Annonce
Ugeavisen Ribe

Velkendt genbrugsbutik slår dørene op i Ribe

mange af tingene er afleveret på kommunens genbrugspladser og istandsat på værksteder på Ørstedvej 36. Foto: Lise Møller Rasmussen
Ørstedsvej 36 er navnet på Esbjerg Kommunes nye tilbud til sårbare borgere i Ribe. Her kan man blandt andet købe nogle af de bedste sager, som er indleveret på kommunens genbrugspladser.

Ribe: Adressen er den samme, men indholdet og medarbejderne er lidt anderledes, end sidste gang, der var genbrugsbutik på Ørstedsvej 36 i Ribe.

Uanset hvad så kan man fra den 19. april igen gøre et genbrugskup den nye non-profit genbrugsbutik, som Esbjerg Kommunes beskæftigelses- og uddannelsestilbud for kommunens sårbare borgere har på stedet. Det primære formål med butikken er, at den er en slags træningsbane for jobcenterets borgere, samt et sted, hvor kommunens udsatte kan få et meningsfuldt arbejde og uddannelse.

- Vi overtog lokalerne 1. januar – midt i corona-nedlukningen - så vi løber stærkt for at skabe de bedste rammer for vores borgere, fortæller Lise Møller Rasmussen, der er pædagogisk leder ved CSV og beskæftigelse under Jobcenter Esbjerg, og fortsætter:

Annonce

- I butikken vil der være boliginteriør som upcyclede møbler, puder. Vi har også blik for cirkulær økonomi, da vi henter genbrugsguld på genbrugspladsen, som efterfølgende upcycles og sælges videre. Det kan eksempelvis være gamle cykler og møbler. Umiddelbart vil den store forskel fra den tidligere butik på stedet være, at vi ikke længere sælger tøj, siger hun og tilføjer, at bygningerne nu går under navnet "Ørstedsvej 36".

Hjælp de sårbare

Ud over at gå på opdagelse i genbrugssagerne, tjener man også en god sag ved at komme i butikken. Det handler om at gøre nogle af kommunens mest sårbare borgere i stand til at leve et selvstændigt liv.

- Man kan virkelig gøre de her borgere glade ved at komme og handle i butikken. De står selv for betjeningen med hjælp fra en ansat, og de lærer jo mest, når der kommer kunder i butikken, forklarer Lise Møller Rasmussen.


Man kan virkelig gøre de her borgere glade ved at komme og handle i butikken.

Lise Møller Rasmussen


Annonce

Træværksteder

Butiksdelen arbejder tæt sammen med eksisterende tilbud fra Jobcenteret til sårbare borgere i alle aldre. Det gælder blandt andet voksenspecialundervisning (VSU), og samtidig er der værksteder til brug for sårbare unge i særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU).

- De unge mænd på trælinjen har været i gang siden sommeren 2020 – og efter sommerferien 2021 åbner de op for et nyt STU-tilbud for unge mennesker i Ribe og omegn, fortæller Lise Møller Rasmussen.

I forbindelse med de politiske budgetforhandlinger, hvor Projekthuset på Ørstedsvej blev lukket ned, besluttede det politiske udvalg efterfølgende, at Ørstedsvej skulle rumme mere end Jobcenter-aktiviteter.

Åbning

Åbningstiderne hedder mandag til torsdag fra 10 til 15 og fredag fra 10 til 14. 

Udenfor åbningstid kan man komme forbi og aflevere sit genbrugsguld i skuret foran indgangsporten. Dørene åbnes op for butikken mandag den 19. april.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce