Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Først i Danmark: Alsie Express går i luften med biobrændstof i tanken

Alsie Express flyver som første danske indenrigsrute på nyt, mere bæredygtigt flybrændstof. Pressefoto
Som den første operatør på en dansk indenrigsrute indleder Alsie Express i Sønderborg nu flyvninger på et brændstof produceret af organisk materiale.

Sønderborg: Som den første indenrigsrute i Danmark indleder flyselskabet Alsie Express nu i samarbejde med Sønderborg Lufthavn og DCC & Shell Aviation flyvninger på biobaseret flybrændstof.

Fra den 6. maj sker flyvningerne på ruten mellem Sønderborg og København på et mere bæredygtigt flybrændstof, der er produceret af organisk materiale som for eksempel restolie fra fødevareindustrien.

- Hidtil har dansk luftfart primært haft mulighed for at gøre noget i forhold til CO2-udledningerne ved at kompensere i form af EU-ETS-afgifter og ved køb af klimakreditter. Med introduktionen af mere bæredygtigt flybrændstof sætter vi nu direkte ind for at reducere udledningerne fra flyvningerne. Dette tiltag er et ganske vist lille, men vigtigt, skridt i retning mod at nedbringe CO2-udledningen fra vores indenrigsflyvninger. Vi flyver allerede med ATR 72 fly, som er et af de mest klimavenlige regionalfly på markedet, siger Dennis Rybasch, administrerende direktør hos Alsie Express.

Annonce

Hver tankfuld vil bestå af fem til syv procent biobrændstof, og det bliver finansieret ved små stigninger i billetprisen.

En mindre reduktion

Alsie Express forventer en reduktion i CO2-aftrykket fra det nye bæredygtige flybrændstof svarende til omkring fire procent af den årlige CO2-udledning fra indenrigsflyvningerne fra Sønderborg til København.

Dennis Rybasch, direktør i Alsie Express og Christian Berg, direktør i Sønderborg Lufthavn. Pressefoto

Danmarkspremieren i Sønderborg Lufthavn er første skridt på vejen mod en fremtid, hvor danske indenrigsflyvninger gradvist sænker klimaaftrykket. Hos Dansk Industri er Branchedirektør Michael Svane glad for det sønderjyske flyselskabs tiltag.

- Alsie Express understøtter med deres frivillige initiativ intentionerne i flyselskabernes klimapartneraftale. Netop brændstof er det væsentligste og mest udbytterige sted at sætte ind i bestræbelserne på at reducere CO2-udledningen og gøre luftfartindustrien mere bæredygtig på den lange bane, siger han.


Dette tiltag er et ganske vist lille, men vigtigt, skridt i retning mod at nedbringe CO2-udledningen fra vores indenrigsflyvninger.

Dennis Rybasch, adm. direktør hos Alsie Express


Det nye brændstof bliver leveret af DCC & Shell Aviation, som i forvejen forsyner de danske lufthavne med flybrændstof.  Det mere bæredygtige flybrændstof er lavet af det finske selskab Neste, der er en af verdens førende inden for udvikling af biobaserede brændstoffer.

Annonce

Et vigtigt skridt

Brændstoffet reducerer CO2-aftrykket med op til 80 procent sammenlignet med fossilt flybrændstof. Shell Aviation forsyner i forvejen virksomheder som Amazon, DHL Express og Lufthansa med samme type, der nu indføres på ruten Sønderborg-København.

- Sammen med Alsie Express og Sønderborg Lufthavn tager vi reelt de første skridt på vejen til fremtidens mere bæredygtige flytransport. Det er vigtige skridt, der sætter mere bæredygtigt flybrændstof på agendaen i Danmark. En virkelighed, hvor vi flyver mellem landsdelene på nul-emission flybrændstof lavet på fx vind og brint, ligger endnu nogle år ude i fremtiden. Men vi står over for en øget udbredelse af biobaseret flybrændstof som en måde til her-og-nu at skære ned på flytrafikkens klimaaftryk, siger administrerende direktør Ulrik V. Brendstrup.

I fremtiden forventer DCC & Shell Aviation også at kunne forsyne danske lufthavne og flyselskaber med bæredygtigt flybrændstof lavet på restproduktet fra danske rensningsanlæg. Man forventer desuden, at rent brintbaseret flybrændstof bliver tilgængeligt inden 2030.

Alsie Express

Luftfartsselskabet er etableret i 2013 og driver flyforbindelsen mellem Sønderborg og København. Det sker med de to let genkendelige sorte ATR72-500 fly specielt udviklet til korte regionale ruter.

Flyet er udstyret med 64/48 komfortable sæder med god benplads. Ruten beflyves normalt med fem daglige returflyvninger og en returflyvning både lørdag og søndag. Alsie Express har omkring 20 medarbejdere.

DCC & Shell Aviation er joint venture mellem DCC Holding Danmark og Shells globale forretning for brændstof til luftfarten. Virksomheden står for al logistik og forsyning af Shell flybrændstof til syv danske lufthavne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce