Annonce
Skibhus Avisen

Avisen på bodega: - Vi har en masse hygge, sjov og ballade

Zebina Rasmussen er bartender på bodegaen Corner på Skibhusvej. Foto: Martin Kloster
Avisen tog på bodega klokken 11 i Skibhuskvarteret. Destinationen var bodegaen Corner, hvor folk hygger sig og det sociale samvær betyder meget.

Skibhus: Fredag er ugens bedste dag på bodegaen Corner på Skibhusvej.

De første stamkunder møder ind allerede om formiddagen, hvor også de allerførste pilsnere åbner stemningen op. Og klokken 11 træder avisen indenfor i de dunkle lokaler, hvor røgen fra cigaretterne sværmer rundt fra næsebor til næsebor.

- De to nederste hylder sælger altid. Vodka. Det er det, der ryger mest af. Det er billig-mærkerne, siger Zebina Rasmussen, bartender, og hiver en flaske med et blåt mærkat frem fra den store hylde.

Annonce

- En Vaaalkof eller sådan noget der, siger Zabina Rasmussen og tager et af vodka-vidunderne frem, som hiver bundlinjen op.

Hun er tilgivet udtalen.

En russisk "Vlakoff" ligger bare ikke godt i munden, men bedre i mundvigen.

Pilsnere og røg går hånd-i-hånd på Corner. Foto: Martin Kloster

At dulme tørsten i vodka og pilsnere er egentlig ikke det, som det handler om. Det er at mødes og være sociale, mener Zebina Rasmussen.

- Vi har en masse hygge, sjov og ballade. I weekenden er der høj musik. Vi hygger os. Meget.  Det er ligesom en lille familie. Vi står sammen 100 procent, siger hun.

Hos Corner sælger de også sodavand, men som stamkunden John indskyder fra den yderste kant af baren, så er sodavand altså dyrere end øl.

- Mellem klokken 10 og 12 koster øl 15 kroner, sodavandene 20 kroner, siger John og suger sin cigaret død.

Blandet landhandel

Corner har ingen relation til landsholdsspilleren Andreas "Corner" Cornelius. Navnet referer til, at Corner såmænd ligger på et hjørne. Hjørnet af Nørrevænget og Skibhusvej, hvor selv gadekryds i hundeverdenen kan opstå.

Corner er sådan et sted, hvor alle er velkommen, men hvor alle ikke kommer ind.

Zebina Rasmussen kalder kunderne for en "blandet landhandel". Alle og enhver dukker op. Men mest mænd. Sågar nordmænd, thi der kommer lige pludselig en nordmand ind fra Skibhusvej og beder om en pilsner, mens avisens udsendte drikker cola med is.

Men faste kunder, som nu ham John - der ikke vil have sit efternavn eller billede i avisen - kommer her. John har været forbi siden 1984. Han er en mand et godt stykke over sin optimale alder.

- Det er nogle år, men jeg har også holdt nogle pauser indimellem. Jeg kan lide klientellet, der kommer her. Vi har et sammenhold. Det er det sociale. Det er et dejligt sted at komme, mener John, der er halvvejs med en - endnu en - Odense Pilsner.

Spilleautomaterne lokker. Foto: Martin Kloster

John, der bor alene og har røget siden han var 15 år, kommer ikke på Corner hver dag, men jævnligt. Hver anden eller tredje dag.

- Jeg kommer om formiddagen. Jeg er oppe i årene. Jeg gider ikke det der med at hænge ud om aftenen, siger han.

John gider heller ikke spilde sin penge i spilleautomaterne på bodegaen, siger han. De råblinker som et mini-Las Vegas. Men det vil en anden kunde gerne. Han har skam vundet.

- Men ikke så meget, som jeg har sat til, erkender han.

Ejeren af Corner bor i Flensborg. Men der er en bestyrer. Det er dog ikke Zebina Rasmussen, men en anden.

