Byens Ø: Nuka Godtfredsens udstilling ”QANGA” tager udgangspunkt i graphic novels om Grønlands forhistorie og er skabt i samarbejde med Danmarks Nationalmuseum, den danske ambassade i Berlin og Andala & Co.
”QANGA” er en arkæologisk fortælling om Grønlands historie, der giver et storslået indblik i spændende perioder i landets fortid. Den gribende udstilling har afsæt i Nuka Godtfredsens graphic novel-serie, der består af i alt fire albums. Graphic novel-serien er lavet sammen med det grønlandske skolebogsforlag Ilinniusiorfik til undervisning i den grønlandske skole, men de kan også nydes af andre med interesse for Grønlands lange historie. De fire albums omkring fortidens mennesker og kulturer er udarbejdet gennem en periode på mere end 12 år.
Udstillingen åbner torsdag 3. september kl. 16, og Nuka Godtfredsen deltager i åbningsreceptionen. Alle er velkommen, og der er fri entré. Alle retningslinjer i forhold til coronavirus vil blive overholdt, og der er derfor kun plads til max. 50 personer inde ad gangen til selve åbningen. ”QANGA” kan opleves indtil den 20. november.