Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Byens bedste keglespiller går på pension

Niels Skipper har været med i keglesporten i over 25 år. Han har været på landsholdet mange gange og er blevet nummer tre ved Europamesterskaberne. Foto: Kim Holm
Keglespilleren Niels Skipper har besluttet at stoppe med keglesporten på højt niveau. Kroppen kunne ikke holde til det mere.
Annonce

Sønderborg: Han er ikke blot byens bedste keglespiller, men én af Danmarks bedste keglespillere, men nu er det slut med keglesporten for den 69-årige Niels Skipper.

Han er netop stoppet med keglesporten. Det er et tab for Sønderborg Keglecenter på Damgade og Kegleklubben Fidelitas. Han har været formand for keglecentret i fire år.

- Kroppen vil ikke mere, siger en resigneret Niels Skipper, der fik interesse for keglesporten ved en tilfældighed. Vi skal tilbage sidst i 80'erne, hvor Niels Skipper på sin arbejdsplads, Post- og Telegrafvæsenet, så en seddel på opslagstavlen med reklame for keglesport under firmasporten.

Annonce

Særligt talent

Sønderborg Keglecenter blev bygget i 1986, og et par år senere begyndte han med keglesporten i firmasports-regi. Insidere i keglesporten kunne hurtigt se, at her var en mand med et særligt talent for keglesporten. En af dem, som skubbede på, var afdøde Helge "Hegge" Høi, der var keglespiller og tidligere divisionsmålmand i Vidar-håndbold.

Niels Skipper kom med i Kegleklubben Fidelitas, som han var med til at spille fra Serie 1 og op i den landsdækkende 1. division. Og her har han gjort det rigtig flot. Han har været nummer 1 på den danske "Tophundrede liste", han blev i 2016 kåret til "Årets keglespiller i Danmark", han har spillet 18 landskampe for Danmark, opnået en tredjeplads ved Europamesterskaberne, vundet en lang række danske og jyske mesterskaber, forbundsmesterskaber og postale mesterskaber. Når han har spillet for Fidelitas i 1. division, har det været på højt niveau med 900 point i gennemsnit.

- Med over 25 år i keglesporten er det slut nu. Jeg tror, at jeg prøver med billardsporten, fortæller Niels Skipper, der har prøvet mange forskellige sportsgrene, hvor han ikke har været ueffen.

Han har spillet badminton og håndbold, han har prøvet bueskydning og brydesporten i Alsia, men det sidste afskrækkede ham, når han så de gamle brydere havde "blomkålsører".

Derfor blev det keglesporten, han kastede sig over, og det har han aldrig fortrudt.

- Det har givet mange store oplevelser i ind- og udland, understreger Niels Skipper.

Han er Sønderborg-dreng, men familien stammer oprindelig fra Durup i Salling.

Efter skolegang på Sønderskov-Skolen kom han i lære som maskinarbejder på Danfoss, han har arbejdet på JF-Fabriken, haft job ved firmaer med rustfri stål i Sønderborg og sluttede med 34 år ved linjetjenesten i Post- og Telegrafvæsenet.

Annonce

Mistede lillefinger

Under arbejdet på JF-Fabriken kunne han prise sig lykkelig over, at han er højrehåndet - i hvert fald, når det gælder keglesport. Mens venstre hånd var inde i en såkaldt standsemaskine, gik den med et tryk på 180 ton ned over hånden, hvor lillefingeren blev knust og måtte amputeres.

Havde det været højre hånd, havde han aldrig fået de store oplevelser i keglesporten.

- Man skal have alle fem fingre for at kunne holde ordentlig på en keglekugle, påpeger Niels Skipper.


Man skal have alle fem fingre for at kunne holde ordentlig på en keglekugle.

Keglespiller Niels Skipper, der har mistet lillefingeren på venstre hånd


Den gamle arbejdsplads - tidligere Post- og Telegrafvæsenet - har haft stor glæde af Niels Skippers evner som keglespiller. De fleste af pokalerne skyldes Niels Skippers indsats på keglebanerne. Og der er mange flere pokaler i andre pokalskabe. Foto: Kim Holm
Keglesporten er nu et overstået kapitel for Niels Skipper. Foto: Kim Holm
Niels Skipper har været formand for Sønderborg Keglecenter i fire år. Nu har han afleveret nøglerne. Foto: Kim Holm
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Sønderborg

Næsthøjeste antal nye smittede: Varde er eneste kommune i landsdelen med hverken bekymrende ellers kritiske coronatal

Annonce