Annonce
Ugeavisen Ribe

Vikingemuseum i Ribe gentager julemarked i coronaens skygge

Fra den 26. november og knap tre uger frem vil der være julemarked på Museet Ribes Vikinger, ligesom der var sidste år. Arkivfoto: René Aunsbjerg Fogh
Der er flere nye udstillere til dette års julemarked på Museet Ribes Vikinger, som afholdes efter mange coronaovervejelser.
Annonce

Ribe: Sidste år forsøgte Museet Ribes Vikinger sig med et hyggeligt julemarked fyldt med nørklere og hjemmelavede ting, og trods dette års coronaepidemi vil markedet også kunne opleves hen over tre uger fra den 26. november.

- Vi har haft mange overvejelser, om vi kunne gennemføre markedet eller ej, men udstillerne ville gerne være med til det, og når vi som museum gerne må holde åbent, så kan vi også have julemarkedet. Forsamlingsforbuddet gælder nemlig ikke her, siger tovholder Ulla Hollænder, der tilmed har søgt rådgivning hos en corona hotline.

Annonce

Bredere udvalg

Sidste år var der 19 udstillere til markedet, men i år er det antal skåret ned til 14, da markedet kun vil være i salen. Samtidig er der et bredere udvalg af udstillere.

- Vi har omkring 4-5 nye udstillere i forhold til sidste år, og der bliver mere hygge og mere helhed over markedet på denne måde. Jeg håber på, at vi kan få større opbakning fra folk i år, især fordi mange andre markeder er aflyst, siger Ulla Hollænder.

- Igen i år vil en del af overskuddet fra salget ved standene gå til Børns Voksenvenner. Det var der enighed om hos udstillerne, og vi vil glæde os til at gøre noget godt for dem, nu hvor jul er hjerternes fest, fortsætter hun.

Den sidste dag, markedet er åbent, vil være den 13. december.

Åbent tirsdag til søndag

Der er gratis adgang til markedet, som er åbent tirsdag til fredag mellem 12 og 16 samt mellem 10 og 16 i weekenderne.

Man vil blandt andet kunne finde patchwork, dukketøj, broderede kort, smykker, baby-bodyer, kranse, syede og hæklede tasker, syltetøj, fyldte chokolader, træarbejder og strik.

Der vil være krav om mundbind hos både gæster og udstillere, ligesom der laves ensretning rundt blandt standene. Der vil være plads til 30 mennesker i salen ad gangen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce