Energinet planlægger ny luftledning fra grænsen, øst om Skærbæk, til Endrup (nord for Bramming). Luftledningen skærer derved lige gennem Gasse og vil koste 25-125 kommende arbejdspladser i landsbyen.
GASSE: Hos Vibegaard i Gasse er man i fuld gang med planerne om at dyrke medicinsk cannabis.
Bag projektet står det økonomisk, endda meget, velfunderede Familien Bonnichsen Holding A/S, der i samarbejde med Vibegaard er langt fremme med planerne om at etablere cannabis-produktion på gårdens marker.
- Men nu kan vi se at den nye luftledning vil komme til at skære lige igennem vores kommende drivhuse og dermed fjerne mulighed for at etablere en produktion, fortæller direktør Anders Sørensen.
- Vi har i stilhed arbejdet med planerne gennem længere tid og lige nu ligger ansøgning til lokalplans-ændring og byggetilladelse hos kommunen. Vi forventer at opføre de første drivhuse sidst på året, få påbegyndt en produktion og dermed skabe en arbejdsplads for ca. 20-25 personer, fortrinsvis ufaglært arbejdskraft. Men kommer luftledningerne til at gå som det er skitseret her, så må vi opgive planerne, erkender Anders.
Lykkes det i stedet at få luftledningerne gravet ned, skal der i første omgang etableres drivhuse på 20.000 m2.
- Vi skal bygge drivhuse og importere nogle moderplanter med den rigtige DNA, som kan godkendes til medicinsk cannabis. Vi etablerer tørreanlæg og lagerplads. Ansætter som nævnt mellem 20-25 personer, for der er meget manuelt arbejde, både med at plante, passe og sortere planterne efter tørring. Der skal høstes fire gange om året, så det bliver ikke sæsonarbejde, men helårsstillinger.
- Vi er meget spændte på hvordan det kommer til at gå og vi er nødt til at starte hele produktionen og så kommer der forhåbentlig en godkendelse fra medicinalstyrelsen, så vi også kan få lov til at sælge vort produkt. Godkendelsen kommer først, når vi præsenterer det endelige produkt og derfor er det også lidt af en lotteriseddel vi står med. Men da det økonomiske er helt på plads er vi sikre på at godkendelsen nok skal komme.

- "Kæmpe el-master på vej i Jylland:På Sjælland havde man nok gravet kabler ned!" (Ekstra Bladet)
- Fakta:Læs mere om den nye luftledning: https://energinet.dk/Anlaeg-og-projekter/Projektliste/Endrup-Graensen
Klar til at investerer op til 100 mio kr.
Familien Bonnichsen Holding forventer at investere mellem 6-10 mio. kr. i projektet de første par år.
Herefter er der allerede nu lagt planer for en udvidelse til hele 70.000 m2 og dermed beskæftigelse for yderligere 100 medarbejdere i Gasse. Så skal der også etableres eget laboratorium og holdingselskabet forventer således at der bliver tale om en investering på mellem 70 og 100 mio kr.
- Jeg glæder mig virkelig til at komme igang, men de planer som Energinet lægger for dagen kan ødelægge hele projektet, erkender Anders Sørensen ærgerligt og tilføjer, da jeg drev landbrug og skulle bygge en gyllebeholder, fik jeg besked på at plante rundt om den, så den ikke skæmmede vores natur - de samme regler gælder vist ikke for disse kæmpe-master på over 42 meter. Det er jo en politisk beslutning om at man ikke vil ofre de penge der skal til for at grave ledningerne ned - så hellere lade masterne skæmme i de tyndt befolkede områder.
Kom til borgermøder i Bredebro og Ribe
Energinet inviterer til borgermøder omkring den nye luftledning.
Tirsdag den 24. april kl. 19-21 i Bredebro Idrætscenter
Onsdag den 25. april kl. 19-21 i Ribe Fritidscenter.
Projektleder Christian Jensen fra Energinet fortæller at man forventer at præsentere nogle helt nye master som er 10 m lavere end dem man kender fra lignende projekter. Dvs. at masterne bliver op til 35 m højre, til gengæld bliver de nye master noget bredere.
- Ved særlige forhold, ved byer eller pga. naturen, kan det komme på tale at grave ledningerne ned. Men politisk er det af økonomiske grunde besluttet at det skal være en luftledning, slutter Christian Jensen.
- Jeg håber at både kommune, erhvervsorganisationer, landmænd og alle andre vil møde talstærkt frem til borgermøderne og lægge pres på Energinet, så vi kan få gravet ledningerne ned. Den eneste argumentation for ikke at gøre det, er at spare penge og skal vi bøde for det? Hvis ikke vi giver vores mening til kende har vi ikke mulighed for at ændre planerne. Og for min virksomhed vil det være katastrofalt, slutter Anders Sørensen.