Ribe: For enden af en lukket villavej i Ribe har tre unge musikere med hver deres kompetencer skabt deres eget lille musikerkollektiv.
De tre talentfulde og særdeles aktive musikere, Frederik Dinesen, Valdemar Dvinge og Viktor Astrup, blev alle studenter i sommers. De dimitterede fra Ribe Katedralskoles musiklinje – fristes man til at sige - og de bruger alt deres fritid på at skabe musik.
Rollefordelingen er klar – Viktor skriver og producerer musik, Valdemar er i den vokale forgrund, samtidig med, at han kører sit eget soloprojekt, mens Frederik indspiller samtidig med, at han mixer og producerer for andre bands og musikere.
Sammen med bassisten og vennen Magnus Baagø Thomsen har de bandet Rise Upon som også får stor opmærksomhed. I Rise upon er genren metal, mens de øvrige projekter primært er popmusik.
Men de ser ikke den store forskel, for det handler alt sammen om gode melodier.
- Vores mål er at skabe og producere musik med den højst mulig kvalitet og et stort potentiale, samtidig med, at vi ikke overtænker hver detalje for meget. Vi hjælper hinanden med at udfolde os og få realiseret nogle ideer, som vi måske ikke ellers ville komme ud med, siger guitaristen og sangeren Valdemar Dvinge.
Viktor Astrup- Jeg ser tit ”Løvens hule” på DR, og jeg har lært, at man skal gøre det, man er bedst til. Og det tror jeg præger vores venskab og vores arbejde.
Han har sit eget soloprojekt, men han er også i den vokale forgrund, på Viktors sange som de skaber under navnet Æteren. - Mit eget projekt kører sit eget løb, og det soloprojektet skal have lov til at tage den tid det tager. Det er derfor fedt, at jeg kan synge med på Viktors projekter.
Er en del af Karrierekanonen
De har udgivet deres første single under kunstnernavnet Æteren, og nummeret hedder "Så lad os". Sangen er kommet med på DR’s Karrierekanonens liste over musik, de anbefaler at lytte til.
Karrierekanonen udvælger hvert år en række kunstnere, som de ønsker at hjælpe med et talentudviklingsforløb. Og der er mange store artister, der har startet deres karriere på den måde og navne som Minds of 99, Djames Braun, Rasmus Nøhr og Magtens Korridor er alle kommet frem ad den vej.
Viktor laver filmmusik
Ved siden af dette projekt har Viktor Astrup gang i flere andre projekter. Et af dem er, at han har skrevet musik til kortfilmen Enegang.
- Enegang er noget helt særligt for mig personlig, da det er den første film, jeg får lov til at skrive musik til. Jeg har lavet musikalske kompositioner og elementer af lyd design, siger Viktor Astrup der udgiver musik under navnet Viktor Astrup Media compositions & Sound Designer.
Mixer og producerer
Frederik Dinesen indspiller masser af musik, ligesom han også er manden der programmerer trommerne, idet han er trommeslager i blandt andet Rise upon og 7Atem. Han har sit lille studie på første sal, og han bruger meget tid på at producere og mixe andres musik. Det er også Frederik der står for markedsføringen af musikken.
- Det er så fedt, at der er så meget musik her i huset. Vi har alle sammen gang i flere forskellige projekter, og det er sjovt at være en del af, siger Frederik Dinesen.
- Jeg ser tit ”Løvens hule” på DR, og jeg har lært, at man skal gøre det, man er bedst til. Og det tror jeg præger vores venskab og vores arbejde, siger Viktor Astrup
Satser alt på musikken
Og da snakken kommer ind på hvad fremtidsplanerne er de helt enige. De vil alle bruge alt den tid der skal til, for at få succes med deres fælles projekt, Rise upon.
- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at gøre musikken til min levevej, og det bliver primært som musiker og producerer, siger Frederik Dinesen. - Jeg skal nok på højskole, ud at rejse og så må vi se om det bliver konservatoriet eller en anden musisk karriere, siger Valdemar Dvinge.
- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at få så meget musik ind i mit liv. Jeg vil spille og skrive musik til andre, og vi må se hvor den ender, siger Viktor Astrup.