto: Skechers
Fredag den 7. maj åbner en Skechersbutik i Ribe og fem dage efter en Skechersbutik i Bramming. Begge butikker får to ansatte.

Bramming / Ribe: To nye butikker med sko er på vej i det centrale Ribe og Bramming. Håndværkerne går snarest i gang med at indrette butikkerne, der bliver konceptbutikker for sko af det velkendte amerikanske mærke Skechers. Det fortæller Peter Jørgensen, som er ejer af og direktør i firmaet Sports Connection, der importerer og distribuerer Skechers i store dele af Europa. Sports Connection lå tidligere i Bramming, men flyttede for et par år siden til Esbjerg.

- Butikken i Ribe bliver på 230 kvadratmeter og den i Bramming på 126 kvadratmeter, så i Bramming bliver der ikke plads til fuldt sortiment, som vi har i vore øvrige konceptbutikker. Begge butikker indrettes med Skechers-interiør, og der vil udelukkende blive solgt Skechers-varer, fortæller Peter Jørgensen:

Tror på fysisk detailhandel

- Vi tror på fysisk detailhandel, og mit hjerte banker for Bramming, så derfor åbner vi en butik i Bramming. I Ribe åbner vi i den tidligere TDC-butik lige over for Kvickly. Vi tror på, det bliver en god sommer i Danmark og at mange danskere holder ferie i Danmark – og der er Ribe en stor turistby.

Peter Jørgensen fortæller, at Skechers i Ribe allerede forhandles hos Skoringen, og der vil man fortsat kunne købe Skechers.

Peter Jørgensen, ejer af og direktør for Sports Connection, som importerer og distribuerer Skechers i store dele af Europa, er fra Bramming. Han tror på den fysiske detailhandel, og derfor åbner firmaet i de kommende uger to Skechers i Bramming og Ribe. Arkivfoto: Orla Lund


Vi tror på fysisk detailhandel, og mit hjerte banker for Bramming, så derfor åbner vi en butik i Bramming. I Ribe åbner vi i den tidligere TDC-butik lige over for Kvickly. Vi tror på, det bliver en god sommer i Danmark og at mange danskere holder ferie i Danmark – og der er Ribe en stor turistby.

Peter Jørgensen


- Vi tror på, at Ribe er stor nok til at bære to forhandlere af Skechers. Da vi åbnede vores første Skechersbutik i Odense i 2013 havde vi også andre forhandlere. Her førte det til et øget salg i alle butikker, siger Peter Jørgensen.

Søger salgsmedarbejdere

Der bliver to ansatte i hver af de to butikker. De kan få back-up fra butikken i Esbjerg, hvis der er brug for det.

- Vi er på udkig efter gode salgsmedarbejdere, siger Peter Jørgensen, der glæder sig over, at der har været godt gang i salg af Skechers-varer, nu hvor detailhandlen måtte åbne igen, efter at have været tvangslukket siden lige før jul.

Det bliver i disse lokaler midt i Ribe, det kendte skomærke Skechers åbner butik den 7. maj. Foto: René Aunsbjerg Fogh

Det er i øvrigt firmaet Nice Design på Industrivej i Bramming, der leverer interiør til den kommende Skechersbutik i Bramming - og til alle de øvrige Skechers konceptbutikker, der er åbnet i Danmark og Skandinavien i de senere år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce