Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Cyklister på Chr. X's Bro skal sikres bedre

Sønderborgs mest kendte og centrale trafiknerve Chr. X's Bro er fra 1930 og levner ikke så meget plads til cyklister. Arkivfoto: Jacob Schultz
Farvelagte cykelstier eller måske ligefrem en særskilt cykelbro skal øge trafiksikkerheden for de bløde trafikanter på den smalle og trafikerede Chr. X's Bro.
Annonce

Sønderborg: Cyklister, der passerer Chr. X's Bro, skal holde tungen lige i munden, når trafikken er intens. For cykelstien er smal og blandt de omkring 10.000 køretøjer, der dagligt kører over broen, er der i perioder også brede landbrugsmaskiner, som ikke længere må bruge Alssundbroen.

Derfor har teknik- og miljøudvalget nu haft sagen på dagsordenen. Det sker i forlængelse af, at alle partier i budgetaftalen allerede sidste år var enige om at skabe en større trafiksikkerhed for cyklister.

- Jeg cykler selv jævnligt over broen og oplever, hvor tæt bilerne er på en. Det er ikke altid trygt, siger udvalgsformand Aase Nyegaard (Fælleslisten) om sagen, som forvaltningen nu er kommet med løsningsforslag til.

Annonce

Farver og måske en bro

Den billigste og nemmeste løsning er at give cykelområderne en farvet belægning, som man kender det fra trafikkryds. På den måde gøres de mere synlige for bilister. Som alternativ til det nævnes en særskilt cykelbro, som i givet fald også skal kunne åbnes af hensyn til skibstrafikken.

- Det er nok ikke en realistisk løsning lige her og nu, men man skal som bekendt aldrig sige aldrig, siger Aase Nyegaard.

Ideen om en kombineret cykel- og gangbro var da også fremme, da stjernearkitekten Frank Gehry præsenterede sin masterplan for havneområdet i efteråret 2008. Siden har havnen, som bekendt, udviklet sig en del.

- I forbindelse med projekt DK 2050, der stammer tilbage fra min borgmestertid, er der også lignende ideer, tilføjer Aase Nyegaard.

Projekt DK2050 er sat i søen for at debattere udviklingen i samfundet og den grønne omstilling frem mod 2050. Det er et nationalt projekt, hvor Sønderborg deltager som en af ti kommuner. Projektet tegner fire mulige scenarier for, hvordan Danmark ser ud i 2050. DK2050 udvikles og drives af Dansk Arkitektur Center i et partnerskab med Realdania og Kulturministeriet, Miljøministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet og Klima-, Energi- og Bygningsministeriet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce