Annonce
Skibhus Avisen

Gammel Skibhusdreng gik tilbage i tiden: Cyklede som treårig alene op ad Skibhusvej

En smilende Anders W. Berthelsen i sit gamle kvarter: Skibhuskvarteret. Foto: Martin Kloster
Avisen tog en tur gennem barndommens vej med Anders W. Berthelsen, gammel Skibhusdreng, der stopper i byrådet efter kommunalvalget.

Skibhus: Er der en, der kender Skibhuskvarteret som sin egen berømte bukselomme, så er det nok Anders W. Berthelsen. Manden bag "Skibhus-bogen", der udkom i 1993.

Avisen tog en tur med ham tilbage i det kvarter, hvor han selv voksede op - henne på Egebæksvej 21 og Ibsensvej 10 - for at mærke stemningen i kvarteret. Set med hans øjne.

Første stop er henne ved Sct. Hans Skole. Eller "60'ernes sorte skole", som Anders W. Berthelsen kalder den.

Annonce

- Sådan har jeg jo oplevet den. Det er, fordi det var kæft-, trit- og retning-pædagogik, man havde dengang. Det var ældre lærere, der bare gav et par på kassen, husker han.

Det nager ham ikke i dag. Men Anders Wedel Berthelsen kan derimod ikke lade være med at tænke på, hvordan skolesystemet har ændret sig - til det bedre.

- Den måde, man lærte på, var meget udenadslære. Det gør, at jeg nu kan fortælle dig, hvornår Christian 4. døde, siger Anders W. Berthelsen så.

Det var såmænd i det herrens 1648.

- Det er der jo ingen, der lærer i dag, udbryder han.

Den fortællerivrige Anders W. Berthelsen drejer omsider ud på Skibhusvej. Det kvarter, som hele turen handler om. Og turen - en walk and talk eller en talk and walk alt efter temperament - starter for alvor. Men vi når kun at tage få skridt. Så stopper fortælleren og peger utålmodigt over på lejlighedskarréen ved Wienerbageriet Døckerslund.

Skibhusvej. I gamle dage var der et butikstorv her med en masse butikker. Sådan er det ikke længere. Foto: Martin Kloster

- Det her var et rigtigt butikstorv, hvor der var butikker i hvert eneste vindue. Og der var også flere i 1993. Men da jeg var barn, var der i hvert eneste: Fiskehandler, ostehandler, frisør, legetøjsforretninger, slikforretninger, siger han og kunne blive ved.

Anders W. Berthelsen har udgivet et par bøger om Skibhuskvarteret. Foto: Martin Kloster

- Det var klart mere hyggeligt, fordi man kendte alle de handlende med navn. Man gik hen til bager Andersen og hvad de hed, tilføjer Anders W. Berthelsen.

I dag er der kun få erhvervsmål tilbage. Men det er vores egen skyld, det har udviklet sig i den retning, mener han, fordi vi i stedet begyndte at køre i de store supermarkeder. Anders' forældre kørte i Kypa, da de fik bil.

Ny betegnelse

Da Anders W. Berthelsen, der bor ved Blangstedgård i dag, var tre år, flyttede familien hen i en murermestervilla på Ibsensvej. Det var herfra, hans verden udspillede sig.

Han skrev sin Skibhus-bog i 1993, fordi handelsstandsforeningen havde jubilæum. De spurgte ham, om han ikke kunne skrive bogen. Han sagde ja og lagde selv penge i. Bogen har solgt i 7.000 eksemplarer og blevet en kæmpesucces. Siden har han udgivet et par bøger om sit gamle kvarter. Ligesom han har forfattet bøger om nogle af Odense andre attråværdige bydele.

Skibhuskvarteret var præget af arbejdere dengang, han var barn. En socialdemokratisk højborg. Borgerne blev regnet som andenrangs, modsat de "fine" inde i Odense. I Skibhus var der i gamle dage en stærk kvartersbevidsthed og en samhørigshedsfølelse, fortæller han.

- Betegnelsen 'Skibhus' er ny. Det sagde vi slet ikke førhen. Jeg ved ikke, hvorfor det er kommet. Der har jo ikke været en bydel, der hed Skibhus. Det er man sådan begyndt at sige. Herude for enden ligger jo Skibhusene, som er et landsbyagtigt miljø. Og så har vi kaldt det her for Skibhuskvarteret. Vi har jo aldrig sagt Skibhus, pointerer Anders W. Berthelsen.

Han mener dog, at Skibhus står sig godt, når nu vi har et Aarhus også.

Skibhus kommer af, at der var et skibhus i Skibhusene i 1600-tallet. Skibhusvej var vejen derud. Der var ingen havn, men skibene sejlede ind til kysten med varerne der. Skibhus blev til et flertalsord, fordi der kom flere huse, nævner Anders W. Bertehlsen.

I dag har området ændret karakter. Også siden 1993, mener han.

Anders W. Berthelsen er i dag 68 år. Foto: Martin Kloster

- Det er ved at ændre sig. Fra, at det var meget børn af skibhusfolk, der blev boede generation efter generation, er der ved at komme mange udefra. Der er mange flere, der taler jysk og sjællandsk i dag end for at par årtier siden, mener Anders W. Berthelsen.

Samtidig er huspriserne steget og der er kommet mange flere ejendomsmæglere på vejen. Et symbol på, husene er i høj kurs og omsættelige.

- Husene blev bygget som to-familiehuse. Sådan var det, da jeg var barn. Det er nu blevet til en-familiehuse. Det har fået mere status, men det er ikke lige så dyrt som Hunderupkvarteret. En guldbryllupsgeneration er forsvundet og der er flyttet flere børnefamilier ind, siger han om det gamle arbejderkvarter.

Anders W. Berthelsen ved det gamle kommunekontor. Foto: Martin Kloster

Bydelen præges af tvillingehuse. Han kalder da også kvarteret for "de ens huses gader".

- Det har Allan Olsen også engang sagt om Frederikshavn. Det er der, jeg har stjålet citatet fra. Jeg synes, det er rigtigt, siger han om den bydel, der er "en by i byen".

- Vi sagde jo også 'inde i byen', siger Anders W. Bertehelsen om de gamle dage, hvis Skibhus-beboerne forvildede sig ind til selveste Odense.

Annonce

En akse

Journalisten beder Skibhus-kenderen stoppe ved en valgplakat ved Victoriagade. Det er Liberaternes Yasar Nazir, der pryder en stor plakat ind til den bygning, der engang husede en hesteslagter. Det gør Anders W. Berthelsen også opmærksom på, mens journalisten hellere vil vide, hvad han skal, når han - frivilligt - stopper i byrådet i næste måned i forbindelse med kommunalvalget.

- Jeg synes, jeg har haft 12 gode år. Ikke at alderen trykker, men jeg synes, alderen siger, at nu vil jeg egentlig godt have nogle huller i kalenderen. Jeg skal stadigvæk lave foredrag. Og jeg skal stadigvæk lave byvandringer, fortæller Anders W. Berthelsen, der også skal skrive en jubilæumsbog om Boldklubben Marienlyst, som fylder 100 år.

Det tager nemlig meget tid at være med i politik i landets tredjestørste by. Han er mest stolt af i sin politiske karriere, han fik igennem, at der skulle laves bevarende lokalplaner for vigtige bykvarterer i Odense. For man skal ikke ændre på alt.

Det nager Anders W. Berthelsen, at hans ikke ved, hvordan denne mur, omme bag Skt. Hans Gade, er opstået. Der er ifølge ham tale om formentlig en havemur. Den står præcis, hvor den gamle bygrænse var, deraf mysteriet, nævner han. Foto: Martin Kloster

Avisens udsendte vil gerne vide, hvor centrum i Skibhuskvarteret egentlig er.

- Det kan man ikke sige. Man kan sige, at det har en akse. Det er Skibhusvej. Det er der folk mødes. Når det ikke har et centrum, er det også fordi, at det ikke er en gammel landsby, hvor kvarteret er vokset op omkring, forklarer Anders W. Berthelsen, hvis alter ego er rollen som selveste Sprogdoktoren i Fyens Stiftstidende.

- Jeg interesserer mig meget for sprog. Jeg ved ikke, hvordan det er kommet. Da jeg var 11 år fik en nydansk ordbog i julegave. Det var, fordi jeg ønskede mig den. En 11-årig, der ønsker sig en nydansk ordbog!

Anders W. Berthelsen smiler-griner. Det var ikke helt normalt.

Vi skridter forbi frisøren Hair Obesssion. Personligt for sprogelskeren er det lidt irriterende, at der er kommet alle de engelske navne i bybilledet.

