Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Får du så pengene tilbage?

Nancy Gerber. Foto: Arkiv
Klummeskribent Nancy Gerber føler sig dum, fordi hun glemte empati og medfølelse, da datteren meddelte, at studieturen var aflyst.
Annonce

Sønderborg: I december fortalte min yngste mig, at studieturen i 3. g er corona-aflyst. Mit første spørgsmål var: Får du så pengene tilbage?

Hvor dum har jeg lige lov at være. Det første jeg udviste var ikke empati, men en praktisk dum ting, jeg bekymrede mig om. Hun svarede slet ikke, i stedet trillede tårerne på kinderne. Det her var bare prikken over i´et for hende.

Uf, hvor følte jeg mig dum.

En stund, eller faktisk flere stunder, i hele det her Corona møgår har jeg haft fokus på, hvad der sker i verden med smittetal, økonomien, arbejdsløsheden og vaccinen.

Jovist snakker jeg da også dagligt med min hende om, hvad der sker i hendes liv og følger med, for vi er jo, mere eller mindre, alle hjemme.

Men ved jeg helt oprigtigt, hvad hun personligt og udviklingsmæssigt gik glip af, i sidste halvdel af 2. g og nu her, stort set hele 3. g? Kan jeg selv huske, hvor betydningsfulde de år var?

Annonce

Venner vigtigst

Når jeg tvinger mig til at sidde her og reflektere og huske, så husker jeg da, at de vigtigste mennesker i mit liv var mine veninder og vennerne.

Jeg løsrev mig fra mine forældre. Forældre, som havde fyldt meget til og med folkeskolen, men nu, hvor jeg tog en seriøs selvvalgt uddannelsesvej, så var jeg med ét voksen. Ingen karakterbøger, der skulle fremvises eller kontaktbøger, som skulle underskrives.

I gymnasiet var, eller blev jeg, en lille voksen.

Jeg spejlede mig, jeg sugede til mig, jeg lærte af andre mennesker. Lærerne behandlede mig som voksen og jeg følte klart, at fra nu af, er DU dit eget ansvar. Ved at sammenligne mig med andre jævnaldrende lærte jeg at blive en bedre udgave af mig selv.

Jeg gik ikke glip af noget som helst. Jeg festede, jeg forelskede mig, jeg øvede mig i at kysse, at afkode et andet menneske. Jeg spejlede mine drømme for fremtiden, i andres drømme. Jeg lærte om kropssprog ved at observere.

Jeg lærte om fællesskaber og blev opmærksom på at jeg også er et flokdyr. Jeg havde behov for at høre til, at blive anerkendt, at føle, at jeg gjorde en forskel, næsten ved bare at være til.

At nogen glædede sig til at jeg landede på min plads i klassen, at jeg var savnet, hvis jeg var syg. At være sammen, røre ved hinanden, mærke en stemning og lære at løse konflikter.

At jeg vidste, at havde jeg noget på hjerte, så ville det føles mindre voldsomt, når først jeg havde fået et venindeknus.

Annonce

Jeg var ikke alene

Jeg var ikke alene, overladt til mig selv med en skærm som nærmeste ven og var ikke alene om at skulle finde motivationen til en fjernundervisning.

Jeg havde ikke tankemylder, for tankerne snakkede jeg med vennerne om. Jeg blev trøstet af bedste veninden, når livet ind imellem gjorde ondt. Min fysiske livline var hele tiden indenfor rækkevidde.

Alt det jeg ikke gik glip af, er jeg ked af, at du går glip af. For det har haft en kæmpe betydning for min tilgang til andre mennesker, mit sociale liv og ikke mindst min egen udvikling og syn på fremtiden.

Og jeg må konkludere, at jeg ikke kan sætte mig ind i, hvordan du har det inderst inde.

Jeg prøver at fortælle (med andre ord selvfølgelig, men betydningen er;) - jeg er din ven, jeg lytter gerne, selvom jeg er din mor.

Jeg ser dig som det unge menneske, du er, med de behov, du har – selvom jeg er ”gammel”.

Jeg forstår dig 24/7 - selvom jeg har mit eget liv og en verden, langt væk fra din.

Jeg kan godt selv høre det; det virker sgu ikke helt på den måde, og jeg kan ikke erstatte et ungt fællesskab.


Jeg kan godt selv høre det; det virker sgu ikke helt på den måde, og jeg kan ikke erstatte et ungt fællesskab.

Aancy Gerber


Men hvad så, kan man forklare et ungt menneske, at han/hun nu har tid til at fordybe sig i sine værdier og interesser. At rejsen ud i verden er aflyst, men at det også kan være en rejse i at finde ro i sit eget selskab.

At det at savne er positivt, fordi der så er mennesker i vores liv, der betyder noget.

Eller skal jeg bare ønske at spole tilbage igen til den dag ude i gangen, hvor jeg fik at vide, at nu er studieturen også aflyst, med ordene: Åh nej, hvordan har du det?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce