Annonce
Skibhus Avisen

Lokalristeriet er åbnet i Odense: - En kop sort kaffe må sgu ikke koste mere end en 20'er

Mor og søn - Mette og Christian Hviid - står bag disken i Lokalristeriet. Foto: Kristian Isaksen
På Tolderlundsvej 1 er Odenses nyeste kaffebar åbnet under navnet Lokalristeriet. Bag disken står mor og søn og drømmer om at give de lokale borgere en smagsoplevelse.
Annonce

Skibhus: "Ta' Mæ' Kaffe".

Skriften på væggen skal lige synke ind. Når den har gjort det, er det svært at holde smilebåndet afslappet.

En ta' mæ' kaffe er den lokale og hyggelige udgave af den internationalt anerkendte variant to-go.

I virkeligheden er der ingen forskel på de to. Principielt.

Christian Hviid bag disken i Lokalristeriet. Indtil for nyligt var det burgere, han skulle koncentrere sig om som restaurantchef på Burger Anarchy. Foto: Kristian Isaksen

For bag den fynske udgave gemmer sig mere end en sprogforankring. Der gemmer sig nærvær og afstandtagen til alt det, de andre gør.

- Mange kaffebarer og caféer følger jo langt hen ad vejen samme opskrift. De fleste bartendere og tjenere ved ikke så meget om det, der står på menukortet. De serverer bare. Jeg ved noget om bønnerne, og jeg har en kærlighed til kaffen. Odense har brug for flere, der nørder det, de gør. Jeg elsker folk, der er dedikerede uanset, hvad det så er inden for. Jeg er 120 procent dedikeret omkring det her. Ellers ville jeg lade være, siger Christian Hviid, der står bag disken i Odenses nyeste kaffebar, Lokalristeriet.

Mette Hviid hjælper med at pakke kaffe. Ovre bagved ses de forskellige varianter, der er opkaldt efter personer og steder i Odense - blandt andre Gråbrødre. Foto: Kristian Isaksen

Et kig på menukortet afslører da også, at prisen på de friskkværnede bønner her i porten på Tolderlundsvej 1 går imod strømmen. Den er meget langt fra at være mainstream.

- En kop sort kaffe to-go - eller ta' mæ' selvfølgelig - må sgu ikke koste mere end 20 kroner. Den skal ikke koste 35-40 kroner, som jeg ved, de bliver solgt til visse steder i byen, fortæller Christian Hviid.

Annonce

Vender hjem

- Værsgo.

Journalisten får en kop kaffe stukket i hånden. Koppen er fra Kenya og ligner derfor heller ikke noget, du ellers ville se.

Alle kopper er tilsyneladende forskellige.


Jeg er født og opvokset i Skibhuskvarteret, så den klare førsteprioritet var, at vi skulle åbne her. Jeg er vendt hjem til landsbyen. Det er jo, hvad kvarteret er. Det findes ingen andre steder i Odense. Der er bare en særlig ånd

Christian Hviid


Det spæder til historien om hygge og nærvær. Ingen masseproduktion, ingen arrogance og ingen smarte typer bag disken, der går mere op i frisuren end i kunden.

Og selve adressen fuldbyrder billedet. For lige præcis i dette område kommer man i øjenhøjde med gæsterne, mener den nyslåede barista.

Lokalristeriet ligger på Tolderlundvej 1 - lige ved porten, der leder ind til Thrige Firkanten. Foto: Kristian Isaksen

- Jeg er født og opvokset i Skibhuskvarteret, så den klare førsteprioritet var, at vi skulle åbne her. Jeg er vendt hjem til landsbyen. Det er jo, hvad kvarteret er. Det findes ingen andre steder i Odense. Der er bare en særlig ånd, fortæller Christian Hviid, der efterlader rum til et oplagt spørgsmål.

For hvem er "vi" i en virksomhed, der ikke ligefrem emmer af økonomisk overflod og planlagte vagtskemaer.

Annonce

Folk har fået øje

- Det var mig, der spurgte Christian, om han var frisk, siger Mette Hviid.

De er åbnet sammen, men det er sønnikes drøm, der bliver til virkelighed.

- Jeg har altid gerne villet have mit eget, så da hun spurgte, hvad jeg sagde til at åbne en kaffebar var jeg klar, siger Christian Hviid, der senest har været restaurantchef på Burger Anarchy.

Erfaringen fra den branche har han allerede kunnet anvende i sit nye metier.

- Jeg vidste allerede, da min mor spurgte, at vi skulle have fat i restauranterne og det er allerede lykkes os at lave aftaler med to restauranter - Ribelli og Fynboen - om levering af kaffe. Det er vi meget glade for, siger han.

Så kan man da kun smile. Foto: Kristian Isaksen

Men ikke blot restauranterne har fået øje på den lille kaffebar. Nogle gæster er allerede nu kommet forbi mere end én gang, beretter Christian Hviid, der i øvrigt kan meddele, at Lokalristeriet stadig holder åbent trods de netop opdaterede restriktioner i Odense.

Deres lille hjørne af verden hører under take away, som er fritaget nedlukning.

Lokalristeriet kan følges på facebooksiden LokalristerietOdense.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Seneste nyt

Annonce