- Det havde vi altså ikke, da jeg var barn. Der hed det Bent Barber! Det er en naturlig udvikling. Men der er ingen grund til de engelske navne, mener han.

Selv fik hans egen kære mor sat hår hos Salon Mignon på Skibhusvej. Fransk for "sød". Og sødt - eller farligt i datidens øjne - var det måske, da Anders W. Bertelsen kom ud at cykle engang. Han kommer i tanke om noget helt skørt, han gjorde som cirka tre-fireårig.

- Da startede jeg simpelthen på en trehjulet cykel hjemme på Ibsensvej. Og så har jeg kørt her på fortovet. Der var en med, men han opgav. Han blev sat af, som man siger i cykelsport. Så er jeg simpelthen fortsat længere end Thrige, hvor min far arbejdede. Det kom til at stå i min konfirmationsang, husker den i dag 68-årige.

Ved det gamle kommunekontor på Skibhusvej er denne plade sat op med et foto på. Anders W. Berthelsen har forgæves forsøgt at finde ud af, hvorfor der blev lavet en parodi på Christian 10.s ridt over grænsen i 1920. Han vil gerne have fundet ud af, hvem der stod bag denne happening, oplyser han. Foto: Martin Kloster
Annonce

Bydrengen vendte om

Karrieren som gadecykelrytter fik dog ikke Anders W. Berthelsen til at gå helhjertet ind i sporten. Han forsøgte sig aldrig sidenhen i Paris-Roubaix på andre brosten. I stedet blev han cand.mag i dansk og engelsk og spurtede ind til en lang journalistisk karriere.

Vi fortsætter vores spadseretur op gennem den befærdede Skibhusvej, hvor der er udfordringer med trafiksikkerheden. Særligt for cyklister. Men det er svært at lave en cykelsti, fordi vejen er smal, mener han.

Man kan sige, at det har en akse. Det er Skibhusvej. Det er der folk mødes.

Anders W. Berthelsen

Anders W. Berthelsen har fundet en gammel artikel. Her foreslår en af grønthandlerne på vejen, at Skibhusvej skal være hovedvejen til Lindø. Argument: Så vil der komme mere trafik og mere handel i gaden. En ren win-win ...

Anders W. Berthelsen på Skibhusvej i 2021. Foto: Martin Kloster

- Og i dag vil man gerne have mindre trafik!

Hos Sahlertz købte Anders W. Berthelsen sin første grammofonplade, The Beatles' "Help", husker han. Og han var bydreng i Ottos Herremagasin. Han gik også i biffen, da der stadig var en.

Turen stopper brat ved det 80'er-prægede torv ved Kvickly. Det er i hvert fald der, Anders W. Berthelsen vender sig om, krydser vejen og går tilbage.

Og det var også formålet på denne tur: Skibhusdrengen skulle gå tilbage i tiden i sit gamle kvarter.

Annonce
Skibhus Avisen

Tidligere skydebane bliver rekreativt område: Der er sheltere, og nu kommer fugletårnet op

Annonce
Skibhus Avisen

Fod på det: Neglenørden Tanja tilbyder fodmassage i tidligere gardinbutik - og snart er sexolog på vej

Annonce
Skibhus Avisen

Fodboldskole til august

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Skibhus Avisen

Claus har droppet webshoppen: - Jeg plejer med et glimt i øjet at sige, at der er to ting, man ikke skal finde på nettet: Det er sit instrument og sin livsledsager

Skibhus Avisen

Skiftede den hvide kittel ud med det hvide lærred: Den 26-årige sygeplejerske Mathilde springer ud som kunstner efter at have malet med psykiatriske patienter

Skibhus Avisen

Ingen lærerer eller vikarer til de ældste elever: Corona rammer Odense-skole

Skibhus Avisen

Ny bager med engelskklingende navn åbner i Odense til april: - Smør er vigtigt og det er sjovt at prøve nye ting af

Skibhus Avisen

Skiftedag i lægehus med 3300 patienter får ikke tårekanalerne i arbejde hos snart 69-årig læge: - Jeg tror ikke, jeg vil græde

Skibhus Avisen

En byggeplads tager form: Arbejdet med at skabe kontorhus til 1600 medarbejdere i gang

Skibhus Avisen

Zelinas far faldt i havnen og døde: - Min mor ringede mig hjem fra arbejde, og så kom jeg hjem og spurgte, hvor far var, og så sagde hun, at han var død

Annonce