Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Badesæsonen begynder i år med ni Blå Flag

Det blå flag vajer i år også over naturperlen Egernsund (Lågmaj) Strand ud mod Flensborg Fjord, hvorfra der er en flot udsigt til Holnæs og Rinkenæs.
Grundlovsdag, på lørdag, begynder årets badesæson. Samtidig indledes en aktiv sommer, hvor Naturvejlederne i Sønderborg Kommune giver mulighed for at deltage i 60 natur- og miljøformidlingsaktiviteter.

Sønderborg: Med over 250 kilometer kyst er Sønderborg en af de kommuner i Danmark, der har længst kyststrækning. De lange kyster, strandene og havet byder på masser af små, lækre naturperler med mulighed for at nyde kystens natur og en dukkert i havet.

I Sønderborg Kommune er der særligt fokus på 24 af områdets mange strande. Her måles badevandets kvalitet, og der holdes øje med strandens kvalitet.

I år er ni strande er udpeget som Blå Flag-strand - en internationalt anerkendt certificering. Her arbejder man blandt andet for at værne om og beskytte hav- og kystmiljøet.

Annonce

Sidste år havde kommunen otte Blå Flag-strande. Den niende, der er kommet med i år, er Egernsund Strand. De lokale kalder stranden, som ligger smukt mellem Egernsund og Marina Minde, for "Lågmaj".

På alle Blå Flag-strande er der rent badevand, livrednings- og førstehjælpsudstyr, natur- og miljøformidlingsaktiviteter, information om miljøforhold og naturområder, toiletfaciliteter, affaldsfaciliteter, affaldssortering og informationstavler.

60 aktiviteter

Natur- og miljøformidlingsaktiviteterne udføres af Naturvejlederne Sønderborg. Hen over sommeren har de hele 60 aktiviteter fordelt på de ni strande. Her vil de fortælle og formidle om og i "det blå univers" med rejehov, net, waders, dykkerdragt eller i en kajak.

- Vi invitere alle med på tur. Vi vil gerne vise og fortælle om det dejlige område, vi bor i, og hvor spændende havets og kystens natur er. Vi vil gerne give en større forståelse for vores fælles kystnatur, så vi ved, hvordan vi bruger den samtidig med, at vi passer på den, lyder det fra naturcenterleder Andreas Hermann.

Naturvejlederne Sønderborg åbner deres formidlingssæson lørdag den 26. juni på Lågmaj/Egernsund Strand. Det sker med en aktivitet som udvalgsformand Charlotte Riis Engelbrecht (S) sætter i gang kl. 12.

Aktiviteten, der åbnes med den 26. juni, er en strandsafari. Her undersøges havets natur med rejehov og net, eller man kan deltage i det kreative strandværksted, hvor man kan fremstille en Blå Flag-mulepose med et fedt fisketryk, strandpostkort eller en strand-uro.

I Vild Mad-strandkøkkenet kan man tilberede og smage råvarer fra havet og stranden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce