Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Åh nej - Lise på plejehjem

Nancy Gerber. Foto: Frederik Axelsen
Klummeskribent Nancy Gerber er chokeret og kalder Lise Nørgaard "min kulturpusher".

Sønderborg: Åh nej. Ved da godt, at alt har en ende, også livet. Men jeg havde for en stund lige "glemt" at Lise Nørgaards liv, også har. Hun er min kulturmoder, og jeg har endnu ikke klippet vores navlestreng.

Hvorfor bringer jeg nu hende på bane? Jo, kun fordi, jeg i dag så en artikel om, at hun er flyttet på plejehjem. Hun udtaler, at hun ikke frygtede virussen, men i stedet frygtede at komme på plejehjem. Ej øv altså, det gør mig virkelig trist.

Jeg husker netop hendes 100-års fødselsdag hvor hun i et interview sagde "jeg ønsker mig intet, jeg har alt det som jeg har brug for, i dette liv. Jeg mangler kun plads. Jeg ønsker mig heller ikke blomster. Alle mine fødselsdage er gået med, at mit hjem lignede et gravkammer, 1000vis af blomster stod og sænkede hovederne, og dør for næsen af én og vandet lugter. Chokolade, nej tak, det bliver man bare fed af. Hvis nogen skulle finde på at skrive til mig, så helst ikke for lange håndskrevne breve. Hurra må I godt råbe, hvis i gider, men helst ikke for tidligt om morgenen".

Det er sgu da humor, på en Lise-ish way.

Jeg selv kæmper en kamp, hvert år i november for, at mine børn, vil overgive sig og se matador. Kulturarv kalder jeg det. Ved godt, det ikke har en historisk evidens – at det er skønlitterært – byen eksisterer jo ikke. Eller gør den? Jeg kommer ind imellem til at betragte den, som om den er historisk korrekt. Den har en større gennemslagskraft end historiebøgerne, måske fordi Matador bare er så pokkers velskrevet og med et fantastisk persongalleri, som gør den mere spændende at fordybe sig i, end tunge historiebøger.

Forfatter Lise Nørgaard. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Annonce

Elsker karakterer

Men jeg elsker de karakterer hun skildrer, en tidslomme, krigen, en kommende middelklasse med en løssluppenhed i forhold til borgerskabets indtil da, ret snerpede moralske normal. Selv i det nye årtusinde vi lever i, kan vi alle spejle os i mindst én karakter, vi vælger selvfølgelig helst de gode.

Lise Nørgaard er jo ikke kun matador, men fordi den er genudsendt for hvad, syvende gang? Og hvert afsnit varer over en time (så længe er afsnit i serier, ikke i dag), så popper hun bare ofte op i mit liv. Hun er min opvækst, en genganger i mit livshjul.

Selv med sine 103 år ligner hun ikke en gennemsnitlig alderssvarende dansker, hun er storbychik, rank og nyfriseret. Det er heller ikke fordi hun ligner en snobbet mediesteg, og dog….men alligevel er hun en, jeg ville hilse på i Føtex, fordi jeg ville glemme at relationen kun går den ene vej.

Jeg tænker slet ikke Lise som tudsegammel, men faktisk samme år som Lise blev født, fødes bl.a. store personligheder som: Otto Leisner, James Dean, John F. Kennedy, Erhard Jakobsen og Tove Ditlevsen. Alle døde i dag. Og samme år døde bl.a.: Buffalo Bill (William F. Cody) og Edgar Degas (fransk billedkunstner) og Ferdinand von Zeppelin (tysk luftskibskonstruktør). Så med dem i mente, er 103 år siden, en evighed.

Hun har oplevet to verdenskrige, to epidemier (hun husker nok ikke den første), ny musik (jazz), kvinder på arbejdsmarkedet, den seksuelle frigørelse, ligestilling, flower power bevægelsen og sådan kunne jeg blive ved…..med 103 år på bagen, må der være meget at fortælle oldebørnene.

Annonce

Vi har kogebøger

Jeg tror aldrig, jeg klipper den navlestreng til min nostalgipusher. Men jeg ønsker inderligt for hende, at hun får en fantastisk afslutning på hendes liv, at hendes fordomme om plejehjem, kommer til skamme.

Og som hun selv engang har udtalt: Jeg hader telefoner og har en fast tro på, at jeg var blevet en meget bedre forfatter, hvis ikke Sir Graham Bell havde gjort sin opfindelse. Nu skriver jeg jo ikke længere, men da jeg stadig gjorde, var jeg nødt til at krølle papiret sammen og begynde helt forfra, hvis telefonen ringede. Og på den måde, kan man jo ikke være en ordentlig forfatter, vel?”

Hun har en mobiltelefon, men den bruger hun kun når hun er på hospitalet, siger hun.

Så derfor håber jeg også inderligt, at telefonen på hendes værelse ikke ringer, så hun får ro til at se alle sine egne filmatiseringer, læse hendes egne bøger, nyde hendes elefantorden og tale pænt dansk med dronningen en gang, eller to om ugen og måske begynde på en ny kommende fiktionshistorielookalike-iloveit-bestseller. En ting ved vi: hun aldrig kommer til at tale med mad i munden, og således er det meste, lige nu, som det plejer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce