Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Alle plejehjemsbeboere er vaccineret: Den næste gruppe forventes at kunne få et stik midt i januar

Helene Jepsen var den første i Sønderborg kommune, der lagde arm til den nye coronavaccine. Foto: Birthe Juul Mathiasen
Sønderborg Kommunes sundhedsdirektør har et håb om, at de fleste i kommunen kan være vaccineret ved sommerferiens begyndelse. Men alt skal klappe, lyder det fra ham.
Annonce

Sønderborg: Første dosis af coronavaccinen er nu givet til alle de plejehjemsbeboere og plejepersonalet i Sønderborg, der har ønsket at få stikket i armen.

De sidste modtog prikket lørdag, oplyser Carsten Lund, som er sundhedsdirektør i Sønderborg Kommune.

- Det er gået rigtig fint. Vi kom hurtigere i gang end forventet og har holdt tidsplanen. På tre arbejdsdage er det lykkedes at få vaccineret omkring 1100 personer, siger han.

Medarbejdere, som havde fri på vaccinedagen, vil blive tilbudt at få vaccinen efterfølgende. Det vil ske i et vaccinationscenter, som ifølge Carsten Lund bliver oprettet ved testcenteret på Ellegaardvej.

- Region Syddanmark har oplyst til os, at centeret vil være klar til at kunne vaccinere midt i januar. Vi er hele tiden i tæt dialog med Regionen, mens vi samtidig arbejder på at få den endelige vaccinationsplan helt færdig, forklarer Carsten Lund.

Annonce

Hvem er de næste i køen

De næste i rækken til at blive tilbudt en vaccine mod corona er ifølge sundhedsdirektøren de ældre, der modtager hjemmehjælp, samt medarbejderne i frontlinjen.

- Det er de ældste, de mest sårbare, frontpersonale i sundheds- og omsorgssektoren samt medarbejdere, der varetager kritiske funktioner i kommunen, som står forrest i køen. Hvornår det bliver os andres tur, ved jeg ikke, men det er mit håb, at vi er nået langt med at vaccinere, når vi rammer sommerferien, siger han og påpeger, at det er sagt med et forbehold.

For der er ifølge ham flere faktorer, der kommer til at spille ind.

- Først og fremmest er vi afhængige af, hvor mange og hvor hurtigt vi får vacciner. Forhåbentligt bliver Modernas vaccine godkendt i den kommende uge. Når det sker, ruller den mod Danmark. Det betyder, at vi vil have flere vacciner, men de store leverancer skal herefter fortsætte, og så skal folk ville have vaccinen, siger Carsten Lund.

Det sidste er han ikke voldsom bekymret for, da han tror på, at mange vil takke ja, når de en dag modtager en besked i deres e-boks, hvori der står, at det er deres tur.

Carsten Lund er også af den overbevisning, at vores sundhedssystem kan løfte opgaven.

- Jeg tror på, at når vi kan teste rigtig mange på kort tid, så kan vi også vaccinere effektivt, lyder det fra ham.

Går alt efter planen, har alle plejehjemsbeboerne og personalet på plejecentrene fået anden dosis om tre uger. Og til marts skulle de, der er de næste på listen, have fået begge stik i armen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce