Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Brian skifter tømmer ud med hotdog

Brian Johannsen (th) forpagter fra 1. august grillbaren Perronen, der ligger ved Gråsten Banegård. Ulrik Jeppesen bag baren vender tilbage til pædagog-jobbet.  Foto: Sarah Christine Nørgaard
Grillbaren Perronen ved Gråsten banegård overtages den 1. august af Brian Johannsen. Det markeres på åbningsdagen med gratis hotdog til de første hundrede gæster.
Annonce

Gråsten: Det var egentlig en joke, men nu er det alvor for den lokale 46-årige Brian Johannsen, der har kælenavnet "Futsi". Kælenavnet kommer fra hans barndom, hvor han var vild med en film, hvor en person med navnet "Futsi" var hovedperson. Han fik oven i købet en kasket med navnet "Futsi".

Lørdag den 1. august klokken 11.00 åbner "Futsi" døren for kunderne i grillbaren Perronen ved Gråsten banegård. Og det gør han med manér. De første hundrede gæster får en gratis hotdog, og det vil med garanti give kø ved grillbaren.

Da det kom på facebook, at Brian Johannsen overtager grillbaren efter Ulrik Jeppesen og der var gratis hotdog til de hundrede første gæster, var der straks "trafik" på facebook og spørgsmål om, hvor Perronen lå henne. Altså udenbys folk, som er parat til at køre for en gratis hotdog.

Tømrer Brian Johannsen har været kunde i Perronen i mange år, og han har tidligere sagt til Ulrik Jeppesen, at han godt kunne tænke sig at prøve med en pølsevogn, som med hjælpemotor triller rundt i de københavnske gader til en stadeplads.

Annonce

Tilbudt forpagtning

I stedet blev Brian Johannsen tilbudt at forpagte Perronen efter Ulrik Jeppesen, der sammen med sit personale har stået bag disken i tre år. Ulrik Jeppesen ejer den fine og 18 år gamle bygning, som står på en 60 kvadratmeter lejet grund hos DSB.

- Jeg vender tilbage til pædagog-jobbet, fortæller Ulrik Jeppesen, der forventer at Brian Johannsen driver Perronen videre i samme ånd med pølser, hotdog, burgere og sodavand.

- Der bliver ikke solgt øl og alkoholiske drikke. Allerhøjst en Congo-bajer - en chokolademælk, forklarer Ulrik Jeppesen med et smil. En af spise-favoritterne i Perronen er en "Perron-burger" med bøf, ost og bacon.

Annonce

Prinser på besøg

Grillbaren har mange stamkunder og kan også kalde sig "Kongelig hofleverandør" forstået på den måde, at de yngre prinser har været på besøg.

- Det bliver både spændende og samtidig også skræmmende, siger Brian Johannsen, der "overtager" personalet på seks ungdomsarbejdere og en pølsevogn, der køres ud til fødselsdage og virksomheds-events.


Det bliver både spændende og samtidig også skræmmende.

Brian Johannsen, ny forpagter af grillbaren Perronen i Gråsten


Brian Johannsen er oprindelig opvokset i Adsbøl og bor sammen med sin kone Mette - special-pædagog - i  Fiskbæk ikke langt fra Gråsten Landbrugsskole. Han blev udlært tømrer i 1996 og har været stilladsbygger på boreplatforme i syv år.

Brian Johannsen har også arbejdet på teglværk i Nybøl Nor. Tidligere har han spillet håndbold i Egene Gråsten og fodbold i Gråsten Boldklub.

Men nu er det slut med at ligge på et tag i regn, rusk og sne eller bygge stillads i en storm på en boreplatform i Nordsøen. Nu foregår arbejdet i en lun grillbar.

- Og en hotdog kan man altid have, mener Brian Johannsen, der er klar til det store rykind.

Brian Johannsen venter mange kunder, når han åbner lørdag kl. 11.00. De første hundrede kunder får en gratis hotdog. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Brian Johannsen med kælenavnet "Futsi" skifter fra håndværker til grillbar. Foto: Sarah Christine Nørgaard
"Futsi" på 46 år skal nu ikke op og reparere tage om vinteren, men stå i en lun grillbar. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce