Annonce
Skibhus Avisen

Japansk invasion i Skibhus: - Vi rykker deres verdensbillede

Halløj i butikken. Tina Løvdal blev ringet op af Jørgen Jakob Friis for nogle måneder siden. Han ville høre om hun ville lægge gulv og ekspertise til et besøg fra Japan. - Det lød jo interessant, så det ville jeg gerne. Jeg er blevet spurgt, om jeg vil gentage besøget til næste år og det kunne jeg nok godt lokkes til. Jeg har sagt, han bare skal ringe, siger hun. Foto: Kristian Isaksen

Skibhus Optik tilbød det faglige indblik, da en gruppe japanske studerende kiggede ud i kvarteret. Formålet med besøget i Odense er at blive klogere på det danske sundhedsvæsen.

Annonce

Skibhus: Hvordan får man 22 japanere ind i en optiker?

Det lyder som begyndelsen på en joke, men det var en ganske reel udfordring, Tina Løvdal pludselig stod overfor.

- Svaret er, at der simpelthen ikke er plads, siger Tina Løvdal, og hendes vurdering lader til at være den rigtige.

- Så vi hugger gruppen over i to, så hvert hold får det maksimale ud af oplægget.

11 japanere. Det kan der være. Men heller ikke meget mere.

Så blev vi så kloge, hvis vi i fremtiden nogensinde skulle blive præsenteret for en vittighed af en sådan karakter.

Men hvorfor er de overhovedet her? Hvorfor ikke i zoo, i H. C. Andersens Hus eller i Tivoli?

Det er der en rigtig god grund til.

Jeg tror heller ikke, jeg tager munden for fuld, hvis jeg siger, at oplevelserne i Odense vil rykke ved deres verdensbillede. Ingen af dem, der er med her har nogensinde været udenfor Japan og kommer det måske heller ikke før om 20 år igen. Min erfaring er, at de suger til sig og går hjem og fortæller vidt og bredt om mødet med Danmark og danskerne - især fordi de kun har en ferieuge om året - så der kan nemt gå mange år, før de igen forlader hjemlandet

Jørgen Jakob Friis
Tina Løvdal udfører synstræning på et af sine "ofre" og resten af delegationen lytter spændt med. I en dansk skoleklasse kunne man nok forvente, at enkelte så lidt trætte ud og sendte lange blikke imod døren - men japanerne - de er ultrakoncentrerede. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

Sundhedsindblik

Det er forholdsvis nemt at pege Jørgen Jakob Friis ud i flokken. For det første består de 22 japanere af blot 21 kvinder.

For det næste er han den eneste, der rager over 170 centimeter op i luften, foruden at bære en hårpragt, der ikke er sort som natten.

Han er guiden på flokkens studiebesøg i Odense.

- De er her fordi, de skal få et indblik, hvordan vores sundhedsvæsen fungerer. I går var vi ude ved nogle ambulancereddere og i dag er vi så i en optiker. Det er ikke umiddelbart så relevant for os danskere, men for japanerne er det. I Japan er det kun speciallæger på hospitalerne, der kan bestemme styrke og så videre. Så de synes, det er ret vildt, at den, der sælger brillerne, kan foretage den vurdering, siger Jørgen Jakob Friis, der har påtaget sig denne opgave for nu femte år i træk.

- Aarhus og København er dyrere byer - derfor er vi i Odense.

Endnu en øvelse. Eleverne lytter spændt og er i øvrigt målløse over, det flade hierarki, der hersker i Danmark. - Japan er et topstyret samfund. Det er helt utænkeligt, at en studerende, kan tale i øjenhøjde med en fagperson. Der er klare hierarkiske led, som man overholder, forklarer Jørgen Jakob Friis. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

Prisværdig lytning

Tina Løvdal bevæger en kobberfarvet jernpind med en kugle i toppen fra side til side. Forsøgskaninens øjne følger den tranceagtigt.

Det er synstræning. Det er med til at klargøre, hvad den givne patient fejler.

Rundt om står de 10 elever med blok, pen og mobiltelefon. Men der er ingen proforma og det er ikke for kameraets skyld, at koncentrationsniveauet er skruet i vejret, som skulle de forberedes på, hvordan man desarmerer en bombe.

Blikkene er hverken præget af tømmermænd eller kedsomhed. Kun pur interesse.

- Sådan er de ikke. De er meget pligtopfyldende og de vil gerne have det meste ud af deres tur. De kommer fra en nul-fejls kultur, hvor transportselskaberne udsender offentlige undskyldninger, når togene er 30 sekunder forsinkede. De er opdraget sådan her.

Så de får noget ud af det?

- Det vil jeg bestemt mene, de gør. Og jeg tror heller ikke, jeg tager munden for fuld, hvis jeg siger, at oplevelserne i Odense vil rykke ved deres verdensbillede. Ingen af dem, der er med her har nogensinde været udenfor Japan og kommer det måske heller ikke før om 20 år igen. Min erfaring er, at de suger til sig og går hjem og fortæller vidt og bredt om mødet med Danmark og danskerne - især fordi de kun har en ferieuge om året - så der kan nemt gå mange år, før de igen forlader hjemlandet.

De japanske piger griner meget. Øvelserne og mødet med danskerne ser bestemt ikke ud til at være kedeligt. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

Falder bagover

På fem år kan man med omtrent 20 elever per gang snildt danne sig et billede af en generel tilstand.

Jørgen Jakob Friis har været i kontakt med flere hundrede japanere - også fra før sine studieture. Han har gjort sig sine observationer.

- Vores sundhedssystem er milevidt fra deres. De har svært ved at forstå det her med, at vi betaler det over skatten og dermed har det til rådighed som en statssikret ret. Vi har skabt et system, hvor fundamentet er, at man tager sig af hinanden, imens det i Japan er kulturen, at man er så lidt til gene for andre som muligt. Man tager sig af sig selv.

- Et godt eksempel - herhjemme er der skraldespande overalt, som det offentlige stiller til rådighed. I Japan finde du ikke én. De rydder op efter sig, putter det i lommer og tasker og smider ud derhjemme.

- Men det sjoveste er nu, når man forklarer dem, at al uddannelse er gratis. At det ikke handler om familiens indtægter, hvor langt man når, men at det i højere grad er baseret på dine evner - og at du oven i købet bliver betalt for at gå i skole. Det blæser dem altså bagover - hvor de kommer fra betaler brugeren for alt - selv den mindste ydelse. Det koster penge at føde, siger han.

Jørgen Jakob Friis er egentlig ret langt væk fra sit fagområde med sine japanske ture. - - Jeg er Technology Trance Officer på SDU. Det vil sige, at jeg er én af dem, der vurderer om vi blandt andet skal søge patent på de ting, vi opfinder. I løbet af en arbejdsuge kan jeg tale med en robotprofessor, en hjerneforsker og en softwareingeniør. Jeg interesserer mig heldigvis bredt, så det er meget spændende. Det her gør jeg lidt ved siden af, men det er en ualmindeligt dårlig forretning for mig. Der er ikke rigtig penge i det, så det må jo betyde, at jeg synes, det er sjovt. Det er i hvert fald meget anderledes, end det jeg normalt beskæftiger mig med, griner han. Foto: Kristian Isaksen
Da gruppen forlod Skibhus Optik blev de rådet til at gå lidt op ad handelsgaden, men det eneste pigerne, var interesserede i, var at komme ind i supermarkedet. Så her lugtes der til cremer i Kvickly. Det er jo også en slags oplevelse. Foto: Kristian Isaksen
- 20 kroner, lyder det pludselig på dansk. Kassen med makeup blev studeret i mindst fem minutter. Foto: Kristian Isaksen
Fingeren på næsen var også sjovt - og selvfølgelig blev det dokumenteret. Foto: Kristian Isaksen
Der blev fniset en del ved mødet med optikerne. Foto: Kristian Isaksen
En japansk skoleklasse besøger Skibhus Optik i håb om at suge viden til sig om sunhedsvæsenet i Danmark. Foto: Kristian Isaksen
En japansk skoleklasse besøger Skibhus Optik i håb om at suge viden til sig om sunhedsvæsenet i Danmark. Foto: Kristian Isaksen
En japansk skoleklasse besøger Skibhus Optik i håb om at suge viden til sig om sunhedsvæsenet i Danmark. Foto: Kristian Isaksen
En japansk skoleklasse besøger Skibhus Optik i håb om at suge viden til sig om sunhedsvæsenet i Danmark. Foto: Kristian Isaksen
En japansk skoleklasse besøger Skibhus Optik i håb om at suge viden til sig om sunhedsvæsenet i Danmark. Foto: Kristian Isaksen
En japansk skoleklasse besøger Skibhus Optik i håb om at suge viden til sig om sunhedsvæsenet i Danmark. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Seneste nyt

Annonce