Sønderborg: Tirsdag, onsdag, torsdag og fredag i skolernes vinterferie vil der igen være travlhed på Region Syddanmarks covid-19-vaccinationscenter i Sønderborg, der drives af Sygehus Sønderjylland.
Vaccinationscentret på Ellegårdvej i Sønderborg har fået doser nok til at vaccinere 100 personer om dagen.
- Enkelte doser vil gå til at vaccinere folk, som skal have deres andet stik. Men de fleste doser går til førstegangsvaccinationer, fortæller Jesper Møller-Iversen, afdelingschef for økonomi, planlægning og kommunikation på Sygehus Sønderjylland.
Siden 15. januar er der givet alt 412 vaccinationer på Ellegårdvej, svarende til 13-14 personer i gennemsnit om dagen. Men i løbet af indeværende uge når de ansatte at vaccinere lige så mange, som de har prikket på en hel måned.
Tider også i uge 8
Centret oplevede kø på selve åbningsdagen, men ellers har der været dage, hvor ingen eller kun ganske få blev vaccineret. Sygehus Sønderjylland valgte i stedet at bruge sine tildelte vaccinedoser på massevaccination i Dybbøl-Hallen af hjemmeboende og plejekrævende ældre i samarbejde med Sønderborg Kommune.
- Men nu har vi doser nok til, at ældre, som selv kan arrangere transport til og fra vaccinationscentret, kan få en tid. Og onsdag lægger vi flere tider ud, gældende for næste uge. Det bliver cirka 100 tider om dagen, oplyser Jesper Møller-Iversen.
Hjælper med at booke
Stor set alle plejehjemsbeboere og de fleste ansatte på plejehjemmene i Sønderborg Kommune har nu fået deres andet stik. Det samme gælder også mange hjemmeboende ældre, som får hjælp til personlige pleje. Så nu er turen så kommet til de øvrige ældre.
- Siden vi fik at vide, at der åbnes for nye tider i Sønderborg, har vi ligget vandret for at hjælpe dem med at booke tider. Lykkedes det ikke at få en tid i denne uge, hjælper vi også sidst på ugen, når de nye tider i uge 8 er tilgængelige, lover Marianne Krarup, chef for Sønderborg Kommunes hjemmepleje og sygepleje.
Hvornår er det din tur?
Kun borgere, der har fået brev om, at det er deres tur, kan booke tid. Man kan IKKE møde op i vaccinationscentret uden reservation.
I Sønderborg Kommune er man nu nået til gruppe 3 og 4:
- Plejehjemsbeboere.
- Personer over 65 år, der modtager både personlig pleje og praktisk hjælp.
- 85-årige eller ældre.
- Personale i sundheds-, ældre- og socialsektoren med særlig risiko for smitte eller som varetager en kritisk funktion.
- Udvalgte personer med sygdomme, som medfører særligt øget risiko for alvorligt forløb ved covid-19 samt udvalgte pårørende.
- Udvalgte pårørende til personer med særligt øget risiko eller pårørende, som er en uundværlig omsorgs- eller plejeperson.
- 80-84 årige.
- 75-79 årige.
- 65-74 årige.
- Personer under 65 år med sygdomme, som medfører øget risiko for alvorligt forløb ved covid-19.
- Ansatte, der varetager øvrige samfundskritiske funktioner.
- Øvrig befolkning fordelt efter alder.
Jesper Møller-Iversen, Sygehus SønderjyllandMen nu har vi doser nok til, at ældre, som selv kan arrangere transport til og fra vaccinationscentret, kan få en tid. Og onsdag lægger vi flere tider ud, gældende for næste uge. Det bliver cirka 100 tider om dagen.