Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Coronasmitten tager endnu et dyk i hele landsdelen: Også antallet af indlagte daler

For 11. dag i træk er positivprocenten under én. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
I otte ud af ti kommuner i landsdelen er antallet coronasmittede borgere faldet det seneste døgn. I de næste uger vil meget få syddanskere påbegynde vaccinationen, fordi de fleste vacciner er reserveret til de borgere, som skal modtage andet stik.

Covid-19: Coronasmitten fortsætter med at gå den rigtige vej i stort set hele landsdelen. I løbet af det seneste døgn er antallet af smittede faldet i otte ud af ti kommuner.

For eksempel på Fanø har der nu ikke været en eneste smittet de seneste syv dage, og også i Billund Kommune er man snublende nær myndighedernes kritiske grænse på 30 smittede per 100.000 borgere. De seneste syv dage har der været otte smittetilfælde i kommunen, og det betyder, at smittetrykket lige nu er på 30,1 i Billund.

Smittetal onsdag den 27. januar

Tallene viser, hvor mange der er blevet konstateret smittet med coronavirus de seneste syv dage. (I parentes er tallene for, hvor mange der tirsdag den 26. januar var konstateret smittet de seneste syv dage)

Varde: 53 (58) - det svarer til 106,1 smittede per 100.000 indbyggere

Esbjerg: 107 (117) - det svarer til 92,7 smittede per 100.000 indbyggere

Fanø: 0 (1) - det svarer til 0 smittede per 100.000 indbyggere

Billund: 8 (9) - det svarer til 30,1 smittede per 100.000 indbyggere

Vejen: 21 (19) - det svarer til 49,2 smittede per 100.000 indbyggere

Kolding: 74 (92) - det svarer til 79,6 smittede per 100.000 indbyggere

Haderslev: 36 (31) - det svarer til 64,7 smittede per 100.000 indbyggere

Tønder: 16 (19) - det svarer til 42,9 smittede per 100.000 indbyggere

Aabenraa: 41 (46) - det svarer til 69,9 smittede per 100.000 indbyggere

Sønderborg: 69 (71) - det svarer til 93,1 smittede per 100.000 indbyggere

Kilde: Statens Serum Institut

Selvom antallet af smittede fra tirsdag til onsdag ud over disse to kommuner også faldt i Varde, Esbjerg, Kolding, Tønder, Aabenraa og Sønderborg, så er ingen af dem helt så tæt på 30-grænsen.

I to kommuner er udviklingen til gengæld gået den forkerte vej i det seneste døgn. Det gælder Vejen og Haderslev.

Annonce

Færrest indlagte længe

På landsplan var der i løbet af det seneste døgn 592 konstaterede smittetilfælde ud af 112.894 prøver. Det giver en positivprocent på 0,52, og det er 11. dag i træk, at under én procent af prøverne er positive.

Tallene fra Statens Serum Institut inkluderer ikke de positive prøver fra lyntests. Her var der i alt 121 positive prøver tirsdag.

20 personer smittet med covid-19 døde det seneste døgn, og der var 43 nye indlæggelser. Det samlede antal indlagte faldt dog med 18, så der nu er 666 coronapatienter på de danske sygehuse. Af disse er 112 på en intensivafdeling, mens 86 er i respirator.

Ikke siden den 20. december har der været færre indlagte coronapatienter.

Annonce

Doser reserveres

Der er for tiden meget få borgere, som påbegynder vaccinationen mod corona. Det skyldes, at Pfizer/BioNTech for tiden leverer færre doser, end det først var planlagt. Tirsdag var der således blot 208 danskere, som fik første stik mod covid-19. Til gengæld modtog 1556 borgere andet stik, og det bringer det samlede antal færdigvaccinerede danskere op på 32.522. Det svarer til 0,56 procent af befolkningen.

Samme billede forventer Region Syddanmark i de kommende uger. Foreløbig har cirka 40.000 borgere i regionen modtaget første stik mod corona, hvilket svarer til 3,23 procent af alle syddanskere, og i næste uge bliver det nødvendigt at reservere doserne til, at disse borgere kan færdigvaccineres, fordi Danmark for tiden altså modtager færre vaccinedoser.

- Fordi vi har været så effektive i de første uger med at vaccinere et stort antal syddanskere, bliver vi formentligt nødt til at reservere en stor del af de kommende tre ugers leverancer til at færdigvaccinere de 40.000, der allerede har fået første dosis. Der må jo kun gå et vist antal uger inden andet stik, hvis vaccinen skal være effektiv, siger koncerndirektør Kurt Espersen i en pressemeddelelse.

Af den grund vil en mindre del af vaccinerne i de kommende uger blive brugt på at give borgere første vaccine-stik.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce