Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Den runde dames runde dag nærmer sig

Allan Breckling og Alspigen fylder 70 år med få måneders mellemrum. Foto: Jens Eilertsen
Alspigen fylder 70 i august. Få måneder senere rammer Mr. Bogcafe Allan Breckling samme alder. Han fortæller os, at Alspigen altid har haft stor betydning i hans liv - og at han i dag kan både tale med hende og spørge hende om råd.

Sønderborg: Ugeavisen har sat to næsten 70-årige stævne på Rådhustorvet. Den ene er Mr. Bogcafé Allan Breckling og den anden er Alspigen. Hun fylder rundt i august og han i december. De to kender hinanden rigtigt godt - de mødtes første gang, da Allan var barn og pjaskede i hendes bassin.

- Als-pigen betyder meget for mig i dag. Det er skønt at se børn lege i bassinet - sådan som jeg selv har gjort. Jeg har jo siddet her og spist is med mor og mormor og synes, at jeg altid har været i nærheden af Als-pigen.

- Så dette er det vigtigste sted i Sønderborg for dig?

Annonce

- Nej, da. Det er mit køkken.

Af kød og blod

Alspigen er skabt i granit og bronze, og når vi lige ser bort fra et kort ophold i Leif Jensens bronzestøberi i Bagsværd  i 2008, hvor hun blev shinet op, har hun bare stået på sin plads alle årene og set den ene borgmester efter den anden gå hen over Rådhustorvet. Erik Lauritzen er hendes 10. borgmester.

Studenterne er af og til i det spøgefulde hjørne i forbindelse med årets dans. Foto: Timo Battefeld

Allan Breckling er hverken af bronze eller granit - han er af kød og blod. Og tiden har ikke været helt så nådig ved ham som ved Alspigen. Den snart 70-årige kulturpersonlighed har stribevis af fysiske udfordringer, men han er stadig en lun mand med let til smilet.

Som nu for eksempel, når vi taler om Alspigen og han med et glimt i øjet hævder, at han både taler med hende og spørger hende til råds.

Annonce

Spørger om alt

- Vi har et nært forhold, og jeg kan spørge hende om alt.


Vi har et nært forhold, og jeg kan spørge hende om alt.

Allan Breckling


- Hvad spurgte du hende senest om?

- Om jeg skulle invitere Flemming Jensen til Breckling's Bogcafé.

- Og hvad svarede hun?

- Hun svarede ikke, men jeg ved, at kigger jeg længe nok, så blinker hun, hvis det er et ja.

- Hvad spørger du hende ellers om?

- Om jeg skal gå hjem eller gå på café og drikke mig i hegnet.

- Er hun utilfreds med, at studenterne plasker i hendes bassin?

- Nej, det har hun ikke noget imod.

- Men jeg behøver altså ikke tale med hende om noget eller spørge. Jeg kan også bare sidde her i timevis og tænke, siger Allan Breckling.

Annonce

Sagde nej tak

Det er godt 100 år siden, Carlsberg Glyptoteket ville skænke en skulptur til Sønderborg, men Allan Breckling fortæller, at byens råd bestod af afholdsfolk og at de ikke ville have kunst finansieret af druk.

Alspigen har intet imod studenternes dans - det har vi en god vens ord for. Foto: Ludvig Dittmann

Som årene gik blev holdningen mere liberal, og i 1951 sagde Sønderborg ja til skulpturen, der blev skænket af Ny Carlsberg Fondet. Borgmesteren hed Anders Andersen, og han blev ifølge Allan Breckling kaldt Anders And.

Annonce

Mange historier

Allan Breckling har som ung mand fået mange historier om Alspigen - blandt andet, når han sad på daværende Colosseum og talte med Fritz Carstensen - Æ' Havbogasse - og andre vidende sønderborgere.

Derfor er han også den rigtige at tale med om øens varemærke.

Alspigen hedder egentlig Pomona, og hun er skabt af kunstneren Adam Fischer, der gik i gang med værket i 1948.

- Hun er faktisk tvilling. Hendes mindre søster står i den svenske by Lund, siger Allan Breckling, der også ved, at sønderborgerne i første omgang ikke var vildt begejstrede for Alspigen. Hun levede med sine runde former ikke op til datidens kvindeideal.

Forklaringen på, at det er en frodig kvinde, der er opstillet foran rådhuset, er, at hun er et frugtbarhedssymbol - og de er sjældent åleslanke. Kurven med æbler i hænderne symboliserer den grønne og frugtbare ø, mens fiskene ved hendes fødder symboliserer livet i havet omkring Als.

I dag er danskerne noget større end for 70 år siden - måske er det derfor, der sjældent er ytringer om Alspigens former.

Adam Fischer

Adam Fischer blev født i 1888 og døde i 1968. Han blev uddannet som maler på Kunstakadamiet og var selvlærd skulptør

Fra 1913 til 1933 boede han i Paris, hvor han fortrinsvis arbejdede med statuetter og portræthoveder.

Fischer var gift med maleren Ellen Fischer og modtog i 1936 Eckerbergs Medalje og Thorvaldsens Medalje i 1950.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce