Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Det værste ved at blive gammel er, at så mange kære falder fra

Kathrine Johannsen blev 98 år. Foto: Privatfoto
Nu er Kathrine Johannsen selv faldet fra. Birthe Elmegaard Bladt, Lysabild, skriver  mindeord.
Annonce

Da Kathrine Johannsen – kendt som ”Lasse” – d. 19. juli sov stille ind, sluttede ikke alene hendes 98-årige liv. Det er også slut med lige at ringe og spørge Lasse, hvis man gerne vil vide noget om personer, familier og begivenheder i Lysabild sogn, hvor Lasse boede hele livet med undtagelse af de seneste år.

Lasse havde en helt enestående god hukommelse. Hun havde evnen til at fortælle levende både om begivenheder og om mennesker, hun mødte gennem sit lange liv, og som hun var dybt taknemmelig over at kunne tænke tilbage på.

’Sorrig og glæde de vandre til hobe’, skriver Kingo. Lasse har gennem sit lange liv også haft sin del af sorger, men det var livets lyse og glædelige tildragelser, hun ønskede at rette tankerne imod. Sorg skal ikke glemmes, men livet skal gå videre, og Lasse brugte et – også for mig betydningsfuldt – udtryk ”Vi må jo laj æ fornuft rååj”.

Det var for hende – som for mange andre gamle mennesker – et stort savn her under coronakrisen ikke at måtte få besøg. Til gengæld var hun glad og taknemmelig for hver gang nogen ringede til hende eller hun ringede os op. ”Hva skul æn dog ha gøej uden æ telefon?”. Telefonen havde hun hele tiden ved sig. Telefonen – og så hendes strikketøj. Så sent som i maj måned forærede hun mig 4 af hendes fint strikkede gæstehåndklæder – og en måned senere et par hjemmestrikkede sokker.

Annonce

Glad for blomster

At Lasse var meget glad for blomster kunne vi opleve, hvis vi havde en buket med til hende – helst fra haven. Det mindede hende om dengang hun boede i Gammelhave og havde en usædvanlig smuk og frodig have, hvor hun glad og gerne delte ud af blomsterbuketter eller stauderodklumper.

Hver gang vi var sammen med Lasse, oplevede vi, at hendes fortælleglæde var stor og emnerne var mange: fra barndommens trange kår i Nypøl og skolegangen i Lysabildskov. Om da hun som 13-årig fik tuberkulose og var på et længerevarende ophold på Sanatoriet ved Kolding Fjord og måtte fejre juleaften dér. Og frem til voksenlivets fortællinger om hendes engagement i lokalsamfundet og om hendes børn, børnebørn og oldebørn.

Lasse var dybt præget af og engageret i sin opvækst og sit liv som dansksindet sønderjyde – født blot to år efter Genforeningen. Og med 1. Verdenskrig og dens skæbnefortællinger som en del af både hendes og alle andre sønderjyske familier.

På den baggrund blev Lasse gennem årene stadigt mere optaget af fortælling og formidling af både Sønderjyllands historie gennem sit engagement i DSK (Danske Sønderjyske Krigsdeltagere i 1. Verdenskrig), den årlige højtidelighed i Mindelunden i Aarhus på Våbenstilstandsdagen d. 11.11. og de mange år, hvor hun var turguide på DSK’s mindeture til Vestfronten i Belgien og Frankrig.

Verdenshistorie, lokalhistorie og vores personlige historier griber ind i hinanden – og Lasses kendskab til og interesse for mennesker og begivenheder betød, at hun gjorde en uvurderlig indsats i det lokale foreningsliv. I de yngre år i LSG (Lysabild Skytte- og Gymnastikforening), hvor hun blev foreningens første æresmedlem ved 50-års jubilæet i 1972.

Annonce

Formidabel fortæller

Og senere i Lysabild Sognehistoriske Forening, hvor Lasse var med lige fra foreningens start i 1978 og op til for få år siden, hvor hun på byvandring var med til at fortælle om folk og steder ned ad Lysabildgade. I årenes løb har hun fortalt og skrevet et utal af fortællinger, der findes både i Lokalarkivet og i mange bogudgivelser. Ligeledes var hun en habil fotograf, og har bl.a. fotograferet samtlige ejendomme i Lysabild sogn.

Lasse var ikke blot en formidabel mundtlig fortæller. Hun mestrede også den skriftlige formidling. Det er kommet os i det lokale til gode – og det blev inspiration til bogen Knacker, der senere betød, at hun blev inviteret til premieregallafest på filmen Krig og kærlighed. Og selvom filmen er milevidt fra Lasses beskrivelse af soldaten Jens Heise og hans familie, var det en flot og festlig begivenhed, hun ofte snakkede om.

Lasse sagde ofte: ”Det værste ved at blive gammel er, at så mange kære er faldet fra. Vist mindes man, men det er dagligdagen med dem, man har tilbage, familie og nære venner, der tæller!”

Æret være Lasses minde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce