Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Byggeriet af eksklusive lejligheder sættes i gang

Kongebrohuset bliver nabo til Steigenberger Alsik Hotel og Spa. Foto: Visualisering
Ved havnefronten i Sønderborg tages i dag første spadestik til Kongebrohuset, som kommer til at indeholde 28 eksklusive ejerlejligheder.
Annonce

Sønderborg: Lejlighederne bygges af Bitten & Mads Clausens Fond sammen med A. Enggaard A/S, og vil være boliger med høj kvalitet på en helt unik placering.

Med placeringen i Byens Havn kommer lejlighederne nærmest til at ligge "i vandkanten", og får dermed frit og flot udsyn til Alssund.

- Dette projekt har været undervejs et stykke tid. Vi rammede pæle allerede, inden Alsik åbnede i maj 2019 for at genere spa- og hotelgæster mindst muligt. Det forløbne år har vi brugt tiden på at beslutte kvalitet og indretning, som i dette byggeri skal være ud over det sædvanlige. Forhåndsinteressen for lejlighederne er utrolig stor, og med 28 lejligheder indenfor varierende størrelser vil de tiltale en bred målgruppe, siger Per Have, direktør i Bitten & Mads Clausens Fond.

Alle lejligheder har rummelige altaner vendt mod Alssund, og lejlighederne på de øverste etager har også private tagterrasser med væksthuse, udekøkken og "hot tub".

Navnet Kongebrohuset kommer af, at huset ligger lige ud for den gamle Kongebro, der efter genforeningen i 1920 blev brugt som anløbsbro for Kongeskibet.

Annonce

Færdigt i 2022

Salgsprisen er tidligere meldt ud til at blive mellem 2,5 og 6 millioner kroner per lejlighed. Størrelsen vil variere mellem 85 og 200 kvadratmeter.

Byggeriet har en tidsplan på halvandet år, og går alt vel vil indflytning kunne ske i de første måneder af 2022. Allerede forud for første spadestik, er der stor interesse for lejlighederne.

Bag byggeriet står også A. Enggaard A/S, som blandt andet har været totalentreprenør på Alsik og også håndterer udvidelsen af Videnshuset.

Kongebrohuset opføres i et selskab stiftet ligeligt mellem Bitten & Mads Clausens Fond og A. Enggaard A/S, kaldet BMCAE A/S.

- Det er utroligt spændende, at være del af udviklingen i Sønderborg. Som entreprenør er jeg stolt af, at have bygget så forskellige bygninger som Borgen, Alsik, Videnshuset og nu også snart Kongebrohuset. De er alle unikke, og eksempler på den bredde vi i virksomheden kan varetage når det kommer til byggeri, siger Asger Enggaard.

Enggaard og fonden investerer omkring 100 millioner i projektet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce