Skibhus: Jeg takker og bukker over jeres engagement. Hvad man skal forvente, når man sender et åbent spørgsmål ind i postkasserne og ud ad de digitale motorveje, er svært at gøre sig klart.
Men at få så mange gode svar på, hvad det indhuggede motiv på rundingen af bygningen i krydset Tolderlundvej og Skt. Hans Gade forestiller og hvad der engang foregik bag murene, er imponerende.
Til de læsere, som også skulle have undret sig, har vi forsøgt at samle en fyldestgørende artikel ud fra de mange henvendelser.
Haustrup turde integrere fremtiden, hvor andre virksomheder tøvede og styrtede imod mørket, da det var for sent at spænde modets vinger på.
Fra artiklen
1915
Vi skal tilbage til år 1915. Blikkenslagermester Alexander Wittenborg havde i 1914 påbegyndt sin produktion af blikdåser i Overgade.
I begyndelsen kunne man her producere omkring 1.000 dåser om dagen, men efterspørgslen skulle hurtigt vise sig at være mange gange større, ikke mindst da der kom gang i eksport af mere eller mindre tvivlsom gullasch sydpå under verdenskrigen.
Den store efterspørgsel bevirkede, at virksomheden 1915 lagde de første sten til blikvarefabrikken Activ ved Tolderlundsvej.
Nogle måneder forinden var Niels Johannes Haustrup blevet ansat som værkfører på filialen i Vestergade. Han blev hurtigt frontfigur i foretagendet.
Dåsetronen
Den karismatiske Haustrup havde det vækstinstinkt, der skulle til i en verden, hvor industriens kedler var under evigt pres.
Dåserne skulle ikke bare være velegnede til deres formål. De skulle være smukke. Disse to betingelser samt evnen til at effektivisere på højeste niveau og udskifte menneskehænder med maskiner, gjorde Haustrup til en forbilledlig leder og en naturlig arvtager, når Wittenborg engang gik bort.
Haustrup turde integrere fremtiden, hvor andre virksomheder tøvede og styrtede imod mørket, da det var for sent at spænde modets vinger på.
Allerede i 1922 købte han sig ind som medejer og få år senere stod han som eneejer i dåseproduktionen, da Wittenborg hellere ville koncentrere sig om automatproduktion.
Relieffet
Først i 1963 - som 71-årig - overlod fabrikanten, hvad der var blevet kendt som Haustrups Fabrikker i 1932, til nye kræfter.
Kort efter blev størstedelen af virksomheden solgt.
Der produceres stadig dåser på Næsbyvej, nu under navnet Glud & Marstrand, og på Energivej står senere generationer af familien bag virksomheden Plus Pack, der laver aluminiums- og plastikemballager til et internationalt marked.
Haustrup - der har givet mange fynboer brød på bordet - døde i 1976.
Hvad angår det oprindelige spørgsmål - hvad laver manden på Tolderlundsvej? - så er det et relief af Gunnar Slot og forestiller en mønsterarbejder, der putter stålplader i maskinen, så der kommer konservesdåser ud på den anden side.
Det er lavet i 1937.