Sønderborg: Klokken 9 tirsdag gik borgerforeningen i Sønderborg i gang med at fjerne juletræerne fra bymidten. Tre kvarter senere var træerne væk, og kursen blev sat mod Skovhuse Grønt, hvor træerne blev købt i december, og hvor de nu skal flises.
Det var altså et effektivt hold ældre herrer, borgerforeningen sendte på gaden for Vores Sønderborg. Borgerforeningens medlemmer har en gennemsnitsalder på over 70, oplyser formand Tage Christensen, men medlemmerne kører på rutinen. Det er nemlig stort set samme hold, som hvert år går på gaden for at sætte juletræer op og tage dem ned igen.
Intet tyveri
I år var træerne spændt fast til lygtepælene for at forhindre det omfattende tyveri, der har været de seneste år, og det har virket. Citymanager Axel Nielsen, Vores Sønderborg, fortæller, at der hvert år stjæles mellem 10 og 20 træer, som foreningen så må ud og erstatte, men i år er der ikke stjålet et eneste træ.
- Vi er glade for samarbejdet med borgerforeningen, for man kan regne med dem, siger Axel Nielsen.
Tage Christensen er også glad for samarbejdet. Det er nemlig opgaver af denne art, som gør det muligt for foreningen at betale af på gælden på Skyttehuset på Kær og samtidig holde kulturelle arrangementer til en pris, så alle kan være med. En koncertbillet koster typisk 150 kroner - det er inklusiv mad.
- Vi købte Skyttehuset i 2012 for 2,3 millioner kroner og siden er der ofret penge på istandsættelse, men vi regner med at have betalt det hele om et par år, for vi klarer meget af arbejdet selv. Vi har et tirsdagshold bestående af gamle håndværkere - den eneste, der ikke kan lave noget, det er mig, siger Tage Christensen, der understreger at foreningen ikke får kommunal støtte.
Borgerforeningen tjener også penge på loppemarkeder og på arbejde for Kultur I Syd i Mølleparken.
Mangler det sociale
Det lyder alt sammen godt, men alligevel er der to trusler mod borgerforeningen. Tage Christensen siger, at det sociale samvær er det, der driver foreningen, og det har jo været skruet ned på meget lavt blus.
- Hvis det her fortsætter året ud, så tror jeg, at medlemmerne finder noget andet at tage sig til. Men vi vaccinerer jo på fuld tryk, så jeg tror på, at der kommer en forandring.
Formand Tage ChristensenHvis det her fortsætter året ud, så tror jeg, at medlemmerne finder noget andet at tage sig til. Men vi vaccinerer jo på fuld tryk, så jeg tror på, at der kommer en forandring.
Formanden er 76 år. Han er på valg næste gang og regner med at tage to år mere på posten. Der er ikke rift om posterne som formand, kasserer og sekretær, fortæller Tage Christensen, der var oldermand i otte år, før han for 12 år siden blev formand.
Borgerforeningen har omkring 225 medlemmer.