Sønderborg: Byggeriet af en bygning med 18 lejligheder og et seniorbofællesskab med 40 lejemål omgivet af en park på Nordhavnen i Sønderborg kan nu begynde. Det besluttede byrådet denne uge, da lokalplanen for byggeriet blev godkendt.
Lokalplanområdet er på 12.000 kvadratmeter, og det ligger ved siden af kontorbygningen Videnshuset.
- Jeg glæder mig over, at der til stadighed er rift om nye og attraktive boliger i Sønderborg. Det er helt tydeligt, at mange gerne vil bo i Sønderborg, helst tæt på vandet, og så glæder jeg mig over, at der er private bygherrer, som gerne vil bygge og imødekomme efterspørgslen, siger borgmester Erik Lauritzen (S).
Bag boligprojektet står pensionskassen PFA samt Bitten & Mads Clausens Fond. Husene tegnes af norske Reiulf Ramstad Architects, mens Daugaard Pedersen, Kolding, er entreprenør.
Den ene bebyggelse er en bygning, der varierer i højden mellem en og fire etager. Det er Bitten & Mads Clausens Fond, som bygger et lejlighedskompleks til Danfoss, som vil bruge det til udenlandske medarbejdere.
Den anden bebyggelse er seniorfællesskabet fordelt på tre bygninger i op til syv etager.
Beboere mister udsigt
Ud over bygningerne anlægges der der park og p-pladser, og promenaden ud mod Alssund forlænges hen forbi boligerne. Vejadgangen til boligerne bliver via samme vej, som fører ind til kontorbygningen Videnshuset.
Erik Lauritzen, borgmesterDeres bekymringer er forståelige, men jeg må også sige, at man ikke altid kan få ret, selv om man klager.
Lokalplanforslaget har været i offentlig høring, og der er holdt et borgermøde, hvor bygherren og Sønderborg Kommune har præsenteret planerne for byggeriet af de nye boliger.
Der er kommet seks høringssvar primært fra beboere i det eksisterende boligområdet bag nybyggeriet, som er kede af at miste hele eller dele af deres nuværende udsigt.
- Deres bekymringer er forståelige, men jeg må også sige, at man ikke altid kan få ret, selv om man klager. Alle har vidst, at byggeriet på Nordhavnen ville komme på et tidspunkt, og derfor har byrådet også holdt fast i masterplanen for Byens Havn, der giver plads til de nye boliger, siger Erik Lauritzen.