Annonce

Investering i ostepops

Corner er tillige sådan et sted, hvor man ikke behøver at tage rynkecreme på. For den dunkle belysning udjævner enhver af livets dybe rynker. Og de kan være dybe sådan et sted.

Mad er et stort samtaleemne. Men ellers snakker vi om, hvad der lige falder os ind her.

Zebina Rasmussen

Rumler maven på Corner - det kan jo ske for selv den bedste og mest trinde - og er man sulten, så er der heldigvis også råd for det. Der kan nemlig investeres i små poser med flæskesvær eller ostepops. Men ellers er der ingen madservering på Corner, selv om der på de små ølkort står skrevet "Restaurant Corner".

- Vi serverer ikke mad, siger Zebina Rasmussen, der har nogle år bag sig som bartender på Corner.

Om ikke andet har Skibhus så meget andet at byde på af kulinariske oplevelser.

Corner set udefra Skibhusvej. Foto: Martin Kloster

- Mad er et stort samtaleemne. Men ellers snakker vi om, hvad der lige falder os ind her, siger Zebina Rasmussen, mens de få stamkunder denne fredag nikker anerkendende.

- Og så har vi snakket meget om coronaen, fordi det har fyldt meget, tilføjer hun.

Det blev til hele tre nedlukninger. Så fik piben lige pludselig en anden lyd for stamkunderne.

Billardrummet. Foto: Martin Kloster

- De kunne ikke rigtig gå nogle steder hen, fordi de havde lukket alle sammen, fortæller Zabina Rasmussen.

Hun arbejder 10-15 timer om ugen i Corner. Hun har arbejdet på andre vandhuller i byen og kender branchen. Man skal kunne kunne tåle jargonen for at arbejde sådan et sted. For ordene kommer lige fra hjertet - og promillen.

Der kan lånes læsebriller på Corner. Foto: Martin Kloster

- Det kan godt gå under bæltestedet nogle gange, siger hun.

Men man skal ikke lade sig løbe om hjørner med. Så svarer man bare igen.

- En af hver, råber en ældre herre ved et bord så lige pludselig.

Zebina Rasmussen tager to genstande op fra kassen og skridter om hjørnet og går hen til manden.

Skål!

Her er den der vodka, som kunderne kan lide - Vlakoff. Foto: Martin Kloster
Udvalget på Corner. Foto: Martin Kloster
Zebina Rasmussen lytter. Foto: Martin Kloster
Billardreglerne, hvis du skulle have glemt dem. Foto: Martin Kloster
Et billede fra de gode, gamle dage. Foto: Martin Kloster
Corner. Foto: Martin Kloster
Annonce
Annonce
Skibhus Avisen

Simon skal kigge i alle retninger: - Det er det, jeg har drømt om

Annonce
Annonce
Skibhus Avisen

Stig Tøfting skifter til Marienlyst - men kun på sin gps

Annonce
Forsiden netop nu
Skibhus Avisen

Preben Schack er 30 år ældre end de fleste på sit hold: Når sønnen afleverer kuglen - Så scorer far

Skibhus Avisen

Tag med i Lunden: Frisør samarbejde

Skibhus Avisen

Snart klar: Ny café eller noget 'bageragtigt' på vej ved Netto-butik

Skibhus Avisen

Bygherren er tidligere soldat i Livgarden: Her bygger han 78 spritnye lejeboliger

Skibhus Avisen

Skoleleder takker af og stopper også som pendler: Nu skal Lars ud i sit drivhus

Skibhus Avisen

Avisen på bodega: - Vi har en masse hygge, sjov og ballade

Skibhus Avisen

266 rækkehuse på vej ved eventyrdigters store skov: - Det går rimelig tjept

Skibhus Avisen

Der er kun 15 medlemmer i Henriks klub: Nu sejler medlemmerne mest for andres skyld

Skibhus Avisen

57 bæredygtige huse står klar næste sommer: - Det er et godt område at bygge i

Annonce