Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Forfatterskole giver bedre karakterer: Børn kommer igen

Fra venstre ses Salina Larsen og Nicole Boyle Rødtnes, der for tredje gang er undervisere på den årlige forfatterskole på Sønderborg Bibliotek. Til højre ses 11-årige Cecilie Rasmussen, der er med for første gang i år. Hun er blevet så glad for at skrive, at hun arbejder videre på sine historier derhjemme, når hun får fri fra forfatterskolen om eftermiddagen. Foto: André Thorup
Skrivelystne unge mennesker er denne uge på forfatterskole på biblioteket i Sønderborg. Her får de undervisning af to etablerede forfattere, som deler ud af deres egne erfaringer.
Annonce

Sønderborg: Salen i multikulturhuset ved havnen i Sønderborg er denne uge fyldt med børn og unge mennesker i alderen 11 til 16 år, der ønsker at blive bedre til at skrive.

Forfatterskolen er et tilbagevendende indslag i sommermånederne på biblioteket i Sønderborg, og ifølge børnebibliotekar Dorte Larsen, så er det ganske populært blandt børn såvel som fra forældre.

- Vi har fået mange tilbagemeldinger om, at børnene tænker helt anderledes om skolearbejdet bagefter, og de får bedre karakterer, fortæller hun og fortsætter:

- Det siger også noget, at over halvdelen af dem, der er her i år, har været med mange gange før.

En af de tilbagevendende skribenter er 15-årige Freja Borgstrøm, som har været med hele fem år i træk.

13-årige Alma Halle (th.) har været med på forfatterskolen to gange. Hun lytter med, mens Freja Borgstrøm læser op af sin historie. Foto: André Thorup

- Det har været vidt forskelligt, hvad vi har lært fra år til år, og det er dejligt. Jeg vil bare gerne blive bedre til at skrive, så derfor er det altid sjovt at vende tilbage, fortæller Freja Borgstrøm, der sidder ved et bord, hvor alle har været med på forfatterskolen to eller flere gange.

Annonce

Skriv og giv feedback

Hver formiddag klokken 10 møder de skriveinteresserede unge ind til en opvarmningsøvelse på omkring et kvarters tid, hvor de skal skrive frit fra deres tankestrømme.

Forfatterskolens to undervisere Nicole Boyle Rødtnes og Salina Larsen delte onsdag formiddag et ark med fire billeder ud til eleverne Øvelsen gik ud på, at eleverne skulle skrive en hurtig historie ud fra billederne.

Et tilbagevendende element i forfatterskolen er, hvordan man plotter en historie. Det har Salina Larsen (tv.) og Nicole Boyle Rødtnes et stort fokus på, fordi det er så vigtigt. Med berettermodellen kan eleverne pludselig se, hvordan deres yndlingsfilm og -bøger typisk følger samme opbygning. Foto: André Thorup

- I skal bare lade jer inspirere. Og så tæller vi ned, 3, 2, 1, skriv, sagde underviser Salina Larsen og talte ned sammen med Nicole Boyle Rødtnes.

Og så gjaldt det ellers for de unge mennesker at skrive alt, hvad de kunne i det korte tidsrum.

Rummet blev på et splitsekund fyldt af en dyb koncentration og en stilhed bredte sig, foruden de små klikkende lyde, som 13 tastaturer giver, når fingrene danser over tasterne som i en irsk folkedans.

Efter en skriveøvelse på forfatterskolen, er det også en vigtig del at læse sin tekst højt fra andre i en lille gruppe.

- Vi lærer dem fra første dag, hvordan man giver god feedback, for det er enormt vigtigt, hvis man skal udvikle sin skrivestil, fortæller Nicole Boyle Rødtnes.

Fra venstre ses 13-årige Siri Hallund, der læser op af sin sin lyn-historie, mens Julia Dumitrascu på 14 år og Anastasiia Baga på 15 år lytter med. I grupperne bliver der efter hver historie givet feedback. De har alle haft de samme billeder at tage udgangspunkt i, men historierne er vidt forskellige. Foto: André Thorup

Selv ved bordet for de helt nye elever hos forfatterskolen, er de unge mennesker blevet dygtige til at pege præcist på, hvad de synes godt om hos hinandens tekster.

Annonce

Kreativ og kritisk

Begge undervisere er etablerede forfattere, der skriver børne- og ungdomsbøger. De understreger vigtigheden i at få skrevet en masse ned.

- Vi har ofte tendens til at være meget kritiske overfor os selv, men det er vanskeligt at være kritisk og kreativ på samme tid, fordi hjernen ender med modarbejde sig selv. Med øvelserne kan være kreativ, når man skal være kreativ, og så kan man tage kritikken bagefter, forklarer Nicole Boyle Rødtnes.


Vi lærer dem fra første dag, hvordan man giver god feedback, for det er enormt vigtigt, hvis man skal udvikle sin skrivestil,

Nicole Boyle Rødtnes


Når eleverne så har fået en masse på blokken, så er det lettere at skære dele af teksten væk.

- Det er nemmere at bygge et sandslot med en en hel sandkasse fyldt med sand, som man kan tage til og fra, frem for at lave et slot ud af nogle få sandkorn, siger Salina Larsen.

Det er også en tilgang, som eleverne kan tage med sig videre efter sommerens forfatterskole og ud i skolearbejdet.

Når Salina Larsen og Nicole Boyle Rødtnes år efter år stiller op som undervisere på forfatterskolen og hos forskellige folkeskoler rundt omkring i landet, er det for at dele ud af deres egne erfaringer som forfattere.

- Jeg har elsket at skrive, siden jeg var barn. Dengang var der dog ikke nogen ekstra tiltag til børn, der kunne lide at skrive. Derfor gik jeg som 15-årig på aftenskole-kurser med folk over de 50 år for at forbedre mine skriverier. Jeg lærte vildt meget, men jeg savnede også et fælleskab for jævnaldrende, forklarer Nicole Boyle Rødtnes.

Det ledte hende til at stifte foreningen HUF, Håbefulde Unge Forfattere, sammen med Salina Larsen og andre unge forfatterspirer. Det er ti år siden, at Nicole Boyle Rødtnes fik udgivet sin første bog.

Underviserne har også taget en række genstande med, som eleverne kan skrive ud fra. - Når det handler om at komme i gang med at skrive, så er det tit og ofte godt at aktivere sanserne. Det kan være rart at mærke på tingene, forklarer Salina Larsen. De har også taget story-cubes med, hvor man skal slå med terninger og bruge de motiver, man slår, til sin historie. Foto: André Thorup
Rosemarie Witt (tv.) og Anouk Christiansen er begge 11 år og har første år på forfatterskolen. De er begge glade for øvelserne, som er både udfordrende og sjove. Foto: André Thorup
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce