Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Annemette husker hvordan det er at stå alene i skolegården

Annemette Nørgaard ville som ung gerne leve af at spille på tuba. Foto: Jens Eilertsen
Annemette Nørgaard blev ikke mobbet, da hun var barn - men der er alligevel en episode, som hun ikke kan glemme. Vi taler med afdelingslederen på Gråsten Skole om drømmen om at leve af at spille tuba, 10 år som sygeplejerske og om at arbejde med at forme fremtidens voksne.

Gråsten: Annemette Nørgaard er afdelingsleder på Gråsten Skole - det, der tidligere hed viceskoleinspektør. Det er et drømmejob, siger den 51-årige sønderborger, der føler, at hun efter mange år er endt på den rigtige hylde. Hun blev ansat i 2019.

Men hvem der hun egentlig, hende "den nye" afdelingsleder, der kigger ugeavisen lige i øjnene og siger, at Gråsten Skole ikke tolererer mobning af nogen art?

Annemette Nørgaard er født og opvokset i Sønderborg og havde en god tid på Sønderskovskolen. Der var gode lærere og kun lidt mobning. Ren idyl var det dog ikke. Annemette Nørgaard husker stadig en episode i skolegården, hvor en pige hviskede noget til alle de andre elever. Kort efter løb alle eleverne over til et af skolegårdens to klatrestativer. Kunne lille Annemette stod tilbage. Den episode sidder stadig fast i erindringen - selv om det er 40 år siden.

- Det var ikke en rar følelse at stå der alene, mens alle de andre elever stod et stykke derfra og grinte.

- Hvorfor gjorde de det?

- Det ved jeg ikke. Måske fordi min mor var skolesekretær.

- Var du dygtig i skolen?

- I de små klasser havde jeg svært ved at læse og skrive, men det kom - og  jo, jeg var dygtig, siger Annemette Nørgaard, der understreger, at der også i hendes skoletid var hierakier. De svage ville gøre næsten alt for at blive accepteret og komme med i fællesskaberne - det er akkurat som det er i dag.

- Vi mennesker er sociale individer, og vi har behov for at høre til, siger afdelingslederen og sætter en eftertænksom mine op.

Annonce

Ville være musiker

Efter folkeskolen havde hun nogle fantastiske år på AGS - helt uden mobning. På det tidspunkt var målet at komme på musikkonservatoriet, men de mange ensomme øvetimer med tubaen fik hende til at kigge i en anden retning.

I 1995 kom hun på sygeplejeskolen, og der fulgte 10 år som sygeplejerske. Men arbejdstiderne passede ikke med det begyndende familieliv - i dag har Annemette Nørgaard mand, fire døtre (14, 21, 24 og 27 år), to svigersønner og to børnebørn - så de sidste tre år som sygeplejerske læste hun til lærer.

- Det var arbejdstiderne og vilkårene, der gjorde, at jeg ikke ville fortsætte som sygeplejerske. Der var altid travlt, og vi kunne arbejde i otte timer uden at få vådt eller tørt. Du skulle jo også arbejde jul, nytår og helligdage.

Annonce

Super glad

Før ansættelsen i Gråsten arbejdede Annemette Nørgaard på Adsbøl Kristne Friskole og Dybbøl-Skole.

- Jeg er super glad for jobbet på Gråsten Skole og for at være med til at danne mennesker. Mit mål er, at alle, som går ud fra Gråsten Skole, skal have et positivt selvbillede, også dem, som har det vanskeligt. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan hjælpe dem - det er det, vi er her for, slutter Annemette Nørgaard.


Jeg er super glad for jobbet på Gråsten Skole og for at være med til at danne mennesker. Mit mål er, at alle, som går ud fra Gråsten Skole, skal have et positivt selvbillede, også dem, som har det vanskeligt.

Annemette Nørgaard



Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce