Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Først skulle karrieren på plads - så kom børnene

Karsten Hansen har næse for godt købmandsskab og han satte børnene på "on hold".
Karsten Hansen har kun et års handelsuddannelse bag sig. Alligevel var han ikke en gang 40 år, da han blev salgschef i BALS med 480 medarbejdere. En af forklaringerne på den succes er, at han har næse for godt købmandsskab og at børnene først kom, da karrieren var på plads.
Annonce

Sønderborg: Karsten Hansen spørger flere gange i løbet af interviewet: Har du fået med, at det altså er et drømmejob, jeg har? Han understreger hele tiden vigtigheden i, at det tydeligt fremgår af artiklen, at han er meget taknemmelig over, at BALS (Brugsforeningen for Als og Sundeved) har vist ham stor tillid og givet ham den betroede stilling som salgschef.

- Jeg har jo kun et år på handelsskolen, så jeg synes det er helt fantastisk, at jeg får lov til at sidde i en stilling som salgschef i et firma med 480 medarbejdere og samtidig have ansvaret for drift, marketing og projekter som Food festival og hele satsningen på lokale varer, siger Karsten Hansen, der 1. juli kan fejre 25 år i Brugsen for Als og Sundeved. Receptionen holdes af hensyn til coronakrisen først i august.

Annonce

Noget med næse

- Hvordan kan det være, at en person med kun et års handelsuddannelse stiger så hurtigt i graderne? Der er jo ansatte med samme baggrund, som bliver "på gulvet" hele deres liv?

- Det har nok noget at gøre med, at jeg har en næse for godt købmandsskab og gode handler. Jeg elsker at handle, og så har jeg altid prioriteret karrieren højt. Det var et bevidst valg, at jeg ventede med at få børn til karrieren var oppe at køre, siger den 43-årige salgschef, der har børnene Clara på fire og August på seks år.

- Du er kun 43 år. Hvad med fremtiden?

- Jeg kan ikke forestille mig, at der et andet sted er et bedre arbejde til mig - ikke som tingene ser ud lige nu. Men ingen ved jo, hvordan verden ser ud i fremtiden. Men min ambition er, at jeg skal holde både 40 og 50 års jubilæum i BALS. Jeg er en glad og tilfreds mand - se på mig, jeg har et dejligt hus i Vollerup, en sund og rask familie og verdens bedste arbejde.

Annonce

Flaskedreng

Karsten Hansen er født og opvokset i Sønderborg. Moderen var advokatsekretær og faderen arbejdede i bank og som ejendomshandler. Den første kontakt med købmandsbranchen var, da han som 13-årig fik arbejde som flaskedreng hos "Jønne Høkke" - det er Jørgen Petersen, Wohlenberg.

Den tjans gav ham lyst til mere, og derfor søgte og fik han en læreplads i SuperBrugsen i Høruphav hos uddeler Thorben Nielsen, der senere blev direktør for Brugsen for Als og Sundeved. Karsten Hansen har kun godt at sige om tiden i Høruphav og hos uddeleren, der blev kaldt "Hr. Nielsen".

- Jeg blev grebet af købmandsskabet - det at handle og have kontakt med sælgerne tiltalte mig. Selv om jeg var elev, fik jeg lov til at købe varer hjem, siger Karsten Hansen, der efter to års uddannelse blev ni år i forretningen.

Han nåede at blive førstemand, men følte alligevel, at det var tid at prøve noget nyt. Derfor gik turen til Kløvermarken, hvor en stilling som ferskvare leder ventede. Det var noget af en omvæltning at gå fra det købestærke publikum i Høruphav til Kløvermarken.

Annonce

Med til fusion

Karsten Hansen endte som souchef i Kløvermarken, før han vendte tilbage som souschef i Høruphav. I en kort periode var han også i Brugsen i Guderup, da forretningen blev fusioneret ind i BALS. Tre år som uddeler i Fynshav og senere en stilling souschef i Kvickly Sønderborg fulgte, og Karsten Hansen var med i hele fasen omkring opbygningen af den nye Kvickly, der åbnede i Borgen Shopping efter to et halvt års lukning.

BALS - Brugsen for Als og Sundeved

BALS - Brugsen for Als og Sundeved - er en af områdets helt store virksomheder. Den tæller i dag 13 butikker med Kvickly Sønderborg og Kvickly Nordborg blandt de største. Resten er SuperBrugsen, DagliBrugsen og Fakta. Der er i alt 480 medarbejdere. Der er ingen aktuelle planer om at indlemme nye butikker i BALS.

- Det blev mit ansvar at få en ny butik kørt op og få både nye ansatte og en helt ny organisation på plads. Vi havde jo 10 mand, der havde været i andre butikker, og som så vendte tilbage, men vi skulle ansætte omkring 50, erindrer Karsten Hansen.

Efterfølgende fik Karsten Hansen en funktion i hovedforeningen, og hans næse for godt købmandsskab gjorde, at han også fik opgaver inden for fællesindkøb og marketing for alle butikker.

I 2015 fik BALS ny direktør, Lars G. Andersen, og nu voksede foreningen og der blev lavet en ny organisation. Året efter blev Karsten Hansen ansat som salgschef.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce