Annonce
Ugeavisen Sønderborg

De Kreative bliver helårsbutik - et tomt lokale mindre i Øvre Perlegade

Silvia Steger er glad for at være tilbage i Øvre Perlegade. Så glad, at De Kreative bliver helårsbutik. Foto: Jens Eilertsen
Silvia Steger og vennerne i butikken på hjørnet af Perlegade og Rønhaveplads strikker nyt koncept sammen i januar.
Annonce

Sønderborg: Butikken De Kreative er de seneste otte år poppet op i Sønderborg omkring jul og nytår, og den er så igen lukket ned lige før årsskiftet. Sådan kommer det også til at gå i år, men De Kreative åbner så igen i januar og bliver en permanent butik. Den har til huse på hjørnet af Rønhaveplads og Perlegade i de lokaler, som tidligere husede Uno.

Bag De Kreative står Silvia Steger. Det var hende, som efter en årrække på Rønhaveplads, fik den ide at åbne en julebutik for at sælge snaps og andre hjemmelavede lækkerier. Men det var ikke nok til at fylde en hel butik, og derfor fik hun kunstnere og andre med ind i De Kreative. I aftalen indgik, at dem, der var med, skulle give en hånd med. Sådan er det sådan set stadig, men der er også kommissionsvarer i De Kreative.

Nu har Silvia Steger besluttet, at De Kreative skal være helårsbutik i Sønderborg. Hun har møde med de kunstnere og andre, som er med i butikken, 6. januar for at udarbejde det fremtidige koncept. Det er så meningen, at første del af januar skal bruges på at shine lokalet op, før det åbnes. I øjeblikket er i alt 16 med - fem har varer og kunst i kommission.

Jeg fik et stort knus af helle fra Change og Lars fra Jutta Sko hjalp mig med lyset. Sådan en hjælpsomhed finder man ikke mange steder.

Silvia Steger

Annonce

Det ved jeg ikke

Det er ikke aftalt, hvem der skal stå for butikken, men 71-årige Silvia Steger siger, at det nok bliver hende. Men hun vil lige afvente mødet i januar.

- Det vil jeg gerne, jeg er så glad for at være her i Øvre Perlegade. Det er som at komme hjem, for vi begyndte jo med De Kreative der, hvor Huset Torré ligger (lige over for de nuværende lokaler, red.). Den modtagelse, vi fik i år, var bare fantastisk. Jeg fik et stort knus af helle fra Change og Lars fra Jutta Sko hjalp mig med lyset. Sådan en hjælpsomhed finder man ikke mange steder. Det er et dejligt sted at have butik, siger Silvia Steger.

De Kreative åbnede i år i Jernbanegade i de lokaler, som tidligere husede Click, men da der slet ikke var kunder i butikken, blev blikket rettet mod Øvre Perlegade.

- Der kom ingen mennesker i butikken. Det gør der nu, siger Silvia Steger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce