Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Der mangler ikke børn i Bjarnes liv

Bjarne Strüssmann har intet imod at hjælpe med det huslige. Foto: Jens Eilertsen
Bjarne Strüssmann bor i Augustenborg - og det gør hans fem børnebørn også. Hustruen er dagplejemoder for fire børn - så der kommer ikke til at mangle børn i hverdagen, når den snart 65-årige værkfører efter mere end 40 år forlader Korff  Bilcenter.
Annonce

Augustenborg: Bjarne Strüssmann er meget afslappet den dag, ugeavisen besøger ham i den dejlige have i Augustenborg. Han har ferie, læner sig tilbage, skænker kaffe og fortæller om, hvor glad han er for at bo i hertugbyen med hele sin familie - faderen, de to børn og de fem børnebørn har også adresse i Augustenborg. I Augustenborg har han to huse, han bor med hustruen i det ene og det andet er lejet ud til datteren og hendes mand.

Den store familie kommer snart til at se meget mere til Bjarne Strüssmann, som lørdag 1. august fylder 65 år. Samtidig siger han nemlig farvel til jobbet som værkfører i Korff Bilcenter, som har været hans arbejdsplads siden 1. februar 1975. Det er altså næsten 45 år siden, han blev ansat i det, der dengang hed Hald's Autohandel, men sandheden er, at han har arbejdet for indehaveren Anton Hald endnu længere tid.

Bjarne Strüssmann er nemlig udlært hos Henry Petersen, Guderup Auto. Her arbejdede han fra 1971 til 1975, og allerede på det tidspunkt udførte han arbejde for Hald's Autohandel, der ikke selv havde et værksted. I 1975 fik Hald's Autohandel som en af de første forhandlingen af Mazda, og da det krævede etableringen af et værksted, fik Bjarne Strüssmann et jobtilbud, som han straks sagde ja til.

Annonce

Stædig nordjyde

Bjarne Strüssmann havde et fint forhold til Anton Hald, som han dog også betegner som en stædig nordjyde.

- Når han blev sur, så kunne han godt bære nag, siger Bjarne Strüssmann, der aldrig seriøst har overvejet at forlade firmaet. Der var dog en episode i 1983, hvor firmaets tre svende syntes, at de fik for lidt i løn, og de truede med at sige op for at arbejde på Danfoss, hvor lønnen var højere. Anton Hald gav efter og det endte med, at de tre fik mere, end de kunne tjene i den store virksomhed på Nordals.



Jeg skal til at cykle mere. Det er tre år siden, jeg kørte på min cykel, så nu skal kæden smøres, og så må vi se, om den kan køre

Bjarne Strüssmann


Hans næste chef var Leif Korff, der købte virksomheden af Anton Hald og døbte den om til Korff Bilcenter.

- Leif kunne også godt blive vred, men han bar ikke som Anton nag. Det var ovre med det samme igen, siger Bjarne Strüssmann, der blev medejer af firmaet sammen med kollegerne René Wacker og Lars Hansen i 2011. Han har siden solgt sin ejerandel til de to og har været ansat de seneste år.

Annonce

Alle bor i Augustenborg

Tilværelsen som efterlønner skræmmer ikke den snart 65-årige værkfører.

- Jeg skal til at cykle mere. Det er tre år siden, jeg kørte på min cykel, så nu skal kæden smøres, og så må vi se, om den kan køre, siger Bjarne Strüssmann, der også er formand for byens kegleklub.

Han understreger dog, at prioritet et er samværet med børnebørnene på 6,7,10, 12 og 14 år.

- Mine børn er selvfølgelig glade for, at de altid har børnepasning inden for rækkevidde, men vi nyder altså tiden med børnebørnene - og ved jo, at det er en tid, som aldrig kommer tilbage.

- Du har fem børnebørn og din hustru er dagplejemoder med fire børn - der kommer ikke til at mangle børn i dit liv.

- Nej, det kan du sige. Det er dejligt.

- Nu bliver du vel sat til at klare alt det huslige.

-Vi har altid hjulpet hinanden med det huslige - det har jeg slet ikke noget imod.

Annonce

Begyndte med VW

- Din første bil?

- Det var en VW 1600, som jeg købte for 3000 kroner hos Anton - og så svejsede op.

- Din bedste bil?

- Det var nok en Mazda 323F fra 2000. Den var jeg glad for, men den rustede også hurtigt. Mazda har altid betydet noget for mig, og jeg fældede nok en tåre, da de i 2001 tog skiltet ned.

Bjarne Strüssmann siger, at kollegerne i Korff Bilcenter er som hans anden familie og at han kommer til at savne dem. De fleste af dem har arbejdet rigtigt mange år i firmaet - blandt andet har han arbejdet sammen med pladesmed Claus Smidemann i mere end 40 år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce