Annonce
Ugeavisen Sønderborg

Forretningsideen holdt - det gjorde kærligheden ikke

Hanne Aamund og Simon Moos har sammen med virksomheden fejret 50 års jubilæum. Foto: Jens Eilertsen
Hanne Aamund og Simon Moos var kærester, da der for 50 år siden stiftede Simon Moos A/S. I dag er de begge gift til anden side - men de ejer og leder stadig firmaet side om side. Det fungerer fint, vi nyder hinandens respekt, har været uenige men aldrig uvenner, siger de.

Hørup: For godt 50 år siden var Hanne Aamund og Simon Moos unge og kærester. Men de havde ikke kun øje for hinanden - de kiggede sig også omkring efter en god forretningsidé, og derfor købte de to slamsugere af Simon Moos' far. Det var første skridt til en blomstrende forretning, der i dag har op imod 100 ansatte Simon Moos A/S Entrepriser og Simon Moos Maskinfabrik A/S. I dag har virksomheden afdelinger i Hørup, Agerskov, Toftlund og på Danfoss.

Virksomheden har overlevet 50 år i en konkurrencepræget branche - der var jubilæum 1. marts - men det har kærligheden ikke. Efter 15 år blev Hanne Aamund og Simon Moos enige om, at de ikke skulle fortsætte som kærester. Det var de helt afklarede omkring, og ingen af dem kunne se en grund til ikke at fortsætte som kompagnoner.

I dag - 35 år senere - sidder de to tidligere kærester på kontoret. De er begge gift, og Simon Moos har fået børn. Ejerskabet er  50/50 procent - de har altså lige meget at skulle have sagt - og det fungerer fint.

- Selvfølgelig har vi været uenige gennem årene, men vi har aldrig været uvenner og vi nyder hinandens respekt, siger Hanne Aamund.


Selvfølgelig har vi været uenige gennem årene, men vi har aldrig været uvenner og vi nyder hinandens respekt.

Hanne Aamund


Annonce

Ingen pensionssnak

Simon Moos er 73 år og Hanne Aamund 70 år. Begge cykler på arbejde og vil ikke høre tale om pension. De har dog ansat Terkel Hyldgaard som direktør.

Hanne Aamund er glad for at tage på arbejde hver dag, og hun vil sammen med Simon Moos og den nye direktør sikre, at virksomheden udvikler sig, differentierer sig og kan noget, andre ikke kan.

Men der er også en anden årsag til, at de to indehavere ikke vil på pension - nemlig medarbejderne. Der er et nærmest familiært forhold mellem dem og medarbejderne, som næsten alle bliver mange år i virksomheden. 22 af de små 100 har været der i mere end 25 år, anslår Simon Moos.

- Vi kender vores medarbejdere og deres børn og familier - vi er som en stor familie, siger Simon Moos.

Annonce

Så kom der en greve

I firmaets opstart tømte Simon Moos septiktanke, og han kørte slammet til lossepladsen. Det var både møjsommeligt, fordi slammet fyldte meget, og dyrt, fordi der på lossepladsen blev betalt for vægt.

Hanne Aamund og Simon Moos skal sammen med den nye direktør Terkel Hyldgaard udvikle virksomheden. Foto: Jens Eilertsen

Men så skete der noget, som boostede firmaet. Indehaverne mødte den franske grev Moltke, der havde udarbejdet en metode til - med polymer - at skille slam og vand i en lille skala.

- Den må I godt bruge, sagde greven, der havde tilknytning til Gråsten Slot.

Hos Simon Moos eksperimenterede man med at bruge polymer på en stor skala. Det skete med støtte fra Ribe Kommune, hvor de udførte arbejde, og efter kort tid var Moos KSA – Kombineret Slamsuger og Afvandingssystem - var en realitet.

Nu kunne slam og vand skilles.  Det vand, der blev til overs, blev blandet med haveaffald og komposteret til tilskud til jordforbedring, og det meget lettere slam blev kørt på lossepladsen.

I 1978 åbnede Simon Moos Maskinfabrik A/S, der i dag har opgaver i hele Danmark. De fleste kunder har dog adresse i Jylland.

Vi spørger til planer for fremtiden og får at vide, at det eneste, der ligger lige for, er en udvidelse af afdelingen i Agerskov.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce