Annonce
Ugeavisen Ribe

Ung landmand skal overtage historisk gård i Seem

28-årige Jacob Knudsen står til at skulle overtage Seemgård med de 330 malkekvæg. Foto: René Aunsbjerg Fogh

28-årige Jacob Knudsen får sin drøm opfyldt, når han om nogle år overtager Seemgård fra Bjarne Wind Olsen.

Annonce

Seem: Jacob Knudsen har styr på sin fremtid, selv om han blot er 28 år. Inden for nogle år skal den unge landmand nemlig overtage Seemgård, som siden 1985 har haft Bjarne Wind Olsen som ejer.

- Jeg har altid gerne villet arbejde med landbrug og dyr og samtidig gerne selv have noget at sige. Jeg har også en drøm om at være selvstændig landmand, så da Bjarne for et års tid siden søgte en til et ejerskifte, så bød jeg ind. Jeg har allerede en del indflydelse, og Bjarne og jeg har det godt sammen, fortæller Jacob Knudsen, der er vokset op på en mindre gård i Hillerup og desuden har boet og arbejdet i Odense.

- Men storbylivet er ikke rigtig mig, så nu er vi flyttet til Høm, og her er det dejligt, at der ikke er så mange biler eller mennesker på gaden. Jeg kan godt lide det sociale liv, der er i småbyerne, lyder det fra Jacob, der flytter ind på Seemgård sammen med familien, når han overtager den.

Seemgård

Jacob Knudsen er gift med Edith, der er folkeskolelærer på Ansgarskolen i Ribe. Sammen har de en datter. Jacob er desuden en vigtig del af Høm/Seems serie 3 hold.Bjarne Wind Olsen er enlig og har haft Seemgård siden 1985, men den har været i familiens eje i omkring 100 år. Historisk set har Seemgård dog mange flere år på bagen. Den er muligvis allerede nævnt i arkiver fra 1314 som en befæstning under fejden mellem hertug Erik den 2. af Slesvig og kong Erik Menved, men senere er der registreret ejere af gården siden 1406.

Nuværende ejer Bjarne Wind Olsen og Jacob Knudsen har et godt samarbejde, og den unge landmand suger viden om gården til sig. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Annonce

Vil skabe resultater

Til den tid bliver der med 330 malkekvæg og lige så mange kvier og kalve samt 200 hektar jord masser at se til.

- Jeg har da haft overvejelser omkring, om det nu er en god idé, at jeg skal være selvstændig landmand, fordi der jo er gæld i gården, og mange andre landmand er pressede. Men jeg ser det hele som en udfordring. Jeg sætter pris på de daglige udfordringer, der er omkring eksempelvis at finde steder, hvor vi skal optimere driften og skabe den vækst på to procent årligt, der er nødvendig for at følge med inflation og priser. Jeg er en type, der vil skabe resultater, og jeg kan godt lide tanken om, at min og familiens hverdag bliver her på gården, siger Jacob Knudsen, der er klar på at suge viden til sig fra den nuværende ejer.

Bjarne Wind Olsen sætter også pris på, at han nu har fundet sin arvtager. I tiden frem mod overtagelsen kan Jacob på den måde lære, hvordan marker skal drives og hvor eksempelvis markernes kloakrør er.

- Det er i mine øjne en god måde at gøre det på at ansætte Jacob i nogle år frem til overtagelsen, understreger han, mens Jacob og Bjarne er enige om den nuværende ansvarsfordeling.

- Bjarne har gælden, der er i gården og derfor det sidste ord. Så det minder jo om derhjemme, hvor det er min kone, der bestemmer, siger Jacob med et grin.

Der er 330 malkekvæg og omtrent lige så mange kvier og kalve, så derfor er der nok at se til for Jacob Knudsen. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Seemgårds historie går flere hundrede år tilbage, og har været i Bjarne Wind Olsens familieeje i over 100 år. Men snart skal Jacob Knudsen overtage gården. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Jacob Knudsen knokler løs på gården. Foto: René Aunsbjerg Fogh
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce