Annonce
Ugeavisen Sønderborg

En gang var Majbrit sådan en der bare rykkede

Majbrit Ravnholt Cramer har solbriller på, fordi sollys kan sætte et migræneanfald i gang. Foto: Jens Eilertsen
Da Majbrit Ravnholt Cramer var ung, var hun fuld af mod og lyst til at udforske verden. Hun var et år i USA og rejste fra Skelde til Aalborg for at uddanne sig. I dag er den 45-årige kvinde uden for arbejdsmarkedet på grund af migræne og parfumeallergi. Men en god ting er der dog kommet sygdommen: Hendes forfatterskab
Annonce

Broager: Det er vel de færreste kvinder, som ser frem til overgangsalderen, men for Majbrit Ravnholt Cramer må den gerne komme - forudsat, at den fjerner hendes migræne. Den 45-årige kvinde fra Broager er så hårdt ramt af migræne, at hun ikke kan passe sit arbejde som folkeskolelærer. Da ugeavisen besøger hende i det smukke hjem, gemmer hun sig bare store solbriller. Der skal nemlig kun små ting til at udløse anfald - små ting som solskin.


Jeg har hørt, at nogle kvinder kommer af med deres migræne, når de kommer i overgangsalderen. Hvis bare jeg dog kunne være så heldig.

Majbrit Ravnholt Cramer


- Jeg har hørt, at nogle kvinder kommer af med deres  migræne, når de kommer i overgangsalderen. Hvis bare jeg dog kunne være så heldig, siger Majbrit Ravnholt Cramer, der samtidig erkender, at en god ting er der kommet ud af migrænen: Hendes forfatterskab.

Annonce

Til USA

Majbrit Ravnholt Cramer er født i Skelde, og hun tog i 1991 et år til USA. Da hun vendte tilbage til Skelde, var noget forandret.

- Man tror, man kommer tilbage til det, man forlod, men sådan var det ikke for mig. Nogle venner var flyttet og andre havde fået nye vennegrupper. Jeg følte mig uden for, og derfor flyttede jeg til Aalborg. Dengang var jeg sådan en, som bare rykkede, når jeg ville noget.

I Aalborg gik den unge sønderjyde på gymnasiet og senere et halvt år på universitetet. Så mødte hun en mand, hun som 13-årig havde været forelsket i. Dengang havde han - som var 18 år - slet ikke øje for den lille pige med de store følelser, men nu var hun voksen, og de to forelskede sig og flyttede tilbage til Sønderjylland, hvor Majbrit Ravnholt Cramer tog læreruddannelsen i Haderslev.

Efter uddannelsen arbejdede hun på Nydamskolen, men hun måtte sygemelde sig på grund af migræne.

Annonce

Eksploderede

- Migrænen begyndte, da jeg var barn, men den eksploderede, da jeg skulle have det andet af vores to børn. Jeg fik hormonbehandlinger og blev pivsyg. Et halvt år var jeg næsten ikke ude af sengen, og i et år var jeg i behandling på Dansk Hovedpinecenter. De tilbød medicinsk behandling og gav mig værktøjer til at arbejde hen imod en accept af min sygdom, men jeg havde også den opfattelse, at sygdommen ville gå i sig selv igen, hvis bare jeg fik ro.

Men migrænen gik ikke væk - tværtimod. Den sendte den unge kvinde ud af arbejdsmarkedet, og i dag bruger hun meget af sin tid på at styre uden om migræneanfald.

- Hvordan mærker du, at et anfald er på vej?

- Nogle gange får jeg synsforstyrrelser, og så går der ikke ret meget mere end 20 minutter. Så kommer hovedpinen bragende.

Annonce

Bliver træt og mister mod

I de værste perioder har Majbrit Ravnholt Cramer tre ugers anfald på en måned. Hun siger selv, at tre dages anfald er til at leve med, men når det anfald tager en uge eller 14 dage, så bliver hun meget træt og mister modet - og tænker af og til, at det ikke er migræne men en hjerneskade. Midt i al elendigheden er hun i stand til at sige: Der kommer gode dage igen.

- Det sker, at der går tre uger uden anfald, men så går jeg og tænker, at jeg snart bliver syg igen, siger Majbrit Ravnholt Cramer, der også er fysisk begrænset af sin sygdom. Hvis hun får pulsen op, kan det udløse et anfald. Derfor nøjes hun med at gå lange ture i den smukke natur ved hjemmet.

Annonce

Parfumeallergi

Migrænen er ikke Majbrit Ravnholt Cramers eneste fysiske udfordring. Hun har også en af de små 200.000 danskere, som har udviklet parfumeallergi, og hun kan slet ikke forstå, hvorfor der skal puttes parfume i alt. Blandt andet i håndsprit.

- Hvad skal det der? Stadig flere udvikler allergi mod parfume, og alligevel puttes der parfume i mange ting. Helt uden grund. Min familie og mine nærmeste er flinke til at tage hensyn, og når vi skal være sammen, kommer de uden parfume. Da min nærmeste veninde holdt fest, bad hun i invitationen gæsterne om at komme uden parfume. Men jeg er alligevel helt holdt op med at gå til fester, siger Majbrit Ravnholt Cramer.

- Hvordan reagerer du på parfume?

- Jeg hæver op og bliver svimmel - og kan ligge flere dage i sengen med feber som når du har influenza.

- Er der noget, du kan gøre for at få det bedre?

- Ja, jeg kan skrive. Jeg har øvet mig at at bevæge mig fra den fysiske smerte til et fiktivt univers. Jeg elsker at skrive, det holder mig oppe, og jeg er helt bevidst om, at jeg aldrig kunne skrive, sådan som jeg gør i dag, uden min migræne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Sønderborg

Dødsfald

Ugeavisen Sønderborg

Næsthøjeste antal nye smittede: Varde er eneste kommune i landsdelen med hverken bekymrende ellers kritiske coronatal

Annonce