Annonce
Ugeavisen Ribe

Ung scleroseramt ripenser samler ind: - Hverdagen er påvirket af træthed

Lucas Serritslev Ravn er én af dem, der skal samle ind til fordel for sclerose. Privatfoto
Annonce

Ribe: Søndag den 13. september indsamles der til fordel for sclerose over hele landet.

En af dem, der kender til sygdommen sclerose, er den 22-årige Lucas Serritslev Ravn fra Ribe. Han har nemlig haft sygdommen, siden han var 10 år gammel.

Lucas samler selv ind i Ribe, og det ramte ham hårdt, da han fik konstateret sygdommen.


Der er mange, der er hårdere ramt end mig. På deres, men også på mine egne vegne, håber jeg, at der en dag vil komme en kur eller behandlinger, der er så gode, at de vil kunne stoppe sygdommen

Lucas Serritslev Ravn



- Da jeg fik diagnosen som 10-årig, levede jeg i en hverdag, hvor jeg virkelig havde det skidt, med voldsomme opkast flere gange om dagen. Jeg røg ud og ind af sygehuset, så det var måske en lettelse at få diagnosen efter to års sygdom. Men når man er 10 år gammel, tænker man ikke så meget over konsekvenserne, siger Lucas Serritslev Ravn.

Han mærker mest sygdommen som en overvældende træthed, hvad der kan være udfordrende, når man er under uddannelse.

- Jeg har lidt kognitive udforinger, som selvfølgelig påvirker min hverdag, og hvis jeg skal flere ting på en dag, er jeg udfordret. Når jeg har trænet kræver det længere restitution end andre, så min hverdag er selvfølgelig påvirket, men jeg forsøger at få dagen til at fungere på den bedste måde, siger Lucas Serritslev Ravn.

- Der er mange, der er hårdere ramt end mig. På deres, men også på mine egne vegne, håber jeg, at der en dag vil komme en kur eller behandlinger, der er så gode, at de vil kunne stoppe sygdommen. Skal det ske, så er der brug for meget mere forskning, og det er årsagen til at jeg samler ind, siger Lucas.

Annonce

Mangler indsamlere

Ribe: Det er andet år i træk er der landsindsamling til fordel for sygdommen sclerose. Der er 16.000 danskere der lever et liv med sclerose, og der er derfor mange, som kender en der kæmper mod sygdommen.

Scleroseforeningen beder alle om at stå sammen mod sclerose og samle penge ind til forskning i sygdommen. I Esbjerg Kommune kan man godt bruge flere indsamlere.

- Vi er ikke helt oppe på samme antal som sidst, og vi har oplevet, at en del mennesker har sagt fra, da mange af de fester og aktiviteter der var planlagt til foråret, hvor Danmark lukkede ned, er flyttet til september, siger Steen Hansen, der er formand for Scleroseforeningen i Esbjerg Kommune.

Om sclerose

Der er godt 16.000 danskere, der lever med sygdommen, og der er årligt 650 ny danskere der rammes af sygdommen.

Sclerose er en kronisk sygdom, som angriber nerverne i hjernen og rygmarven, og langt de fleste får diagnosen, når de er mellem 20 og 40 år. For nogle er sygdommen pludselig og aggressiv, for andre udvikler den sig langsomt og gradvist. Sclerose kan ikke helbredes, men forskningen gør hver dag fremskridt.

Man kan tilmelde sig som indsamler på hjemmesiden: www.sammenmodsclerose.dk.

Hele overskuddet fra indsamlingen bliver fordelt på danske forskningsprojekter, som skal bidrage med ny viden om årsagerne til sclerose og finde bedre behandlingsformer. Men nu ser det ud som om, at forskningen kan risikere at gå i stå.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce