Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Forening får støtte i kamp mod Fyn-Als-bro

Støtten varmer hos foreningens formand Vibeke Schaffalitzky de Muckadell. Foto: Bent Warncke
I kampen mod en bro mellem Als og Fyn og dertilhørende motorvej på Fyn får en fynsk forening nu opbakning fra en række kendte politikere samt flere klimaorganisationer. Foreningens borgerforslag har nu fået 1200 støtteerklæringer mod projektet, som ventes at blive en del af de kommende transportforhandlinger.
Annonce

En forundersøgelse af en mulig Fyn-Als-bro over Lillebælt kan meget vel blive resultatet af de kommende transportforhandlinger i Folketinget, hvor transportminister Benny Engelbrecht (S) blandt andre er stærk tilhænger.

Men står det til foreningen "Sydfyns Fremtid - Als Fyn bro og motorvej nej tak", skal planerne om broen og en tilhørende, ny motorvej på Fyn droppes af hensyn til naturen. Og foreningen får nu opbakning fra flere politikere og miljøorganisationer, oplyser den i en pressemeddelelse.

Blandt ambassadørerne, der står på samme side som foreningen, er kendte politikere som Margrete Auken (SF), Karsten Hønge (SF), Alex Ahrendtsen (DF) og Uffe Elbæk (Frie Grønne) samt organisationerne Klimabevægelsen, Den Grønne Studenterbevægelse og NOAH.

Annonce

Har søgt dialog

Støtten varmer hos foreningens formand Vibeke Schaffalitzky de Muckadell, der dog erkender, at det kan blive en svær kamp mod både politikere og magtfulde tilhængere som eksempelvis Danfoss med hovedsæde i Sønderborg.

- Det er stadig David mod Goliat, men med så vægtige og troværdige stemmer, der nu kaster sig ind i kampen for at bevare den sydfynske natur, har David netop fået en slynge og en stor pose sten i julegave, udtaler hun.

- Vi er så rørte og imponerede over, hvor mange politikere og organisationer, der vil beskytte de smukke sydfynske naturområder mod det enorme tab af kultur, natur, og biodiversitet, som en overflødig motorvej tværs gennem det smukke Sydfyn vil udgøre.

Ifølge formanden har foreningen forgæves forsøgt at nå i dialog med transportministeren, der er valgt i Sydjyllands Storkreds og tidligere har været opstillet i Sønderborgkredsen.

Annonce

- Ude af proportioner

SF's fynske folketingsmedlem Karsten Hønge er blandt de politikere, der nu melder sig under foreningens faner. Han mener ikke, fordelene er store nok til at opveje ulemperne ved broen.

- Byggeri af broer og tunneller på de rigtige steder på de rigtige tidspunkter kan give god mening, når prisen også er attraktiv. En Fyn-Als-bro lever ikke op til disse kriterier, og vil desuden belaste natur og miljø i en grad, som er helt ude af proportioner med fordelene ved forbindelsen, siger han på foreningens hjemmeside sydfynsfremtid.dk.

Også fra Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen er der modstand mod broen.

- Fyn skal passe på sine naturværdier. Både landskabet og det smukke sydfynske hav. En bro og en motorvej gennem Svanninge vil ødelægge disse herlighedsværdier til skade for turismen. I stedet bør man anlægge en tunnel til Als og så anvende de eksisterende landeveje 8 og 43 på Fyn, mener odenseaneren.

Annonce

Samfundsøkonomisk gevinst

Det er dog ikke kun fynske folketingspolitikere, der er imod en eventuel bro fra Fynshav til Horneland. Også Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested vil værne om naturen på Sydfyn:

- Danmark er det land i EU med mindst fri natur tilbage og mest motorvej. Derfor skal de fredede naturområder på Fyn ikke asfalteres. Vores biodiversitet, klima og folkesundhed kan ikke tåle det.

Ifølge en rapport fra Vejdirektoratet vil den foreslåede 35 kilometer lange, firesporede motorvej fra Svendborgmotorvejen syd for Årslev til Horneland dog gå uden om fredede naturområder ved Svanninge Bakker og Arreskov Sø.

Linjeføringen vil derimod gå gennem den vestlige del af bakkerne og tre såkaldte Natura 2000-områder på Fyn, hvor der gælder særlige regler for at beskytte dyr, planter og typer af natur, som enten er sårbare, truede eller så karakteristiske, at de bør værnes om. Derudover udgør Lillebælt i sig selv et Natura 2000-område.

Derudover har Vejdirektoratet i en miljøscreening konkluderet, at støjen fra motorvejen vil gøre "uoprettelig skade" på naturen og dyrene i store områder langs vejen.

Til gengæld vil den skitserede færdselsforbindelse ifølge førnævnte rapport spare tid for trafikanter og derfor give en samfundsøkonomisk gevinst på 11,4 milliarder kroner. Det regnestykke kræver dog et tilskud fra staten på 11,1 milliarder ved anlægsstart, fremgår det af rapporten.


Fyn skal passe på sine naturværdier. Både landskabet og det smukke sydfynske hav. En bro og en motorvej gennem Svanninge vil ødelægge disse herlighedsværdier til skade for turismen.

Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce