Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Brand, tyveri og byggeudfordringer har forsinket roklubbens million-byggeri

Sven Dyhr, materialeforvalter, Birte Rasmussen, sekretær, Jørn Erik Rasmussen, formand, og Gunnar Jensen, kasserer, i hyggehjørnet på den nye førstesal. Foto: André Thorup
Sønderborg Roklub kan, når corona-restriktioner tillader det, tage sit nye klubhus i brug. Men byggeriet til knap seks millioner kroner blev ramt af en lang række udfordringer.

Sønderborg: I over 20 år har Sønderborg Roklub arbejdet på et renoveringsprojekt af klubbens gamle klubhus på Verdens Ende. I februar 2020 kunne klubben endelig gå i gang med en fuldstændig renovering af klubhuset, men udfordringerne stod nærmest i kø ved projektet.

Byggeperioden var planlagt til fem måneder, men efter et år står klubhuset med de røde mursten og runde vinduer endelig klar som et spritnyt hus til roerne.

- Men nu må vi ikke bruge det på grund af corona. Det er næsten det værste, smiler formand Jørn Erik Rasmussen.

Alt er stort set nyt i huset. Vægge, gulve og tagbjælker er blevet udskiftet bort set fra de karakteristiske røde mure og runde vinduer.

- Huset set udefra har ikke forandret sig, men når man kommer indenfor, så får folk et chok. Det er fuldstændig forandret og nyt, siger Jørn Erik Rasmussen.

- Jeg nyder det hver gang, jeg går ind i huset. Det er simpelthen fantastisk, smiler Sven Dyhr, der er materialeforvalter og nu slipper for vedligeholdelsesarbejde på klubhuset.

Annonce

Frivilligt arbejde

Til gengæld har Sven Dyhr og mange andre medlemmer i klubben lagt rigtig mange timer i renoveringen. Medlemmerne har stået for en del af nedbrydningsarbejdet, malerarbejdet og isolering.

- Der er lagt afsindigt mange arbejdstimer i det fra medlemmerne. Det positive har været at opleve alle de medlemmer, som har været og hjælpe. Vi har selvfølgelig sørget for kaffe, rundstykker og smørrebrød, siger Birte Rasmussen, der er sekretær.

Formand Jørn Erik Rasmussen i det nye fitnessrum på første sal, hvor der er havudsigt under træningen. Foto: André Thorup

Udfordringerne begyndte allerede ved byggestart.

- Da de begyndte at grave, kom der vand op fra undergrunden, og tagkonstruktionen kunne ikke bevares som forventet, siger Birte Rasmussen.

Derudover opstod der en brand i byggematerialerne på byggepladsen, og da de nye tagvinduer var sat i, forsøgte tyve samme nat at stjæle dem. Da det ikke lykkedes, ødelagde tyvene dem i stedet.

Annonce

Over en million dyrere

Flere medlemmer har støttet projektet økonomisk. De mange udfordringer gav nemlig også økonomiske udfordringer. Budgettet steg fra 4,5 millioner til 5,8 millioner.

Det betød, at klubben har optaget et ti-årigt lån på 600.000 kroner, som Sønderborg Kommune har stillet garanti for. Kommunen har desuden støttet projektet med 900.000 kroner fra begyndelsen.

Et loppemarked til fordel for projektet gav klubben næsten 20.000 kroner.

Det oprindelige klubhus var fra 1935 og bygget af genbrugsmaterialer. Foto: André Thorup

- Vi er utroligt glade for, at vi har kunnet bevare det ydre, oprindelige udtryk samtidig med, at vi har fået et nyt og moderne hus, som er vedligeholdelsesfrit og energivenligt. Vi var ikke kommet i hus med projektet, hvis borgemesteren og Sønderborg Kommune ikke havde været så imødekommende. Det er vi meget taknemmelige for, siger Birte Rasmussen.

Annonce

100 års jubilæum

Klubhuset blev bygget i maritim stil 1935 af arkitekt Holger Mundt. Men tiden løb fra huset, der ikke havde isolering og kun havde en udgang fra første sal i tilfælde af brand. Nu er førstesalen er blevet udvidet, så der nu er blevet plads til et større fitnessrum og fælleslokaler. I stueplan er der moderne omklædningsrum og bad samt værksted og bådopbevaring.

Bestyrelsen glæder sig nu til at kunne åbne klubhuset for medlemmer og åbent hus for interesserede.


Vi er utroligt glade for, at vi har kunnet bevare det ydre, oprindelige udtryk samtidig med, at vi har fået et nyt og moderne hus, som er vedligeholdelsesfrit og energivenligt.

Birte Rasmussen


Medlemstallet er lige nu på 140, og derudover kommer der mange andre i klubhuset på Verdens Ende. Klubben står for træning til Skole OL, hvor skoleelever får træning i klubben. Der er ro-arrangementer for børn med særlige behov, Projekt Sund Mand, Aktiv Sommerferie, gymnasieroning og firmakaproning.

Klubben kan den 17. juni fejre 100-års jubilæum.

- Vi planlægger at markere jubilæet, hvis vi må det af hensyn til corona-restriktioner, siger Birte Rasmussen.

Projektet

Projektet har kostet 5,8 mio. kr., som stammer fra Den A.P. Møllerske Fond, Velux Fonden, SE Vækstpulje, BHJ Fonden, Fabrikant Mads Clausens Fond, Sydbank Fonden, Sønderborg Kommune, gaver fra medlemmer og klubbens egen opsparing samt lån.

Entreprenør på projektet er Fynsk & Søn.

Gangen er udsmykket med et vindue og de oprindelig runde vinduer. Foto: André Thorup
Værkstedet står klar til at tage imod klubbens både. Foto: André Thorup
Nogle af de oprindelige skabe fra det gamle omklædningsrum er blevet genbrugt i det nye. Foto: André Thorup
Sønderborg Roklub kan tage sit nye klubhus i brug, når corona-restriktooner tillader det. Foto: André Thorup
Sønderborg Roklub kan tage sit nye klubhus i brug, når corona-restriktooner tillader det. Foto: André Thorup
Sønderborg Roklub kan tage sit nye klubhus i brug, når corona-restriktooner tillader det. Foto: André Thorup
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce